De 10 bedste thrillere på Netflix

Der findes intet som en god neglebider, der kan få selv den mest hærdede seer til at balancere på kanten af sofaen i åndeløs spænding. Vi guider til de 10 bedste thrillere på Netflix lige nu – og der er dømt både underkendte perler, ikoniske mesterværker og en stribe af Hollywood-stjerner i deres bedste roller.
De 10 bedste thrillere på Netflix
Brad Pitt og Morgan Freeman i 'Seven'.

’Seven’

Det regner konstant i David Finchers første favntag med seriemordergenren, ’Seven’, der åbenbarer en mørk storby blottet for enhver medmenneskelighed, hvor ethvert spinkelt håb om en lysere fremtid visner bort, inden det når at slå rødder.

Morgan Freeman og Brad Pitt udgør et af nyere tids bedste politimakkerpar som henholdsvis den desillusionerede og pensionsparate kriminalbetjent Sommerset og den grønne, skråsikre idealist Mills, der sammen vikles ind i den bestialske seriemorder John Does velkonstruerede spind.

Does nøje planlagte ondskab, der udspringer af de syv dødssynder, er et produkt af en sjælløs og forkullet storbys fordærv. Den ikoniske slutning, som satte nye standarder for, hvor konfrontatorisk en Hollywoodfilm kunne ende, sætter budskabet på spidsen: Ingen kan se sig fri for selv at blive ædt op af ondskaben i den trøstesløse verden.

Robert Pattinson i ‘Good Time’.

‘Good Time’

Inden ’Uncut Gems’ slog Safdie-brødrene deres navne fast med ’Good Time’ – et hæsblæsende ridt gennem New Yorks forstadskvarterer, som man ellers sjældent ser på film, og et effektivt close-up på en af de talrige desperate eksistenser på bunden af samfundet.

Robert Pattinson har sin hidtil bedste rolle som Connie, en glat ål der handler uden tanke for konsekvenserne. Sammen med sin evnesvage bror Nick (spillet af Benny Safdie selv) begår han det værste filmbankkup siden Al Pacino i ’Dog Day Afternoon’. Alt går galt, da farvepatronen springer i pengetasken og søskendeparret må kæmpe sig gennem New Yorks labyrintiske gader som to lyserøde rotter. Og da først Nick bliver fanget af politiet, ser det for alvor sort ud for Connie.

Man sidder med hjertet i halsen fra start til slut og indser gradvist, at man rent faktisk håber det bedste for håbløse Connie, selv når han kaster sig hovedkulds ind i de mest højspændte situationer. Og med sit imponerende skarpe udsyn over et håbløst og fortabt New Yorker-miljø formår Safdie-brødrene også at diagnosticere samfundet på et dybere plan.

Nicole Kidman og Colin Farrell i ‘The Killing of a Sacred Deer’.

‘The Killing of a Sacred Deer’

Yorgos Lanthimos’ mest foruroligende film til dato er en udsøgt hævnthriller, der blander den græske auteurs karakteristiske surrealisme og deadpan-komik med nogle af hans mest ekstreme påfund.

Hollywoodstjerner som Nicole Kidman og Colin Farrell agerer menneskelige zombier i grækerens gakkede univers, når de leverer hver en replik med blanke øjne, udtryksløse ansigter og et monotont toneleje, som får det til at risle koldt ned ad ryggen.

Farrell spiller den succesfulde kirurg Steven, der bor sammen med sin hustru (Kidman) og to børn i en kønsløs villa. Husfreden trues, da den insisterende teenager Martin (fænomenale Barry Keoghan) bliver ved med at aflægge besøg hos Steven – først på hospitalet, snart i hjemmet. Med sig bringer han en tragisk historie fra sin fortid, som langsomt truer med at knuse Stevens hverdag. Komik blandes på grænseoverskridende vis med et psykologisk spil katten-efter-musen, man sent vil glemme.

‘The Usual Suspects’.

