’Hændelsen’: Jeg måtte se abortscenerne i fransk Guldløve-vinder med hænderne for ansigtet

En uønsket graviditet, en umenneskelig abortlov og en lang, spids genstand.

Det udgør noget af det mest ubehagelige body horror, jeg kan forestille mig – og det samme gælder nok for de fleste andre, der har en livmoder.

Sidste års franske, guldpalmevindende ’Titane’ brugte nogle af de elementer i en voldsom, psykedelisk version, da hovedpersonen forsøgte at punktere sin uønskede halvmaskinelle graviditet med et hårspænde.

Den biografaktuelle, franske, guldløvevindende ’Hændelsen’ bruger dem også. Men her er alt, der kunne distrahere eller fjerne fokus fra den uønskede graviditet, abortlovgivningen og den lange, spidse genstand, skåret fra.

Det var umuligt for mig at se på.

’Hændelsen’ udspiller sig i 60’ernes Frankrig, hvor den unge Anne sammen med sine veninder går til dansefester, snakker om drenge og terper franske verber, så de kan bestå eksamen og få adgang til universitetet.

Frankrig på det her tidspunkt har ikke kun et forbud mod abort, hvor den gravide og alle, der hjælper hende, risikerer fængselsstraf. Det er også et dybt katolsk land, hvor kvinder, der aborterer, betragtes som mordere.

Anne trækker i en scene tidligt i filmen sine underbukser ned og noterer i sin kalender: »STADIG INTET«. Så dukker et skilt op på skærmen, der fortæller os, hvor mange uger der er gået. Anne er gravid.

Hun er ikke i tvivl om, hvad der skal ske, kun om hvordan hun skal få det til at ske. Hun tilser en læge, der spørger til hendes civilstatus, mens han har sin hånd op i hende og blankt afviser at hjælpe. Hun smuglæser i bøger om anatomi på biblioteket, og hun søger hjælp hos en mandlig ven, der i stedet forsøger at kysse hende, for hun kan jo alligevel kun blive gravid én gang.

De veninder, hun var så tæt med, at de delte deres halvtyggede tyggegummi, er for bange for fængselsstraf til at hjælpe.

’Hændelsen’ er baseret på den franske forfatter Annie Ernaux’ selvbiografiske roman af samme navn. Selvom vi i filmen er i et helt andet årti, er det umuligt ikke at tænke den som højaktuel, når kvinder i USA og mange andre steder i verden lige nu nærmest oplever, at tiden går baglæns, og abortrettigheder udfordres.

Men det er lige så meget en vigtig historisk fortælling om vilkårene også for danske kvinder, der indtil for 50 år siden blev forhindret af abortforbud, manglende prævention og manglende viden i at skabe de liv, de gerne ville. Man kunne sætte den sammen med sidste års danske ’Du som er i himlen’ i en serie om, at graviditeter gennem tiden har været den konstante forhindring mellem kvinder og deres muligheder for at tage en uddannelse.

Instruktør Audrey Diwan følger Anne tæt, og selvom vi aldrig får meget at vide om Annes tanker kan vi aflæse det hele, så udtryksfuld og intim er hovedrolleindehaver Anamaria Vartolomei og Diwans måde at vise Anne på. Der er ikke noget, der er for nøgent, for ømt eller for ubehageligt til, at vi skal se det på nærmeste hold.

Her kommer vi så til det, jeg ikke kunne se. For abortforbud har aldrig betydet ingen aborter – bare illegale, farlige, hjemmelavede aborter. Som udføres med en lang spids genstand, der lige er inden for rækkevidde, og uden bedøvelse.

Der er flere scener i ’Hændelsen’, hvor den slags praksisser tages i brug. Og kald mig bare uprofessionel, men jeg kunne ikke se dem uden at holde hænderne for ansigtet det meste af tiden. Hvis jeg havde prøvet, var jeg nok besvimet, og så havde vi været lige vidt.

Men gennem mine fingre så jeg, at heller ikke her bryder ’Hændelsen’ med sit princip om at vise alt så nært som muligt. Og jeg er vild med Diwan for at have de scener med. I en anden film kunne de nemt være blevet for meget – som om man blev nødt til at vise de mest grafiske billeder for, at vi kunne forstå alvoren.

I ’Hændelsen’ virker det selvfølgeligt, at vi skal opleve voldsomheden i det, Anne udsætter sig selv for, sammen med hende. Det har Diwan subtilt arbejdet hen mod og gjort det så kropsnært og sanseligt, at det kan mærkes.

---

Kort sagt:
Efter filmen kom en sød anmelderkollega over til mig og spurgte, om jeg var okay. Jeg svarede »nej«.