Joachim Trier i Danmark: Om brev fra Vinterberg, Östlunds danskersviner og filmen, han græder over

Den norske mesterinstruktør Joachim Trier er danmarksaktuel med den hyldede ’Verdens værste menneske’. I fredags besøgte han Soundvenues forpremiere, hvor han fortalte indlevende om alt fra vores ulevede liv til kærlighed med dårlig timing – og om sit ønske om at lave en dansk film.
Joachim Trier i Danmark: Om brev fra Vinterberg, Östlunds danskersviner og filmen, han græder over
Joachim Trier i Empire Bio under Soundvenues forpremiere. (Foto: Daniel Liversage)

Med ’Verdens værste menneske’, som Soundvenues anmelder kaster topkarakteren seks stjerner efter senere i dag, fuldender Joachim Trier sin såkaldte Oslo-trilogi.

’Reprise’ var en vital, sjov og følsom skildring af ungdommens drømme, mens ’Oslo, 31. august’ skildrede 30’ernes tab af potentiale.

Efter to fine afstikkere med det amerikanske familiedrama ’Louder Than Bombs’ og den overnaturlige gyser ’Thelma’ er den norske mesterinstruktør tilbage på hjemmebanen med fortællingen om den unge kvinde Julie (gennembrudsstjernen Renate Reinsve), der har svært ved at finde ud af, hvad hun skal med sit liv.

Hun skifter lægestudie ud med psykologistudier og psykologistudier ud med fotografdrømme, mens også kærlighedslivet er turbulent, først med mødet med den lidt ældre kulttegneserieforfatter Aksel (Trier-darling Anders Danielsen Lie) og siden en sommernatsflirt med den jævnaldrende Eivind (Herbert Nordrum).

’Verdens værste menneske’ er fortalt med et sprudlende, sjovt og poetisk nærvær, ikke helt ulig ’Reprise’, og fortjent nuppede den to Oscar-nomineringer, for bedste internationale film og for det manuskript, Trier har skrevet med sin faste manuspartner Eskil Vogt.

Renate Reinsve og Anders Danielsen Lie i ‘Verdens værste menneske’.

Joachim Trier er i disse dage i Danmark, nærmest direkte ankommet fra filmfestivalen i Cannes, hvor han som en del af årets hovedjury var med til at uddele Guldpalmen til svenske Ruben Östlunds ’Triangle of Sadness’.

I fredags besøgte Joachim Trier Soundvenues forpremiere på ’Verdens værste menneske’, præsenteret i samarbejde med Norhlund, op til den danske biografpremiere på torsdag. Inden visningen fortalte han, at han engang gerne vil lave en dansk film – og at han tror, han vil kunne komme med et spændende blik på København, som er en by, han kender rigtigt godt (hans far er dansk).

På scenen svarede Trier med sin vanlige eftertænksomme og levende stil på spørgsmål foran et begejstret publikum i en proppet sal i Empire Bio. Her bringer vi nogle af højdepunkterne.

Om vores alle sammens ulevede liv

»Jeg læste en spændende bog, ’Missing Out’, af en britisk psykoanalytiker, der hedder Adam Phillips. Han har som terapeut hørt en masse menneskers sandhed om livet, og så har han indset, at alle mennesker – og vi taler også om folk fra ældre generationer – har et ulevet liv, som de går og venter på, og som er en stor del af, hvordan de oplever sig selv: Ekskæresten, man skal finde sammen med igen, det arbejde, man i virkeligheden skal begynde på, en mulighed man venter på«.

»Så det er en del af, hvem man er, men det sker aldrig. Og den forhandling mellem virkelighed og det her fantasiidentitetsforløb, det kunne jeg godt genkende fra mit eget liv. Der er så mange ting, som ikke sker, men som også er noget af den, vi er. Det syntes jeg var spændende i den her film, og Julie er sådan én, der går og venter på alle de her muligheder. Det kan man være kritisk over for, men det har også en ærlighed i sig«.

