’Du som er i himlen’: Barsk debut med strålende stortalent lykkes, hvor mange danske film har fejlet
Himlen står i brand i Tea Lindeburgs smukke og grumme debutfilm, ’Du som er i himlen’. Det samme gør 14-årige Lises (Flora Ofelia Hofmann Lindahl) fremtidsdrømme, da hendes mor gennemgår alvorlige komplikationer under fødslen af sit ottende barn.
Filmen er baseret på Marie Bregendahls selvbiografiske roman ’En dødsnat’ fra 1912 – en på sin tid sjælden litterær skildring af kvinders forhold på landet og et tidligt eksempel på en fødselsberetning, der føles højaktuel i forhold til de senere års fokus på fødsel og moderskab blandt yngre danske forfattere som Olga Ravn, Dy Plambeck og Cecilie Lind.
’Du som er i himlen’ følger dog ikke morens oplevelse, men datteren Lises perspektiv. Det giver fortællingen både en uskyld og en brutalitet, fordi Lise og hendes søskende gennemlever morens farefulde smertehelvede på afstand og dermed kun kan forestille sig, hvad der foregår bag den lukkede soveværelsesdør. På den måde er fødslen ikke som sådan i centrum, men bliver katalysator for Lises udviklingshistorie, hvor hun går fra barn til voksen i løbet af den skæbnesvangre nat.
Filmen foregår over 24 timer en sommerdag på den forholdsvist velhavende gård Broholm i slutningen af 1800-tallet. Lise er den ældste i en livlig børneflok, som hun hjælper med at tage sig af, mens hun forbereder sig på at rejse af sted for at gå i skole som den første i familien. Med en spirende seksualitet betragter hun sig selv i spejlet, pynter sig med sin mors hårspænde og flirter med karlen Jens Peter (Albert Rudbeck Lindhardt).
Det er Lises kærlige og opbakkende mor, Anna (Ida Cæcilie Rasmussen), som insisterer på at give sin datter muligheden for et andet liv end sit eget, selvom Lises bistre far (Thure Lindhardt) synes, det er noget pjat at sende piger i skole. Han skælder hende ud for at ligne et barn og sender hende ud på ærinder, så hun kan gøre nytte.
Bortset fra faren, der heldigvis tager af sted på forretninger, er gården styret af et stærkt og solidarisk kvindefællesskab. Børnenes faster Karen (Stine Fischer Christensen) og farmor (Lisbet Dahl) tager sig sammen med husholdersken Klog Sine (Kirsten Olesen) sig af den fødende Anna, så godt de kan. Men da det står klart, at der er noget galt, er de uenige om, hvorvidt de skal tilkalde en læge. Anna modsætter sig nemlig et lægebesøg, fordi hun har haft et drømmesyn om, at hun vil dø, hvis lægen kommer.
Imens sender de børnene hjem til farmorens hus, hvor de først leger ubekymret, så ligger i tavshed om natten til skrigene fra gården, frustreret over ikke at kunne udrette andet end at bede og håbe. I en stærk scene sniger Lise og hendes kusine sig tilbage i huset og får chokeret et glimt at moren, der ligger i en pøl af blod. Det var barske sager at føde dengang, og filmen er en påmindelse om, hvad vores formødre har gennemgået.
Den barske virkelighed indprenter sig efterhånden i filmen i Flora Ofelia Hofmann Lindahls ansigt, der på rekordtid går fra piget uskyld og håb til voksen erkendelse. Med en sparsom dialog hviler næsten hele filmen på den unge skuespillers ekspressive udtryk og indre liv – og hun bærer den imponerende.
Det 16-årige skuespiller, der brød igennem med ’Ulven kommer’ sidste år, cementerede sin status som et af dansk films største talenter, da hun i efteråret side om side med Jessica Chastain vandt prisen for bedste kvindelige skuespiller på den prominente filmfestival i San Sebastián, hvor Tea Lindeburg også vandt prisen for bedste instruktør.
Filmen har i det hele taget haft et fornemt festivalliv med verdenspremiere på Toronto Film Festival efterfulgt af visninger i blandt andet London, Busan og Göteborg. Det er glædeligt at se Lindeburg forløse sit talent efter at have stået bag den skuffende danske Netflix-serie ’Equinox’.
Med ’Du som er i himlen’ lykkes hun, hvor mange danske instruktører har fejlet, med at skabe et historisk drama, der føles levende, vedkommende og aktuelt. En realistisk feministisk fortælling, der samtidig løfter sig til de højere luftlag med eksistentielle spørgsmål om religion, overtro, skæbne, liv og død, tilsat masser af visuel symbolik.
Filmisk er den både intim og storslået. Fotograf Marcel Zyskind, der har optaget på 16 mm film, veksler mellem blændende totalbilleder af mark og himmel, poetisk dvælen ved bølgende korn, blafrende sommerfuglevinger og bare fødder i græsset og tæt subjektiv, håndholdt fotografering fra Lises perspektiv, der får os helt ind på livet af den unge pige.
Farverne er ekspressive med ildrøde valmuer, og en brændende himmel lyser op i de gule kornmarker, grønne enge og sorte nat. Lindeburgs fravalg af musik holder sentimentaliteten fra døren og giver plads til Peter Albrechtsens detaljerige og stemningsfulde lyddesign med summende insekter og fuglefløjt – afbrudt af et sønderlemmende skrig.
Kort sagt:
Det strålende stortalent Flora Ofelia Hofmann Lindahl bærer imponerende en barsk og fintfølende coming-of-age-historie på sine spinkle skuldre i Tea Lindeburgs smukke debutfilm om at være kvinde i slutningen af 1800-tallet.