’Rød’: Pixars nye film minder os om ikke at undertrykke vores indre panda
Pixar-film har behandlet store skræmmende emner som døden (’Sjæl’, ’Op’), separationsangst (’Find Nemo’), farvel til barndommen (’Toy Story’), følelser (’Inderst inde’) og klimakrise (’Wall-E’).
Med ’Rød’ – på engelsk mere dækkende ’Turning Red’ – er det blevet tid til det største bæst af dem alle: Puberteten.
Den kinesisk-canadiske animationsinstruktør Domee Shi, der vandt en Oscar for den fine kortfilm ’Bao’, benytter som den første kvindelige soloinstruktør i Pixars historie lejligheden til – sammen med med-manuskriptforfatter Julia Cho – at fortælle en skarp og charmerende historie om mødre, døtre og løsrivelse gennem en skøn menstruationsmetafor.
I Pixar-sammenhæng er filmen også repræsentationsmæssigt nyskabende ved at skildre hovedkarakterer med asiatisk baggrund i form af en kinesisk-canadisk familie, der driver et tempel i Torontos Chinatown i start-00’erne.
Her møder vi 13-årige Mei (Rosalie Chiang), en nørdet stræber, der er ekstremt pligtopfyldende over for sin krævende tigermor (Sandra Oh i hopla). Det er nogle gange en udfordring, når hun samtidig gerne vil bruge tid på at snakke om drenge og dyrke sin passion for boybandet 4*Town (med fem medlemmer…) med sine tre veninder, Miriam, Priya og Abby.
I en af filmhistoriens mest pinlige scener opdager Meis mor, at Mei i sin notesbog har tegnet lystne tegninger af den 17-årige købmandsekspedient, hun har et hemmeligt crush på. Overbevist om, at han har forført hendes uskyldige datter, konfronterer hun knægten i butikken – foran alle.
Ydmygelsen sparker gang i en endnu værre hændelse: Næste morgen vågner Mei simpelthen op som en stor rød pandabjørn. Hun forsøger først at skjule transformationen for sine forældre, hvilket får hendes mor til at tro, at hun har fået sin første menstruation og begynder fra den anden side af bruseforhænget at vejlede hende i at bruge bind. Et særdeles velkomment indslag i de normalt bornert-konservative amerikanske familiefilm.
Da moren opdager sandheden, tager hun det overraskende mere roligt. Det viser sig nemlig, at alle kvinder i familien er underlagt en fortryllelse/forbandelse, der forvandler dem til røde pandaer i puberteten, når de bliver følelsesmæssigt ophidsede. Moren tilkalder sin mor og en masse tanter, der skal være med til at udføre et ritual for at blive fri for pandaen.
I mellemtiden når Mei dog at lære at tøjle sin panda: Ved at berolige sig selv, når hun er på vej op i det røde felt, bliver hun forvandlet tilbage til sig selv. Da det viser sig, at både hendes veninder og resten af skolen synes, at pandaen bare er mega sjov og nuttet, udnytter hun situationen til at tjene penge til koncertbilletter til 4*Town (som Billie Eilish og Finneas O’Connell har skrevet sange til), der kommer til byen.
Hendes mor advarer hende om, at pandaen bliver stærkere, hver gang hun slipper den løs. Men Mei begynder at tvivle på, om hun overhovedet vil af med pandaen, som både hendes veninder og hendes mere afslappede far (Orion Lee fra ’First Cow’) sætter pris på for at udtrykke en sjov, vild side hos den ellers så regelrette teenager.
’Rød’ lykkes som en både kulturel specifik og universel fortælling. Alle teenagere kan formentlig genkende dilemmaet mellem at ære sine forældre og følge sin egen vej, men som immigrant er det ofte ekstra stærkt. Animationsmæssigt læner Shi sig både op ad Miyazaki (specielt med den Totoro-lignende panda), anime og kinesisk akvarel, med et pastelfarvet, livligt multikulturel Toronto som bagtæppe.
Forholdet mellem Mei og hendes mor, der ikke kun er streng, men kærligt bekymret og forstående, er rørende og genkendeligt. Det samme er relationen i venindegruppen, der står for filmens charmerende spas og løjer og meget teenageagtige boybandkærlighed.
’Rød’ er nok ikke en film for de mindste, men er dog en del mere ligetil en sidste års ’Sjæl’.
Både præ-teenagere og os andre, der har været der, vil kunne genkende de sociale dynamikker og sårbare teenfølelser og få glæde af at blive mindet om ikke at undertrykke vores indre panda.
Kort sagt:
Den første Pixar-film skabt alene af en kvindelig instruktør behandler med charme og indlevelse en 13-årig piges pubertetsforvandling og indre kamp mellem at følge sin mors eller sine egne ønsker.