Om kærlighedens dårlige timing

»Vores ide med filmens dramaturgi var, at vi skulle være frie i formen. Det skulle ikke være for korrekt, men måtte gerne være lidt rodet. Vi ville gerne have forskellige temperamenter og stemninger i filmen, fordi noget af motivationen var at vise det her møde mellem to mennesker, Aksel og Julie, som måske ikke fandt hinanden, før det var for sent. Det var for mig en rørende kærlighedshistorie«.

Joachim Trier i Empire Bio inden Soundvenues forpremiere. (Foto: Daniel Liversage)

» Jeg synes tit, kærlighed har været svær, fordi timingen er dårlig. Vi er opdraget af romantiske film til, at hvis vi finder den rigtige, så løser alt sig. Men jeg synes, livet har bevist for mig, at man godt kan møde nogen, som kunne være rigtige, men hvor det bare ikke er det rigtige tidspunkt«.

En uventet ros til udskældt Julia Roberts-film

»Er der nogen, der kender ’Eat Pray Love’ med Julia Roberts? Jeg synes, den er fed! Det er et menneske, der siger: ’Jeg har altid haft en kæreste, jeg har ikke turdet være alene’. Den er lidt cheesy, men jeg synes, det er vigtigt. Jeg har haft sådan nogle faser i mit liv, hvor jeg tænkte, shit jeg har brug for at være alene i noget tid«.

Om at skrive en kvindelig hovedperson som mand

»Jeg synes altid, det er svært at skrive, men jeg synes ikke, Julie var sværere end mine andre karakterer. Da vi (Eskil Vogt og Trier, red.) lavede ’Reprise’ og ’Oslo 31. august’, var der nogle, der sagde: Hvorfor laver I ikke bedre kvindekarakterer? Vi sagde, ’jo jo, slap af, det kommer’. Og nu har vi gjort det, og så siger folk, at vi ikke skal gøre det!«

»Vi gør det så godt, vi kan. Og jeg har ikke mange ideer at plukke fra … Men jeg føler, Julie er super cool, jeg føler, jeg har kendt nogle Julie’er i mit liv, jeg føler, jeg har været Julie engang imellem. Og helt ærligt, jeg havde enormt lyst til at skrive en film til Renate Reinsve. Det er hendes første hovedrolle, hun har ikke spillet i film før denne. Jeg synes, hun er helt fantastisk. Så det var også en motivation«.

»Vi kan ikke komme til et sted i verden, hvor vi kun kan lave film om stakkels mig, en mand i slutningen af 40’erne … Må jeg ikke godt lave film om andre end mig selv?«.

Om kønsdiskussionen generelt

»Det er fedt, at vi diskuterer de ting for tiden. Det er en god diskussion. Men jeg synes, det er farligt at sige, at der er absolutter om, hvad vi må lave historier om. Jeg tror, at grunden til, at vi diskuterer det, er et andet problem, nemlig strukturerne rundt om, hvem der kan komme til at lave film. Som jeg absolut synes, vi skal arbejde på«.

Joachim Trier med Soundvenues filmredaktør Jacob Ludvigsen i Empire Bio under Soundvenues forpremiere, præsenteret i samarbejde med Norhlund. (Foto: Daniel Liversage)

»Min mor er instruktør, og hun nåede aldrig at lave en spillefilm, men begyndte at arbejde med nyheder. For det var så svært i hendes generation. Det skal der laves om på«.

Om hvorvidt han, som Aksel i filmen, sidder fast i gamle inspirationskilder

»Jeg ser også ’Dog Day Afternoon’, ’The Godfather 2’ og David Lynch om og om igen, men jeg er også klar over, hvor selvbetryggende og undvigende det er altid at kigge tilbage. Det er en undvigelse af virkeligheden, som man skal være lidt forsigtig med«.

»Men det er et bi-element i filmen for dem, der har set ’Reprise’ og ’Oslo, 31. august’, at Anders Danielsen Lie bliver ældre. Han har spillet den unge fyr, der var ambitiøs og drømte om livet i ’Reprise’, så var han fortabt i 30’erne i ’Oslo, 31. august’, og nu er han en mand i 40’erne, der begynder at forstå noget om livets begrænsninger«.

