»Henrik råbte til Ruben Östlund, ’Zlatko er en gammel mand, han dør nu!’«

Zlatko Buric spiller kapitalistisk russisk oligark i Ruben Östlunds ’Triangle of Sadness’, der får verdenspremiere på Cannes-festivalen lørdag. Her fortæller han om udmagrende optagelser, opkast på settet og manglen på rolletilbud fra dansk film.
»Henrik råbte til Ruben Östlund, ’Zlatko er en gammel mand, han dør nu!’«
Zlakto Buric og Henrik Dorsin i 'Triangle of Sadness'. (Foto: Tobias Henriksson)

Zlatko Buric var en af de mest ikoniske skuespillere i 90’erne og start-00’ernes danske filmguldalder, selvfølgelig først og fremmest med rollen som Milo i ’Pusher’-trilogien og det folkelige gennembrud i Tuborg-reklamer med egen »Ut af min butik«-catchprase.

De seneste år har der dog været langt mellem rollerne i Skandinavien, og selvom han fortsat bor i København, har den dansk-kroatiske skuespiller primært lavet teater, film og serier uden for Danmark.

Men nu er der lagt i ovnen til et comeback, senere i år med en stor rolle i Martin Skovbjergs ’København findes ikke’ og lige nu med Ruben Östlunds stærkt imødesete ’Triangle of Sadness’, der med verdenspremiere på Cannes-festivalen lørdag konkurrerer om Guldpalmen i det sydfranske.

I den svenske mesters nye satire over verdens klassekløfter spiller Zlatko Buric den russiske oligark Dimitri, der adspurgt om, hvad han laver, svarer uden filter: »I sell shit«.

Dimitri er nemlig blevet milliardær på at sælge gødning og tjente som de øvrige russiske rigmænd ufatteligt mange penge, efter de statsejede russiske industrier blev privatiseret i 80’erne, en opstigning, der har gjort ham til glødende Reagan-citerende kapitalist.

Nu er han på überfashionabelt krydstogt med sin hustru, hvor han hygger sig gennem den tiltagende katastrofe, der rammer skibet, mens han drikker sig ned og diskuterer politik med skibets marxistiske amerikanske kaptajn, spillet af Woody Harrelson.

Vi fangede den dansk-kroatiske skuespiller på en telefon, dagen før han rejser afsted til Croisetten for at sole sig i blitzlysene på den røde løber.

Kemien med Woody Harrelson

Hvordan fik du rollen i ’Triangle of Sadness’?

»Jeg fik besked om, at jeg skulle til casting. Jeg fik sendt en masse tekst og mødte Ruben i København, og han havde et lille kamera med, og så snakkede vi om karaktereren og live-improviserede. Det var meningen, det skulle være en time, men det blev en lang session over to timer, hvor han filmede, og vi spillede omkring karakteren og snakkede om alt muligt, om livet som oligark, Østeuropa, og jokede en masse«.

»Så sagde han, ’det var fint, hej hej’, og så hørte jeg ikke fra ham i seks-syv måneder, og jeg tænkte, det var bare det. Men så blev jeg kaldt ind igen, og vi mødtes igen. Jeg spillede teater i Makedonien i september 2019, da han så spurgte, om jeg kunne komme tilbage, og nu så var vi to dage hos produktionsselskabet i en gammel industribygning, hvor vi mødtes om morgenen og snakkede om teksten. Og så rejste jeg igen. Det tog halvandet år, før jeg fik rollen!«.

Zlatko Buric som Dimitri i ‘Triangle of Sadness’. (Foto: Plattform Produktion)

Forklarede han, hvorfor han valgte dig?

»Nej, ikke rigtigt. Men jeg spurgte senere, hvor han bare svarede, at han syntes, det var sjovt at sætte mig op over for Woody Harrelson«.

Hvordan gik samarbejdet med Woody Harrelson så?

»Det var virkelig godt. Vi mødte hinanden og havde god kontakt, vi snakkede og hyggede os. Den slags kommer ikke altid med over på optagelserne, men han har en meget fin koncentration, når han spiller, så han gav godt modspil. Men vi startede med en scene, hvor vi skulle være meget fulde, og det er ekstremt svært at spille fuld. Men vi improviserede, og så gik det ok«.

Fuck you, idiot!

