Det er meget få instruktører med seks spillefilm på cv’et, om hvem man kan sige, at de kun har lavet fremragende film.
Men det er tilfældet med Ruben Östlund, det svenske geni, der i 2017 vandt Guldpalmen i Cannes og hjalp Claes Bang til et verdensgennembrud med ’The Square’.
’The Square’ var en veloplagt satire over kunstverdenens forstillelse og det priviligerede moderne menneskes hykleri, ligesom han i ’De ufrivillige’, ’Play’ og ’Force Majeure’ med udsøgt komik har konfronteret os med velfærdsmenneskets mindre flatterende sider.
I fem år har vi ventet i spænding på hans opfølger til palmevinderen, og nu er den her så: ’Triangle of Sadness’ havde verdenspremiere på Cannes-festivalen lørdag, igen med to danskere – Zlatko Buric og Vicki Berlin – i væsentlige roller.
Og endnu engang har Östlund kreeret en fortælling, der får én til både at grine og græmmes over vores dobbeltmoral og narcissisme i en historie overøset med mindeværdige optrin.
Når instruktøren spoiler
‘Triangle of Sadness’ er opdelt i tre dele, og hvis man har læst interviews med Ruben op til med Cannes-premieren vil man nogenlunde vide, hvad der sker i alle tre.
Svenskeren er nemlig forbløffende kold i røven i forhold til at afsløre den overfladiske handling i sine film, sikkert fordi han har så meget selvtillid, at han ved, at enkeltscenerne alligevel er så skarpe og overraskende, at det er noget nær ligegyldigt, om man ved, hvad der skal ske på et overordnet plan.
Alligevel skal man måske lige læse interviews med en vis forsigtighed, og jeg skal da i hvert fald afholde mig fra at afsløre de væsentligste detaljer, men det er sikkert at sige, at vi i første del møder modelparret Yaya og Carl, der under et restaurantbesøg kommer ud i en længere diskussion om, hvem der bør betale for gildet.
Hun er den mest succesrige på catwalken og tjener godt som influencer, men alligevel får hun altid tørret regningen af på ham, og i en veloplagt udveksling får vi en introduktion til to på hver deres måde både intelligente og snotforkælede smukke unge mennesker, som senere skal komme helt ned på jorden.
I den næste, mest centrale akt er de på cruise i den absolut øverste luksusklasse – (Östlund lånte den berømte yacht Christina O til optagelserne) – hvor de bliver del af et tåkrummende upstairs-downstairs-hierarki. Blandt gæsterne er Zlakto Buric’ kapitalismeelskende russiske oligark, der er blevet styrtende rig på at sælge gødning (»I’m the king of shit«, som han siger) og et par, der har tjent deres formue på salg af blandt andet håndgranater.
Imens har kaptajnen (Woody Harrelson), en fordrukken marxist, låst sig inde i sin kahyt.
Kraftigt underholdende
Det blæser op til storm, og i en overvældende lang sekvens udfolder Östlund et brækorgie, der er både klamt, pinagtigt og hysterisk morsomt: en operette af opkast, hvis lige jeg ikke har set siden den berømte Monty Pyton-sketch om Mr. Creosote eller måske en gymnasiefest i 2.g.
Et af ærinderne hos Östlund er at satirisere over, hvor inkompetente eliten er, når de konfronteres med mere basale overlevelsesbehov. I passager er ’Triangle of Sadness’ nært beslægtet med den glimrende HBO-serie ’The White Lotus’, der også satte verdens ulighed og de riges entitlement til skue gennem klassedynamikken på et feriested.
På nogle måder er ’Triangle of Sadness’ instruktørens mest ligefremme film. Den fortsætter bevægelsen væk fra de statiske, distancerede tableauer, som Östlund tidligere i karrieren var kendt for, og der er ikke samme barokke afstikkere som krybben i ’Play’ eller rengøringsmaskinen i ’The Square’.
Men faktisk er det blot velgørende at se, at han ikke står stille, mens der stadig er en klar rød tråd i tematikker og satirisk stil. Og altså – med en 20 minutter lang bræksekvens er det jo heller ikke mere mainstream end som så.
Östlund synes at have haft svært ved at lægge sig fast på, hvor fortællingen skal ende, men kraftigt underholdende er det uanset hvad fra start til slut.
Jeg begynder seriøst at tvivle på, at den perfektionistiske svensker overhovedet er i stand til at lave en dårlig film.
‘Triangle of Sadness’ får dansk premiere senere på året.