Er svensk mesters karaktermord på dansk film rimeligt?

Sveriges største instruktør, Ruben Östlund, mener, at danskerne laver dårlige film. Soundvenues filmredaktør vurderer, om der er sandhed bag provokationen.
Er svensk mesters karaktermord på dansk film rimeligt?
Ruben Östlund med skuespillerne Woody Harrelson og Charlbi Dean Kriek dagen efter verdenspremieren på 'Triangle Of Sadness' i Cannes. (Foto: Samir Hussein/WireImage)

KOMMENTAR. »Der har længe været diskussion om, at danskerne er gode til at lave film. Jeg synes, at danskerne er ganske dårlige til at lave film. De laver konventionelle, kedelige storytelling-film«.

Sådan lød det fra Ruben Östlund, da SVT forleden interviewede ham under Cannes-festivalen, hvor den nye film fra Sveriges største instruktør, ’Triangle of Sadness’, fik verdenspremiere i weekenden.

»Hvordan tror du, Bier og Vinterberg vil reagere på det«, fulgte journalisten op, hvortil Östlund blot fordoblede indsatsen:

»Jeg er ligeglad med, hvordan de reagerer. De laver ikke så gode film, helt enkelt«.

Manden, der har brugt fire danske skuespillere i sine seneste to film, er en dygtig provokatør, både i sine værker og i interviews, og han kan tydeligvis godt lide lidt gang i gaden.

Det provokerende budskab skabte hurtigt overskrifter, og det smertede selvfølgelig i den danske selvforståelse, der længe har brystet sig af at producere film på højeste niveau med Oscar-nomineringer og flotte festivaludtagelser på stribe.

Men lad os blot tage provokationen for pålydende, hilse diskussionen velkommen og spørge: Har manden bag nyskabende film som ’Play’, ’Force Majeure’ og ’The Square’ ret?

Det brede billede

Jeg tvivler på, at Ruben Östlund ser samtlige 20-25 danske premierefilm hvert år, og han har dermed næppe et fuldt billede af bredden i den danske filmproduktion.

For med den slags relativt objektive briller synes jeg, han misser målet. De seneste år har dansk film mønstret to Oscar-hits i form af Vinterbergs ’Druk’ og Jonas Poher Rasmussens ’Flugt’. ’Ternet Ninja’ har været gigantiske biografsuccesser af god kvalitet. Talenterne har markeret sig med vellykkede film som ’En helt almindelig familie’, ’Shorta’, ’Onkel’, ’Vinterbrødre’, ’Holiday’, ’Den skyldige’ og ’Hvor kragerne vender’, og film som ’Retfærdighedens ryttere’ og ’Den tid på året’ er blevet brede successer både blandt publikum og anmeldere.

Samtidig holder danske dokumentarfilm, fra ’Cold Case Hammerskjöld’ til ’En splittet familie’ og ’Kandis for livet’, et kontinuerligt højt niveau.

Men ret skal være ret: Det er selvfølgelig ikke dette brede vue over et lands produktion, Östlund sigter efter.

Mellem linjerne må man læse, at det er det kunstneriske topniveau blandt fiktionsfilmene, han synes, den er gal med: At Danmark ikke længere har den frontløber, der trækker filmsproget i nye retninger og udfordrer publikum.

Thomas Vinterberg med sin Oscar for ‘Druk’. (Foto: Chris Pizzello-Pool/Getty Images)

Thomas Vinterberg har haft en broget kunstnerisk karriere uden samme stringens som Östlund selv. Men personligt mener jeg, at danskerens store kunst i ’Druk’ er at få det til at se så legende let ud, og jeg er ikke sikker på, Östlund ville kunne gøre ham kunsten efter, om så han gjorde sit ypperste. Men svenskeren har jo ret i, at ’Druk’ æstetisk og dramaturgisk er en relativt konventionel film. Den ryster ikke publikum med sit blotte udtryk.

Det samme kan man sige om Susanne Bier, der dog ikke har lavet en kunstnerisk funderet dansk film siden den mislykkede ’En chance til’ for otte år siden, og hvis centrale danske produktioner har et årti eller mere på bagen og derfor virker noget bagudskuende at diskutere i denne sammenhæng.

Men i en lang årrække besad Danmark jo netop denne Filmkunstens Regent af Skandinavien. Det var Lars von Trier, Nordens førende provokatør og geni siden 90’erne.

Men alt tyder på, at Trier har sine bedste dage bag sig. »Jeg er en gammel kronhjort på vej ud i krattet«, sagde han allerede for fem år siden. Nu er han på vej med den nye sæson ’Riget’, som forhåbentligt bliver fantastisk, men om han har flere filmiske storværker i ærmet, må lige nu anses for stærkt tvivlsomt.

Så hvem har overtaget hans tronstol?

Den blinde vinkel

Jamen det har … Ruben Östlund. Og han er på mange måder en perfekt afløser.

Som Trier har han en meget distinkt kunstnerisk vision. De er begge kendt for – med et glimt i øjet – at pine deres skuespillere i mange, lange takes. De er begge udsøgte satirikere, der blander humor med grænseoverskridelse, så publikum ikke ved, hvilket ben de skal stå på. De har begge en særegen visuel stil. De sætter en ære i at overraske, overrumple, anstøde.