‘The Usual Suspects’

‘The Usual Suspects’ tog fusen på alle, da den havde premiere i 1996 og indvarslede det store twist-årtis komme. Man taber kæben, når filmen udfolder sit intelligente bedrag med afsløringen af den mystiske mesterforbryder Keyser Sözes identitet.

Men filmen er ikke bare en one trick pony, når den gennem flashbacks opruller årsagen til et stort skudopgør gennem afhøringen af den eneste overlevende, den ynkelige krøbling Verbal Kint. Filmen er et eminent studie i tilbageholdelse af informationer med massevis af elegante ledetråde, der samtidig tillader publikum at gætte med undervejs.

24 år senere står filmen stadig som en yderst veldrejet thriller med et twist så overrumplende, at det mere end gør sig fortjent til sin plads i filmhistoriebøgerne.

Robert Downey Jr. og Jake Gyllenhaal i ‘Zodiac’.

‘Zodiac’

David Fincher begik sit mest underkendte mesterværk med neglebideren ’Zodiac’, der optrevler efterforskningen af den titulære seriemorder, som begik op mod 37 mord i Californien fra starten af 60’erne og et årti frem.

Finchers seriemorderfascination har været allestedsnærværende gennem hans karriere – fra førnævnte ’Seven’ til ’Mindhunter’ og ’The Girl With the Dragon Tatoo’ – men det er i ’Zodiac’, at han for alvor perfektionerer genren.

Modsat de andre værker er filmen ikke nær så plotcentreret, når den dykker dybt ned i Finchers barndomsstat, hvor en snigende uhygge breder sig som en steppebrand i takt med Zodiac-morderens ugerninger. Gennem de tre hovedkarakterer – Jake Gyllenhaals godtroende tegner, Robert Downey Jr.’s kyniske journalist og Mark Ruffalos livstrætte kriminalbetjent – skildrer filmen en altopslugende besættelse af at afkode menneskets dybeste mørke.

Finchers filmsprog er dvælende og underspillet, når han på overlegen vis skildrer det mediecirkus, der hurtigt omslutter den drabelige sag, men som må give fortabt på halvvejen, efterhånden som sagen dør ud uden en egentlig konklusion. Det står i skærende kontrast til den traditionelle Hollywood-fortælling og er en perfekt spejling af hovedkarakterernes uafrystelige besættelse af et puslespil, hvor den sidste brik mangler.

‘The Invitation’

Man mærker den snigende uhygge øjeblikkeligt i Karyn Kusamas ’The Invitation’, der effektivt blander gyserkonventioner med thrillerens snigende suspense.

Logan Marshall-Green spiller Will, der får en uventet middagsinvitation fra sin ekskone Eden, som han ikke har set i mere end to år. Han møder pligtskyldigt op, selvom traumet over tabet af deres søn har lagt sig som en mur imellem dem. Eden har i mellemtiden fået en ny og dybt mystisk mand, som hun mødte i sorggruppe. Alt syner liv og glade dage – men noget er off.

’The Invitation’ opbygger effektivt en foruroligende atmosfære, der hurtigt sænker sig over det anspændte middagsselskab, som snart begynder at nære mistanke til deres værter. Men foregår det hele bare oppe i deres hoved? Filmen dissekerer, hvordan vi alle håndterer sorg forskelligt og hurtigt dømmer andre ude, hvis de ikke gør som en selv.

Man sidder som på nåle, mens filmen langsomt bygger op mod en intens forløsning.  

Hugh Jackman i ‘Prisoners’.

‘Prisoners’

Hugh Jackman har karrierens bedste rolle som den bistre knudemand Keller Dover i Denis Villeneuves Hollywood-debut ’Prisoners’ – en af nyere tids mest isnende intense thrillere.

