’Klassefesten 4’: Vinkedans og glory holes er eneste højdepunkter i den ultimative filmiske de-boner
FILM. Er der seriøst noget mere utiltalende end en privilegeret mand i midtlivskrise?
Det skulle da lige være uoplagte sjofelheder og spild af gode skuespilkræfter – smagsløse unoder, der alle belaster fjerde omgang af den danske oldboy-franchise ’Klassefesten’.
Selvom vi kun skriver februar, kan jeg derfor muligvis allerede kåre den testosteronfyldte feelgood-fortælling som årets mindst appellerende film, og selvom der er nye kræfter i instruktørstolen, er det meste, som det plejer.
Sig godaw (eller »halloooo«) til et genkendeligt fjollet, karikeret univers, hvor kvinder stinker af sardiner, og hvor mænd er stakkels stakler – selv når de lige har overlevet en kræftsygdom.
For et par dage inden sin 50-års fødselsdag får Niels (Nicolaj Kopernikus) den glædelige nyhed, at han er cancerfri (yay), men at en bivirkning desværre er inkontinens og delvis impotens (buh).
Iklædt ble render han klynkende og surmulende rundt, og hverken forlænget levetid (!) eller en romantisk invitation til knalde- og fallosskønne Paris fra sin hustru Jette (denne gang gestaltet afHelle Flagralid) kan tilsyneladende muntre ham op.
Ja, midaldrende dudes kan som bekendt sagtens opføre sig som en utaknemmelig, selvoptaget møgunge. Heldigt for Niels kommer hans to bedstevenner Thomas (Troels Lyby) og Andreas (Anders W. Berthelsen) ham til undsætning. Og mens the mrs. er taget mere eller mindre alene til kærlighedens og croissantens by, vil de gøre alt for, at han får en genoprejsning. So to speak.
Med en stådreng – og en sangoptræden som et meget besynderligt Anne Linnet-band til svigerforældrenes guldbryllup – som den endelige destination tager herrerne på katarsissøgende road trip.
Men det hele går selvfølgelig mere end galt: Skilsmissefrygt, mindreværdskomplekser og indbyrdes konflikter truer sammen med en kaskade af uheld – fra blufærdighedskrænkelse til uagtsomt manddrab på gamle damer – når de pitstopper hos Andreas’ catfishende cyberkæreste og et utroværdigt dandy-bordel, hvor Tomas Villum Jensen pludselig gør sig som Hugh Hefner i slåbrok omgivet af nipples og butplugs.
Jeg tror, det er meningen, vi skal synes, at det hele er lidt frækt og vovet. Men. Det. Er. Det. Ikke.
Den undervældende folkekomedie er derimod en irriterende kombination af glat og rodet – og fuldstændig ligegyldig.
Undskyld. Måske er jeg – modsat Nils’ pik – alt for hård. For jo jo, det er da synd, at der er bøvl med dilleren, og der er klart et velmenende potentiale i ’Klassefesten’s berøring af venskaber, sårbare problemer og ømme, dialogbårne mandefællesskaber.
Desværre bliver de tre endimensionelle hovedkarakterer og deres lige så endimensionelle struggles aldrig ægte spændende eller vedkommende, og præcis som i kønsballaden ’Mand op!’ er sekvenser, der på papiret kunne fungere som et kærkomment, humoristisk indspark til den herskende maskulinitetsdebat, alt for intetsigende og platte.
Der skvattes ikke i bananskræller, men i glidecreme og dårlige punchlines, og selvom en indledende replik vist lyder noget a la »nogle gange er det bare godt at grine«, så evnede filmen ikke at få mig til netop det.
Og dog. Det er ægte skægt og tæt på vidunderligt at se Nicolaj Kopernikus danse 27 sekunders dum vinkedans til en Benjamin Hav-banger, og har man ligesom jeg en svaghed for sjov med gloryholes, flækker man på et tidspunkt.
På ét tidspunkt, that is.
Resten af filmen snorker og sukker man – og beder en stille bøn til, at (klasse)festen for guds skyld snart stopper.
Kort sagt:
’Klassefesten 4’ efterlader dig med den ultimative filmiske de-boner.