»Jeg bliver ved med at tænke, at det kun kan blive lettere fra nu af, for alt er blevet udfordret med den her serie«, siger Dorte Høgh.
Hun er én af hovedkræfterne bag DR’s nye dramaserie, der får premiere på søndag. ‘Når støvet har lagt sig’ har hun skabt i fællesskab med Ida Maria Rydén, og selvom de to erfarne manuskriptforfattere har flere projekter bag sig, blandt andet den fælles TV 2-serie ‘Dicte’, har de aldrig før sat sig selv så meget på prøve som her.
»Det er den mest komplekse serie, vi nogensinde har lavet – og den sværeste. Der er mange balancer, både tematisk og dramaturgisk. På alle hylder har vi taget det sværeste, vi kunne. Så vi er også meget stolte af, at det faktisk trods alt er blevet seværdigt«, fortsætter Høgh og smiler, mens Ida Maria Rydén nikker ved hendes side.
Denne tirsdag formiddag sidder vi til bords i DR Byen i en flot kulisse, der er blevet brugt under optagelserne til søndagsserien. Kulissen er indrettet som en rustik københavnerrestaurant, der i sig selv ikke er synderligt dramatisk. Men i glasruderne ved restaurantens indgangsparti spotter man en håndfuld skudhuller, hvilket afslører tragedien i centrum for den nye serie: Et terrorangreb.
Som om det ikke var svært nok at lave en dramaserie over så ømtåleligt et emne, er ‘Når støvet har lagt sig’ også bygget op som et stort puslespil af plottråde, der krydser hinanden flere gange undervejs. Over de 10 afsnit, hvoraf fem er instrueret af Milad Alami (‘Charmøren’), følger vi hele otte hovedpersoner. De har hver deres liv og personlige problemer, inden tilværelsen bliver vendt på hovedet af den traumatiserende skudepisode, som falder midt i serien. Vi møder blandt andre vvs’eren Morten (Jacob Lohmann), justitsministeren Elisabeth (Karen-Lise Mynster), plejehjemsbeboeren Holger (Henning Jensen) og hjemløse Ginger (Katinka Lærke Petersen).
Det var netop multiplotkonceptet, og ikke terrorangrebet, der startede med at interessere Høgh og Rydén. Idéen kom ad omveje, da de to manuskriptforfattere var til et seminar i Göteborg sammen med 25-30 andre nordiske filmfolk:
»Vi fik at vide, at vi skulle pitche en serie med nordiske vampyrer. Var der mon nogle gamle sagn og myter fra den nordiske tradition med nisser og alfer, som man kunne lave en eller anden blockbuster-tv-serie i Norden ud fra? Og det var vi vanvittigt dårlige til, Dorte og jeg«, forklarer Ida Maria Rydén.
»Så vi gik en tur i stedet, og vi begyndte at tale om, hvad der i virkeligheden interesserer os. På det tidspunkt havde vi skrevet ‘Dicte’ sammen i fem-seks år, og i den periode havde vi slået virkelig mange mennesker ihjel i Aarhus og opklaret utroligt mange mord. Vi begyndte at snakke om vores fælles yndlingsfilm, Robert Altmans ‘Short Cuts’, for vi synes, det er så blæret, når man kan arbejde med mange karakterer på én gang«.
»Vi tænkte, at det kunne fedt være at prøve det greb af i en serie«, tilføjer Dorte Høgh. »Jeg tror også, at vores idé opstod af et lillebitte, spagt ønske om, at vi er lidt mere i familie med hinanden, end tingene ser ud lige nu. Det virker jo, som om vi bliver mere og mere opsplittede i samfundet. Vi har haft en tanke om, at der ikke er et ‘dem’ og et ‘os’. Der er sgu kun et ‘vi’«.
Hvorfor skulle det tema udfoldes omkring et terrorangreb?