Som Keller oplever han enhver forældres værste mareridt, da hans seksårige datter og hendes veninde forsvinder sporløst i et gråt og forladt forstadsområde i Pennsylvania. Den nytilflyttede politibetjent Loki (Jake Gyllenhaal) mistænker straks den udviklingshæmmede mand Alex (Paul Dano), men bevismaterialerne rækker ikke til mere end en varetægtsfængsling.

Det får Dover til at tage sagen i egen hånd i denne brutale skildring af en uforståelig ondskab, som kan korrumpere og opsluge menneskeliv, hvis de presses hårdt nok. ’Prisoners’ er en uafrystelig film, der undervejs tager så mange velskruede drejninger, at man som seer sidder på kanten af stolen. Slutscenen glemmer man aldrig.

Tom Cruise som ond silverfox i ‘Collateral’.

‘Collateral’

Få år efter Michael Mann nåede karrierehøjdepunkter med ’Heat’ og ’The Insider’ i sidste halvdel af 90’erne, sendte han Jamie Foxx på en nervepirrende køretur gennem Los Angeles’ underverden, mens Tom Cruise åndede ham tungt i nakken fra passagersædet i en anonym taxa.

Cruise er herligt modcastet som lejemorderen Vincent – komplet med sølvgråt hår, fipskæg og et skarpt gråt jakkesæt – der tilbyder den intetanende taxachauffør Max (Foxx) 600 dollars for at køre ham fra offer til offer. Hvad der i starten ligner lette penge, forvandler sig hurtigt til et sandt mareridt, når Max må vriste sig fri af den iskolde morders greb.

Mann skildrer endnu engang et liv i overhalingsbanen med en radikal formalisme forankret i neonfarvede digitale billeder, der balancerer mellem kitsch og blær. Tom Cruise har sjældent været bedre som den nihilistiske sociopat, der på engang gestalter uhyggelig ro og ulmende vrede bag en uigennemtrængelig facade.

John Cho i ‘Searching’.

‘Searching’

Aneesh Chagantys debutfilm ‘Searching’ har et af de mest radikale koncepter længe: Filmen er udelukkende fortalt gennem skærme – fra computerskærme til videoovervågninger og FaceTime-samtaler – når den følger David (John Cho) over fem hæsblæsende dage, mens han ransager sin forsvundne teenagedatter Margots digitale fodspor.

Filmen balancerer på fornem vis spænding med en dybere historie om sorg og tab, når David og Margots forhold langsomt oprulles. John Cho er glimrende som enkefaren, der vågner op en dag og indser, at han har isoleret sig selv så meget i sorg over tabet af sin kone, at han ikke længere kender sin datter.

Konflikten bliver kun så meget stærkere af filmens højkonceptuelle format, der sender en kraftig kritik mod vores moderne levevis, hvor vi isolerer os bag velpolerede SoMe-facader og holder menneskelig kontakt på armslængde. En nutidig samfundsdystopi, der giver ’Black Mirror’ kamp til stregen.

‘It Comes at Night’.

‘It Comes at Night’

Trey Edward Shults’ opfølger til den gennemførte debut ’Krisha’ blev solgt som en gyser, men er i virkeligheden snarere en psykologisk thriller, der trækker på gyserkonventioner for at skabe et fortættet, klaustrofobisk rum.

Filmen udspiller sig i en postapokalyptisk verden, hvor en lille familie – anført af Joel Edgertons patriark, Paul – har isoleret sig i et forseglet hus dybt inde i en skov, mens en yderst smitsom virus lægger verden øde. Pauls medmenneskelighed bliver sat på en prøve, da en udsultet, nybagt familie dukker op på deres dørtrin og beder om husly. Kan han stole på de nytilkomne?

’It Comes At Night’ handler ikke så meget om titlens natlige dæmoner, men snarere om den altødelæggende mistillid der kan opstå mellem mennesker, når survival of the fittest-mentaliteten sætter ind. Joel Edgerton leverer karrierens bedste præstation som den beskyttende Paul, der vil gøre alt for sin familie, men som endnu ikke er klar til at vende omverdenen ryggen.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af