Hvordan var dine forberedelserne – lavede du selv research på russiske oligarker?

»Ja, meget faktisk. I første omgang skrev Ruben til mig, at jeg skulle prøve at finde ud af noget mere om Dimitri. Jeg er nyhedsnarkoman, og jeg syntes, det var interessant, og jeg vidste noget om Jugoslaviens transition fra socialisme til kapitalisme, så jeg havde også mange ting, jeg kendte i forvejen«.

»Og så har jeg en gammel ven, fra da vi spillede en slags gruppeteater i 70’erne i Jugoslavien, og han blev kroatisk ambassadør i Moskva omkring årtusindskiftet, og han lærte folk at kende, der havde magt og penge. Så jeg talte en del med ham, og da jeg mødte Ruben sidste gang, havde jeg en kæmpestor baggrundshistorie om Dimitri«.

Ruben Östlund er kendt for udmagrende optagelser med utallige lange takes af hver enkelt scene. Hvordan var din oplevelse?

Fra optagelserne på ‘Triangle of Sadness’ med Zlatko Buric i samtale med Henrik Dorsin. Ruben Östlund instruerer i blå skjorte. (Foto: SF Film)

»Som skuespiller er det jo altid luksus, synes jeg, hvis man får lov at lave mange takes. Men Ruben er virkelig ekstrem i det. Det var ikke usædvanligt med 35 takes, men han fortalte det allerede, før jeg fik rollen, at jeg skulle acceptere, at det var tilgangen. Men det er interessant, for det er ikke repetition – Ruben arbejder med en mærkelig blanding af, at skuespillerne er frie til at improvisere, mens kompositionen er meget stram. Du er fri til at improvisere over teksten, men du skal samtidig være meget præcis«.

»Det var svært og hårdt, også fysisk. Men det var også sjovt«.

Var der scener, hvor du var tæt på at knække eller sige til Ruben, ’nu gider jeg ikke mere!’?

»Haha ja, det var dog ikke mig, der råbte! Henrik (Dorsin, der spiller en svensk rigmand, red.) og jeg havde et langt take, hvor vi skulle bære et æsel, der var virkelig tungt. Det var bare æselskind, men med sten inde i, virkelig tungt«.

»Vi skulle bære det på stranden på nogle små sten, hvilket var okay, men det viste sig, at når vi tog scenen mange gange, blev det til grus eller lidt mudret, så det var meget hårdt at gå i. Vi skulle gå og gå og gå, og vi havde ikke fået vand, og til sidst kom Henrik med et brøl som en svensk viking, ’fuck you, Ruben, fuck you, idiot!’ og ’Zlatko er en gammel mand, han dør nu!’ Ruben ville ikke snakke med ham bagefter, men bagefter kom vi videre, haha«.

Ingen har ringet

Der er efter sigende også en lang scene med voldsom søsyge på cruise-skibet. Hvordan var den at optage?

»Vi filmede det i et studie i Trollhättan, hvor interiøret var bygget i tre etager, kæmpe stort. Det var lavet på en platformskonstruktion, som så kunne bevæge sig, som et skib, der gynger, og på sådan en optagelsesdag på otte-ti timer blev folk faktisk rigtigt søsyge og kastede op. Men jeg var selv spejder som dreng, hvor vi sejlede meget, så min krop reagerer ikke længere på det, jeg bliver aldrig søsyg. Men folk blev virkelig syge!«.

Du har været væk fra den skandinaviske filmscene i nogle år, men er nu også tilbage i Martin Skovbjergs kommende danske film ’København findes ikke’. Er det et tilfælde, at du har to markante roller lige nu, eller har du gjort noget særligt lige nu?

»Det er et tilfælde. Jeg filmede lidt i Kroatien og har spillet teater rundt omkring og har blandt andet rejst rundt med en ’Hamlet’-opsætning. Den det er tilfældigt, at der lige kommer to nu«.

Hvordan kan det være, det er længe siden, vi har set dig?

»Folk har ikke ringet efter mig! Så jeg måtte søge andre steder hen. Det er ikke noget, jeg selv har besluttet overhovedet. Der var bare ikke interesse for mig«.

Det kan være, det ændrer sig nu efter ’Triangle of Sadness’?

»Det håber jeg!«

‘Triangle of Sadness’ får dansk premiere senere på året.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af