Høgh: »Terrorelementet kom meget naturligt ind. For på en måde er terror den yderste modpol til at hænge sammen som mennesker. At gøre noget, som destabiliserer. Det er det vildeste, du kan gøre mod et menneske, som du ikke engang kender – at skyde på dem. Så det var oplagt at tage det med som et punkt, men det var egentlig ikke selve terroren, vi var optaget af. Det var, hvad den gør ved de mennesker, der sidder på restauranten og bliver udsat for det«.
Rydén: »Vi startede ikke med at sige: ‘Vi skal lave en terrorserie’. Vi ville skabe en serie, der handler om, hvordan vi alle er forbundne. Vi prøver at vise de subtile snitflader, som vi alle sammen har med hinanden. Og hvordan valg, som du træffer i eftermiddag, måske kommer tilbage og bider dig i røven om en uge – eller måske får betydning for nogle andre«.
Hvorfor skal vi tilbringe så lang tid – fire afsnit – med karaktererne, før terrorangrebet sker?
Høgh: »Det er et dramaturgisk eksperiment. For i de fleste katastrofefilm vil angrebet komme helt i starten«.
Rydén: »Vi havde lyst til at være nybrydende og spænde buen. Nu var vi jo allerede i gang med at fortælle en historie med mange karakterer – så kunne vi lige så godt også prøve at bryde nogle fortællenormer. Vi arbejder med forskellige tider og flashbacks, så nutiden i serien er jo egentlig terrorangrebet. De første afsnit er faktisk et tilbageblik, hvor vi går ni dage tilbage i tiden, og så begynder vi at bevæge os frem. Vi syntes, at det var interessant at sige: ‘Nej, du skal forstå disse mennesker, før vi begynder at skyde på dem’. For ellers kan du jo ikke mærke deres smerte og eksistentielle situation, når det sker«.
Hvad har været den største udfordring ved at skrive manuskriptet?
Rydén: »Det har været at lægge så stort et puslespil. Og at finde ud af, hvordan pokker man får publikum interesserede, når man kun har så lidt tid med hver karakter. Hvordan får vi folk hooked, og hvordan skaber man følelser hurtigt? Det håber vi, at vi er lykkedes med«.
Høgh: »Der har ikke været tid til, at vi langsomt sneg os ind på en karakter for at finde ud af, hvad der optager vedkommende. Vi er virkelig blevet nødt til ret hurtigt at fastslå hvert menneske – dét er hans længsel, og dét er hendes problem. Men jeg synes også, at terrorelementet har været en kæmpe udfordring. Godt nok sidder vi her og siger, at det handler om noget helt andet, men det er en stor begivenhed pludselig at tage med. Det har selvfølgelig været en sindssygt svær balanceakt. Det er så sårbart et emne for folk i hele Europa – og alle andre steder. Hvordan sørger man for, at det ikke bliver for overfladisk – samtidig med at vi jo slet ikke kan nå til bunds i det?«
Rydén: »Hvordan behandler man det anstændigt, så det ikke bare bliver ren underholdning eller effektjageri? Vi har hele tiden haft en stor respekt for, at det er kæmpestort, og at der er mange tæer, man kan komme til at træde på. Vores take har været, at vi har forsøgt at have flere forskellige synsvinkler med. Vi har hele tiden haft en arbejdsmetode, som hed, at vi skal se terroren gennem flere øjne. Hvordan må det virke, hvis man er otte år, eller hvis man er hjemløs? Så har vi forsøgt at orkestrere de forskellige tilgange til terrorangrebet. Alle karaktererne sidder nemlig ikke på restauranten, men de bliver alle sammen på én eller anden måde påvirket af terrorangrebet«.
Høgh: »Vi har tænkt over, hvor mange roller man kan have under et terrorangreb. Hvilken rolle, tager man? Man aner faktisk ikke på forhånd, hvordan man kommer til at reagere«.
