Daniel Craig er officielt færdig med rollen som den ikoniske filmagent James Bond. Og længe inden premieren på ’No Time to Die’ – i Danmark på torsdag! – går rygterne om, hvem der skal afløse ham.
Fans må dog væbne sig med tålmodighed, inden det bliver afsløret, hvem der skal overtage rollen som agent 007.
Barbara Broccoli og Michael G. Wilson, der er producerne bag Bond-filmene, blev i et interview på BBC spurgt, om de havde besluttet sig for, hvem der kunne erstatte Daniel Craig.
Hvortil Broccoli svarede:
»Åh gud nej. Vi tænker slet ikke på det endnu. Vi vil have, at Daniel (Craig, red.) får tid til at blive fejret. Næste år vil vi begynde at tænke på fremtiden«.
Blandt de mange bud på, hvem der i fremtiden skal spille James Bond, er Tom Hardy, James Norton, Henry Cavill og Idris Alba. Derudover er Suranne Jones og Lashana Lynch blevet nævnt som mulige arvtagere til rollen.
Ifølge Barbara Broccoli er det dog ikke sandsynligt, at de to sidstnævnte bliver aktuelle foreløbigt. Hun har udtalt til U.K.´´s Press Association, at Bond ikke vil blive spillet af en kvinde.
»James Bond er en mandlig karakter. Jeg håber, der vil blive mange, mange film med kvinder, for kvinder, af kvinder, om kvinder. Men jeg synes ikke, at vi skal tage en mandlig karakter og lade en kvinde portrættere ham«, lød det her.
Den sidste film med Daniel Craig som James Bond, ’No Time to Die’, der blandt andre har danske David Dencik på rollelisten, kan ses i biograferne fra torsdag, 30. september.