’Madklubben – hjemme igen’: Opfølger til tomatsovskomedie er ikke just nogen ’Hotel Romantik’
FILM. Det var nok ikke nødvendigt med den toer.
Jeg kan faktisk være i tvivl, om det overhovedet var nødvendigt med en etter. For tomatsovskomedien ’Madklubben’ var godt nok en billetsucces, men en undervældende dansk version af ’Mamma Mia!’ eller ’First Wives Club’ (RIP Diane Keaton) om tre stereotyper og life long veninder, der fandt smag for italienske grøntsager og 60+-tilværelsen.
Men nogen må have ment, at vi slet ikke var færdige med at koge suppe på dem, for nu er damerne tilbage – denne gang med Charlotte Sachs Bostrup i instruktørstolen og hjemme i Danmark, hvor de har etableret et velindrettet oldekolle, og hvor de mellem fællesspisning og flaskevin kæmper med hver deres små og store kriser.
Matyren Marie (Kirsten Olesen) går i terapi for at kurere sin selverklærede kedelighed og sin skilsmisse-tristesse. Vanja (Kirsten Lehfeldt) knalder Troels Lyby og forsøger at få en relation til sit nye barnebarn. Og den karriedrevne Berling (Stina Ekblad) rocker hvide handsker på et fancy auktionshus. Indtil hun ikke længere gør.
Grundet noget med nogle ikkeeksisterende penge og lidt aldersisme sendes hun på ufrivillig pension, men i stedet for at gå i dvale vælger hun at sluge piller og starte en sydfynsk madfestival sammen med sine to roomies.
Selv gråt guld kan sætte gang i både iværksætterdrømme og smilebånd – især når Michael Falch er med på holdet.
I rollen som Maries nye samarbejdspartner og flamme – den besnærende silver fox Torben, der driver en lille idyllisk gårdbutik med alt fra hjemmedyrkede æbler til bløde d’er i sin ’chutneyds – tilfører han en særlig, overbevisende charme til denne efterfølger, der bedst kan beskrives som ’Slaget om Tisvilde’ møder ’Hotel Romantik’. Ish.
For der er ganske vist ikke Musik i Lejet-drama eller -modstand, og filmen er desuden hverken lige så betagende eller nuanceret som DR’s oldie but goldi-hit. Og det på trods af, at også ’Madklubben’s noble ærinde er at understrege, at ældre mennesker fortsat er sex- og eventyrlystne, og at en pensionsalder ikke bør være lige med umyndiggørelse.
Det er bare virkelig ærgerligt, at filmen selv får en patroniserende effekt.
En gennemgående joke er nemlig, at Maries demensramte mor (et dejligt gensyn med Judy Gringer) behandles som et lille barn. Vi skal åbenbart grine, hver gang hun skider i en ble eller blotter sig for fremmede, mens det tilsyneladende ikke problematiseres, at hun udsættes for indgribende kontrol, når hun overvåges gennem en babyalarm fra yesteryear eller fra tid til anden låses inde på et gæsteværelse.
Ret skal være ret: Hun har en tendens til at stikke af og udgør en reel fare for både sig selv og den kollektive trafik. Hun er også semi-forstyrrende, når Mette og Morten (Mia Lyhne og Rasmus Botoft) kigger forbi – denne gang ikke som helsefanatikere, men som et udueligt pr-par, der laver bogstaverim og børnehave-decopager.
De to folkekære skuespillere er glimtvist sjove, men de gør ikke rigtigt noget for alderdomshistorien – eller for fortællingen om livsvarige og -vigtige venskaber, der er filmens hjerte.
For det er, når de tre velspillede veninder dropper tøhø-replikker om silkeunderkjoler og mature porno og i stedet har oprigtige snakke om længsel, sorg og frygt, at komedien er bedst.
De sekvenser er desværre sparsomme – måske for at gøre plads til de mange picture perfect landskabsportrætter af den sydfynske sommer, som rigtignok er smuk, men også en smule flad og forudsigelig i længden.
Præcis som filmen.
Kort sagt:
Falch og Fyn er fin, men ’Madklubben – hjemme igen’ er en træg og selvmodsigende toer.