Rydén: »Vi har valgt alle mulige typer reaktioner. De mennesker, der har oplevet det, taler jo både om apati, vrede, skyld, raseri og følelsesløshed. Vi kan vise forskellige aspekter i de forskellige karakterer, som går ud af hver deres spor. Så kan man som seer forhåbentlig mærke, at alt det her er muligt«.
Har I haft med i overvejelserne, at I ikke skulle puste til fremmedhad?
Høgh: »Fordi vi ikke er så interesseret i selve terrorangrebet, har det været relativt nemt at sige, at vi ikke prøver at forklare årsagen til det. Vi går heller ikke nødvendigvis ind i, hvem der egentlig gjorde det. Det er efterhånden også svært at sige, hvem der gør sådan noget. Der er, som om terroristerne lader en vrede gå ud over andre, men det behøver ikke længere være religiøst, det behøver ikke længere være en hel gruppe mennesker, og det behøver ikke være politisk. Det kan være en helt almindelig familiefar, der har fået nok af livet og pludselig udøver terror. Det har hjulpet os lidt, at det ikke behøver være så opspændt i eksempelvis religion, som det jo var for bare 10 år siden«.
Rydén: »Karaktererne har også de klassiske reaktioner på terrorangrebet inde i vores univers. Så der er folk, der tænker: ‘Det er nok dem’. Der er ingen tvivl om, at vi leger med folks fordomme, for en sådan hændelse påvirker folk til at tænke på en bestemt måde. Karakteren Elisabeth (spillet af Karen-Lise Mynster, red.) nævner det på et tidspunkt, da der bliver fundet en taske med våben ved siden af et udrejsecenter. Folk tænker jo nok, at der er en sammenhæng. Men det er ikke sikkert, at der er det. Vi lægger madding ud for at sige: ‘Sådan tænker vi normalt – er det okay?’«.
Har I tænkt på, om terrorelementet gjorde serien for tung og deprimerende for publikum?
Høgh: »Det er et drama, ikke en dystopi. Vores arbejdstitel var på et tidspunkt ‘Memento mori’, som betyder ‘Husk at du skal dø’. Den titel er lidt tung, men det skønne ved den er, at den også har en pointe, som hedder ‘…derfor skal du hylde livet’. Hvis du ved, du skal dø, så skal du satme også være glad lige nu og her. Vi har også prøvet at lave nogle scener, som er lette og endda overfladiske, for sådan lever vi jo også vores liv, selvom vi opholder os på Titanic«.
Ryden: »Vi har givet karakterne nogle personlige konflikter, for de bliver jo nødt til at have et liv inden terrorangrebet. Men der er for eksempel også en scene med ægteparret Morten og Camilla (spillet af Jacob Lohmann og Julie Agnete Vang, red.), som fejrer hinanden med dans og i rødt undertøj. Sådanne scener er der også efter terrorangrebet. Der er også folk, som oplever gode ting efter. Så forhåbentlig er det en alvorlig fortælling med lysglimt. Det er ikke en nedturshistorie«.
Hvor meget har I tænkt over, at serien skulle være public service, når nu DR er afsenderen?
Høgh: »Jeg synes, det er sådan en tv-serie, som DR skal lave, fordi den handler om noget, der er svært, men som er aktuelt. Den er helt oplagt at lægge her. Og så var det så heldigt, at både den forhenværende og nuværende dramachef (henholdsvis Piv Bernth og Christian Rank, red.) syntes det samme«.
Rydén: »Serien inviterer os ind i mange andre folks hoveder. Der er noget public service over, at vi gør forskellige danskeres verdner tilgængelige for andre danskere. Det er lidt ligesom Menneskebiblioteket, hvor man kan leje et andet menneske, for eksempel en narkoman. Vi har ikke ønsket at være politisk korrekte og sørge for, at alle i samfundet skulle med. Men vi har ønsket at reflektere på forskellige måder over, hvad det vil sige at være en del af et fællesskab«.
‘Når støvet har lagt sig’ får premiere på søndag kl. 20 på DR1 og DRTV.