‘Charmøren’: Fintfølende debutfilm sætter ansigt på asylansøgeren
En flok australske forskere påviste for nogle år siden, at de bådflygtninge, der nåede kontinentets kyst, blev portrætteret på én bestemt måde: I masser. Aldrig som mennesker med ansigter.
De kaldte det »visuel dehumanisering«.
Når politikere og deslige herhjemme advarer om flygtningestrømme fra Syrien, kan det på samme måde være svært at se mennesket for massen. Det politiske maleri levner kun sjældent rum til, at flygtninge og migranter kan komme til orde.
I iransk-svenske Milad Alamis debutfilm er det lige omvendt. Her kommer vi helt ind i asylansøgerens virkelighed, ind i boligblokken, hvor politiet henter de hjemsendte og eskorterer dem til lufthavnen, og ind hos Udlændingestyrelsens sagsbehandlere, hvor drømme møder krav.
Den iranske asylansøger Esmail erfarer hurtigt, at opholdstilladelsen skal tilranes med charme: Han skal finde en dansk kone i en fart, hvis han ikke skal havne tilbage i fødelandet, for kun sådan kan han få statsborgerskab.
Men Alamis ærinde er ikke samfundskritik: Han konstaterer de hyppige udsendelser og stramme asylregler, uden at han for alvor diskuterer dem.
Vi følger Esmail på de natlige udflugter til stambaren (han kender tilsyneladende kun én!), hvor han kurtiserer det modsatte køn med drinks, købt for penge, han ikke har. De penge, han tjener på små flyttejobs, forsegler han i breve og sender til familien i Iran.
Milad Alami er selv født i Iran og opvokset i Sverige, inden han bosatte sig i Danmark og begyndte på Filmskolen.
Han kender overgangen fra iransk til skandinavisk kultur, og i ’Charmøren’ giver han et levende indblik i en iransk lomme af samfundet, hvor aldrende sangfugle synger på persisk, og mændene troner i sofaen og snakker om det liv, de forlod.
Men Esmail er fortællingens bankende hjerte.
Kameraet kigger dybt i charmørens øjne i samtlige 100 minutter, men uden at presse vurderinger ned over billederne – kameraet søger sammen med os. ’Charmøren’ er i sig selv en kommentar, fordi den giver flygtninge og migranter en røst, men den triumferer på grund af sit mådehold.
Der er en næsten Asger Farhadi’sk (’En separation’) nerve i portrættet af Esmail, en økonomisk og forbløffende moden tilgang til fortællingen, der både har blik for spændingen og mennesket i dets brogede afskygninger.
Vi ved ikke, hvad Esmail kommer fra, vi kender kun en flig af hans plan. Alami tilbageholder fuldfede lunser af dramaet, uden at det virker kunstigt, og når han endelig smider dem, udfordrer de det, vi har set og det, vi har følt.
Ardalan Esmaili, den svenske skuespiller, der gjorde sig som kidnapper i ’Greyzone’, er fænomenal. Hans glasklare øjne ligner brønde i skumringen og antyder mægtige følelser bag blikket.
Han møder en skov af kvinder, fordi det er nødvendigt, men selvom han gebærder sig nogenlunde ens, naturligt desperat, fornemmer man, når forelskelsen følger de kødelige udskejelser. Nærmere bestemt da han møder Sara, der forandrer Esmails kalkulerede scoretogt til reel kærlighed, men samtidig rusker op i hans fortid.
Det her er menneskeligt drama uden violiner, samfundsstof uden bastante budskaber.
Derfor kan det også ærgre og undre, at Alami ikke stoler nok på sin egen nedbarberede stil til at lade den råde fra start til slut. Et subplot med Lars Brygmann som olm, afdanket charlatan er en forceret afstikker fra det virkelighedsnære drama.
Samtidig er det endog meget svært at forstå, hvorfor filmen skal åbne med, at en kvinde kaster sig i døden. Det er et voldsomt anslag, der forgæves kalder på et pay off med pondus nok til at forsvare det.
Til gengæld fører Alami filmen til tæppefald med en suveræn slutning, gjort af det stof, der konkurrerer om guldpalmer. Om han på sigt kan tvinge sig ind i dét selskab er meget at forlange, men ’Charmøren’ er om ikke andet et vidnesbyrd om, at dansk film har fået en ny stærk fortæller.
Kort sagt:
Milad Alami finder mennesket i asyldebatten og skræller lag for lag nuancerne frem uden at politisere. Et anstrengt subplot stjæler for meget fokus, men det ændrer ikke på, at ’Charmøren’ er et indsigtsfuldt drama, der nænsomt retter projektørerne mod en mørklagt del af samfundet.