’Verdens værste menneske’: Joachim Triers sprudlende film er lige så skøn, som den er hård
Joachim Trier afslutter sin nyklassiske Oslo-trilogi med filmen ’Verdens værste menneske’ om den rastløse og søgende Julie, som kæmper med at finde sin plads i livet.
Trilogien er ikke en forbundet historie, men filmene er beslægtede i deres sprog og i portrætterne af grænselandet mellem livets mange kapitler.
Den første film, ’Reprise’ fra 2006, skildrede venskab og kunstneriske aspirationer, den anden film, ’Oslo, 31. august’ fra 2011, behandlede temaer som ensomhed og fremmedgørelse, og i ’Verdens værste menneske’ er det søgen efter mening, der er omdrejningspunktet. Med en bevægelse fra forhåbninger om fremtiden til uindfriede potentialer og bristende illusioner synes drømme at være et gennemgående tema i trilogien.
’Verdens værste menneske’ er især beslægtet med ’Reprise’ i sin form – en alvidende fortæller, fremskuende og retrospektive montager og en elegant afveksling mellem livets komedie og alvor. Hvor de første film beskæftigede sig med mænd og mandlige universer har den afsluttende fortælling en kvindelig hovedperson og fortæller. Vi følger Julie, som i enhver impulsiv indskydelse ser muligheden for at udfolde sit endnu uforløste potentiale.
Julie er mønsterelev på medicinstudiet, men en dag indser hun, at hun slet ikke er interesseret i kroppen. Hun har egentlig altid har været dybt fascineret af sindet, så hun søger ind på psykologi. Forelæsningerne er fulde af pligtopfyldende unge kvinder, som alle bevæger sig på grænsen til en spiseforstyrrelse. Ikke just en forsamling, Julie har lyst til at identificere sig med. Det går op for hende, at hun er en visuel person, og hun bruger resten af sit studielån på at blive fotograf.
Julie lander i lejlighed med kæresten Aksel, en 44-årig kulttegneserieforfatter, hvis venner alle har børn og er etablerede i familielivet. Aksel ser en lignende fremtid udfolde sig med Julie, men hun er afvisende og tilbageholden.
Renate Reinsve spiller Julie, der er boblende-levende og svær ikke at holde af, selv når hun er irriterende, måske fordi man genkender de flygtige indskud og de farlige følelser. Rollen som Aksel indtages af Anders Danielsen Lie, som har spillet centrale roller i trilogiens øvrige film med dragende overbevisning – og denne præstation er ingen undtagelse.
Trier besidder en evne til at behandle sine karakterer med stor empati og samtidig udpege de komiske klicheer ved dem – som da Julie siger til Aksel: »Jeg elsker dig, men jeg elsker dig ikke«. Hvorefter fortælleren tilføjer, at Julie med de ord følte, at hun rammende udtrykte situationens umulighed.
Eller da Julies forelskelsesrus sætter tiden fuldstændig i stå, og man oplever det smukke i at være opslugt af forelskelsens store følelser, mens man samtidig ser til med ambivalens i visheden om, at det er en tidsbegrænset fornøjelse. Og at det nok ikke hjælper at skifte kæresten ud.
Potentialet og den store forløsning ligger hele tiden lige om hjørnet, og det er omgivelserne, der må forandres. Men rastløsheden og tvivlen følger med.
Filmen indkapsler tiden, vi lever i, med klare referencer til kulturelle tendenser og tidstypiske verdensforståelser. Julie skriver artiklen ’Oralsex i #MeToo-tidsalderen’, som spørger, om man egentlig kan være feminist, når man nyder »at blive bollet i munden«.
Den berører woke-bevægelsers søgen efter sandheden om, hvordan livet skal leves, og klimabevidsthed, der gør indkøbsturen til et moralsk minefelt.
’Verdens værste menneske’ er en film med mange mindeværdige scener, som emmer af en stor kærlighed til at fortælle. Vi ser verden gå i stå, vi er med på et udsyret svampetrip, og vi præsenteres for Julies formødre i en sortseende, men komisk montage.
Det er som 30-årig kvinde og ubestrideligt en del af den skildrede generation svært ikke at føle sig ramt, men alligevel forlod jeg biografen med glæde over livet.
Trier og hans faste medmanuskriptforfatter Eskil Vogt skaber levende litterære fortællinger – det litterære afsæt er til stede i hele trilogien – og denne film er ingen undtagelse med sin inddeling i en prolog, 12 kapitler og en epilog.
’Verdens værste menneske’ sætter punktum for en trilogi med et smukt og rørende tidsportræt med skildringen af en ukuelig søgen efter mening og en laden sig lokke af løfter om, at lykken altid lurer lige om hjørnet.
Kort sagt:
Oslo-trilogien afrundes med en sprudlende og empatisk fortælling om (angsten for at opgive) ungdommens evige mulighedsrum, som er lige så skøn, som den er hård.