»Jeg har også prøvet at mærke, hvordan noget af det, der engang var ungdommeligt og spændende, er ovre, at det ikke er relevante længere. Jeg ved ikke, om nogen har set Visconti-film, men i ’Leoparden’ går Burt Lancaster i to timer rundt med alle de unge i slutningen af 1800-tallet i Italien, og så er den sidste time fantastisk, hvor han er til fest, og det slår ham, at han bare er nødt til at gå hjem. Han har ingenting at lave der mere. Alle intrigerne, de unge menneskers kærlighed … det er ikke hans liv længere. Og så går han hjem. Det græder jeg over. Men det gjorde jeg også, da jeg var 19 år. Det er spændende af en eller anden årsag«.

Om at blive far, mens han lavede filmen færdig

»Vi skrev filmen, før jeg fik barn, og så blev jeg far, mens vi lavede den, så det var specielt. Men det er temaet i alle mine film med Eskil – de der forventninger til at leve et voksent liv, som jeg altid har været lidt skeptisk omkring. Hvordan de rammer er, hvilke forventninger der er, og at man skal have lov til at vælge et alternativ. Jeg er så endt med at blive mere konventionel. Men det er jeg glad for. Man kan have familie på mange forskellige måder«.

Om en scene i filmen, hvor Aksel i radioen får kritik for at skabe kvindefjendske tegneseriefigurer

»Aksels generation havde et ideal om, at provokation altid sympatiserede med de svage mod systemet. At sige fuck til de voksne, hvor provokationerne havde en værdi i sig selv. Problemet er bare, at der kan være sårbare ting, man ikke var bevidst om, så man træder andre over tæerne. Den ambivalens ville jeg gerne tale om«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

»På en måde er jeg meget liberal – jeg synes, det er fedt, at folk tester tanker og dårlige jokes af. Men jeg synes også, det har en værdi, at man siger, hov hov, hvis alle laver den joke hele tiden, er det måske ikke så fedt«.

Om Ruben Östlunds udsagn om, at danskerne er dårlige til at lave film

»Det havde jeg slet ikke hørt! Jeg kender Ruben, og jeg har respekt for Ruben. Forskellen på hans og mine karakterer er, at han hader alle sine karakterer, og jeg elsker alle mine. Det er forskellige tilgange til livet! Men det vil ikke sige, at jeg ikke forstår hans kunst«.

»Men jeg synes, det er hårdt at kritisere kolleger. Må jeg fortælle en anekdote for at undvige spørgsmålet? Peter Bogdanovich og Orson Welles har lavet en bog sammen, som er skæg, fuld af kloge tanker. Men der er ét kapitel, hvor Orson Welles har drukket sig rigtigt fuld, og han har siddet hele natten og fortalt alt det lort, han synes om sine kolleger. Tidligt om morgenen vågner Bogdanovich op, og så sidder Orson Welles på sengekanten og siger, ’wake up, wake up’«.

»Han har totalt angst og siger: ’Jeg vil bede dig om at fjerne det, jeg sagde i går. Jeg ved, hvor svært det er at lave film, og hvor sårbart det er. Det er kaos og personligt, og du kan ødelægge dine venskaber og forhold. Så jeg vil meget hellere være på de kreatives side end at kritisere dem’, siger han og tilføjer så: ’Ud over Antonioni … Ham hader jeg’«.

Om en særlig henvendelse fra Thomas Vinterberg

»Thomas Vinterberg, hvis film jeg er vokset op med og beundrer meget, skrev en super sød mail til mig, efter han havde set ’Verdens værste menneske’. Vi kender ikke hinanden. Han beskrev alle sine følelser for filmen og dens forhold til tab, ting, som var virkelig rørende. Han er et menneske, jeg har enorm respekt for – han er en utroligt begavet humanist. Jeg håber, jeg møder ham en dag«.

’Verdens værste menneske’ har dansk premiere 16. juni.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af