Og så har de begge blik for at skabe et godt show!

Lars von Trier dyrkede i sin storhedstid de provokerende udtalelser om alt fra førnævnte Bier til sin sympati med Hitler, og selvom det indimellem kammede over, var det forfriskende med en instruktør, der skabte røre i andedammen og satte film på dagsordenen.

Som Östlund netop har gjort det. Jeg kan faktisk godt lide, at svenskeren slår til søren, og Vinterberg og Bier er begge i en position, hvor de nok lige kan klare det.

Terry Notary giver en årets mest mindeværdige præstationer i ‘The Square’.

Samtidig har han en blind vinkel. Og det er, at vi – efter en årrækkes tomrum – netop nu ser en række mulige efterfølgere til Triers position i dansk film.

I årets hovedkonkurrence i Cannes, side om side med ’The Triangle of Sadness’, finder vi Ali Abbassis ’Holy Spider’, der foregår i Iran på persisk, men ikke desto mindre er en dansk film. Svenskerne vil gerne claime iranskfødte Abbassi, og hans seneste fremragende (og visionært grænsesøgende!) film, troldefortællingen ’Grænse’, var da også svensk. Men Abbassi boede kun få år i Sverige, mens han har boet i Danmark siden 2007, har dansk pas og er uddannet på Filmskolen i København.

’Holy Spider’ bliver beskrevet som en mørk thriller om en seriemorders drab på prostituerede i Iran og er både så langt fra debuten, den (danske!) psykologiske gyser ’Shelley’, og ’Grænse’, at man får et billede af en alsidig instruktør af allerhøjeste kaliber, der meget vel kan blive fast indslag i Cannes, ligesom Trier har været det gennem hele karrieren

De to danske Cannes-film

Også i årets Cannes-program – i underkonkurrencen Un Certain Regard – finder man Hlynur Palmásons ’Vanskabte land’, en storslået artfilm om en dansk præst, der rejser til Island for at starte en kristen kirke, men hurtigt snubler i sine egne fysiske og psykiske svagheder.

Hlynur Palmáson er islandsk, men ligesom Abbassi uddannet fra Den Danske Filmskole og bosiddende i Danmark.

Vi vidste allerede fra den danske debut ’Vinterbrødre’ og den stærke islandske opfølger ’En hvid, hvid dag’, at Palmáson er et sjældent billedtalent, og i ’Vanskabte land’ har han begået sit hidtil største værk, en gudesmuk film, der både går i rette med Danmarks missionsfortid og tegner et dybt menneskeligt og ofte absurd morsomt menneskeligt portræt. Et værk i ånden efter Dreyer, men Palmásons helt særlige æstetiske og fortællemæssige blik.

Elliott Crosset Hove i Hlynur Pálmasons ‘Vanskabte land’. (Foto: Snowglobe)

Andre stærke kunstneriske stemmer finder vi i Isabella Eklöf, der også er svensk, men uddannet og bosiddende i Danmark. Hun imponerede med den danske debut ’Holiday’ og arbejder nu på den ligeledes danske Kim Leine-filmatisering, ’Kalak’.

I May el-Toukhy, der med ’Dronningen’ viste, at hun kunne betræde et sprængfarligt felt med sans for et bredt appellerende drama.

Og i Christian Tafdrup, der nu har skabt røre med to film, ’En frygtelig kvinde’ og ’Speak No Evil’, og som er rundet af samme drift mod at stikke til publikum og alle andre som netop Trier og Östlund, i øvrigt to af hans største forbilleder.

Hyld kongen

Der går ikke mange Lars von Triere på et århundrede, og der skal muligvis fem instruktører eller flere til at udfylde hans store sko. Jeg håber, at de vil blive stimuleret til at fortsætte ud ad et kompromisløst spor frem for at lave mainstream eller gå til Hollywood, som vi har set med andre auteurs-in-spe.

Ruben Östlund vil måske replicere, at hverken Abbassi, Eklöf eller Palmáson er født og opvokset i Danmark. Det er rigtigt og bør bestemt mane til en vis eftertanke: Hvorfor er så mange af de mest vellykket udfordrende danske film lavet af importerede instruktører?

Samtidig bliver filmkunsten mere og mere global i disse år, de er alle tre rundet af det danske filmmiljø og laver danske film, så man med rødhvide briller kun kan være mere fortrøstningsfuld end længe.

Ruben Östlund med sin Guldpalme for ‘The Square’ i 2017. (Foto: Toni Anne Barson/FilmMagic)

At Sverige er godt kørende for tiden, hvor friske instruktører som Gabriela Pichler, Ninja Thyberg, Levan Arkin, Tarik Saleh og Amanda Kernell vækker international opsigt, og Roy Andersson stadig spøger i kulissen, må man give Östlund.

Men helt skidt står det altså ikke til med dansk film. Vi har bare ingen auteurs, der – lige i disse år – er på Östlunds niveau på en stor international skala.

Der går dog heller ikke mange Östlund’er på et århundrede. Den tydeligste konklusion efter hans karaktermord på dansk film er nok denne: Ruben Östlund er nu kongen af skandinavisk film. Derfor må han sige, hvad djävulen han vil.

Så længe det varer.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af