20. ’House of the Dragon’
‘Game of Thrones: More Dragons Edition’ på næstsidstepladsen? Nærigt.
Nu er en hvilken som helst plads på denne top 20 over årets hundredvis af seriesæsoner jo en stor bedrift! Men når det så er sagt: Havde vi skullet vurdere Westeros-spinoffen alene ud fra de sidste tre afsnit, var den kommet højere op på listen.
Uddyb!
Kampen om jerntronen startede lovlig trægt med udmattende dialogscener og distanceskabende spring i tid, men kom i den grad efter det, da først skakbrikkerne var placeret grundigt på brættet, og det egentlige omdrejningspunkt – borgerkrigen i Targaryen-familien – så småt kunne begynde. Serien og seernes tålmodighed, også over for udskiftninger i skuespilstaben, betalte sig. De sidste afsnit var nervepirrende med intelligente twists og intense scener. Det lover godt for sæson 2!
Kan ses på HBO Max. Læs Soundvenues opsummering af finalen.
19. ’Bad Sisters’
Det er den, hvor Claes Bang spiller et gigantisk røvhul?
Nemlig. Og hold nu kæft hvor er han bare led. En manipulerende, egoistisk, undertrykkende psykopat. Men også indimellem bare lille og patetisk, hvilket er det, der gør danskerens overlegne præstation interessant i længden. Man forstår godt, hvorfor fire søstre rotter sig sammen om at slå ham ihjel i Sharon Horgans Apple-serie, efter han har forpestet livet for dem og især for den femte søster, som han er gift med.
Er det sådan lidt ’Big Little Lies’-agtigt?
Njaah, ’Bad Sisters’ er lige så sjov og skæv, som den er dramatisk medrivende. Det er trods alt den suverænt velskrivende kvinde bag ’Catastrophe’, der står bag. Den bramfri kemi mellem de irske Garvey-søstre er det sprudlende anker, der holder fast i en hele vejen, mens man gætter på, hvordan og hvem der præcis slår Claes Bangs John Paul ihjel i sidste ende (vi ved allerede fra første scene, at han er død). Og om de bliver opdaget, ikke mindst.
’Bad Sisters’ træder vande undervejs i den 10 afsnit lange sæson, men var alligevel et af årets bedste binges. Så jo – som ’Big Little Lies’, bare sjov.
Kan ses på Apple TV+. Læs Soundvenues anmeldelse.
18. ’Rap Sh!t’
Det var dog en skrækkelig titel!
Måske, men den er præcis. De otte halvtimelange afsnit giver et hyperenergisk indblik i den nådesløse grind på bunden af rapfødekæden i Miami.
Den enlige mor Mia og hendes perifære veninde Shawna slår – mere af nød end af lyst – pjalterne sammen i en rapduo i kampen for en levevej i musikbranchen. Hvis du har følt frustration over, hvor lidt Donald Glovers serie ‘Atlanta’ om en rapper og hans crew rent faktisk handler om hiphopscenen, så er ‘Rap Sh!t’ for dig.
Så en started from the bottom-fortælling med en forudsigelig lykkelig slutning?
Første sæson handler mere om at være fanget i køen uden for klubben end det store gennembrud. Om at udpine vennerelationer for at presse sig ind på den rigtige Spotify-playliste og hustle for at betale huslejen. Om hvor grænsen går for at sælge ud – af sin krop, sin stolthed, sine principper. Om hvornår det er ydmygende eller empowering at ryste røven. Hvornår man gamer systemet, og hvornår man bliver presset til at prostituere sig. Meget af det fortalt gennem FaceTime-samtaler, Only Fans-videoer, Snapchat og Instagram Live, hvor virkeligheden udspiller sig lige så meget som IRL.
Kan ses på HBO Max. Læs Soundvenues anmeldelse.
17. ’Andor’
Hvorfor ikke vælge en ‘Star Wars’-serie, folk faktisk har set?
Fordi ’Obi-Wan Kenobi’ intet har på Tony Gilroys forfriskende vinkel på galaksen langt, langt væk. Som mange har påpeget før os, har det været paradoksalt, hvor meget ’Star Wars’-franchisen har roteret omkring de samme få familier, når nu universet er så koloenormt med hundredvis af planeter og folkeslag. Men endelig kom der en serie, der turde vriste sig fri fra den mest skamdyrkede del af mytologien og satse på en oprigtigt spændende historie i egen ret.
Egen ret og egen ret, er det ikke en forhistorie til ’Rogue One’, som ingen har bedt om?
Uanset om du fandt Diego Lunas rebel-leder Cassian Andor interessant i ’Rogue One’ eller ej, bør du give serien en chance. Den handler ganske rigtigt om, hvordan hustleren Cassian for første gang bliver hvervet til en aktion mod imperiet, og den er udformet som en spionthriller, der med både et storstilet heist og en ambitiøs fængselsflugt bragte en vellykket jordnær suspense til rumkrigsmiljøet. ’Andor’ trak Star Wars ned på jorden, og det var umådeligt velkomment.
Kan ses på Disney+. Læs Soundvenues opsummering af finalen.
16. ‘Heartstopper’
Det ligner lidt en … børneserie.
En forelskelse, der starter med en blækeksplosion fra en kuglepen, lyder måske lidt barnligt. Men det smukke ved den britiske skoleserie ‘Heartstopper’ er netop, at den ikke gør meget væsen af sig og er gennemsyret af en ungdommelig uskyld, der sjældent er nok til at fange et mainstream-publikum.
Ikke desto mindre kommer man hurtigt til at maratonklappe sin små ‘Skam’-forherligende hænder over, hvor voldsomt gribende det alligevel er at følge to unge drenges rene spirende forelskelse.
Mit hjerte er ikke ligefrem stoppet af spænding endnu.
Det er et stille univers, hvor man kan få lov at se Olivia Colman varme en frysepizza. Men der er stadig meget på spil.
Når serien, der er baseret på populære YA-graphic novels, alligevel er blevet et gigantisk fænomen, er det fordi den skildrer sine temaer som køn og seksualitet i øjenhøjde med unge teenagere på en meget realistisk måde– med fokus på kærlighed og venskab frem for sex, stoffer og konflikt. Her er de unge menneskelige, før de er repræsentanter for LGBTQ-emner, selvom der brydes fænomenalt med, hvad man før har forbundet med heteronormativ-drengeskole. Dens perlerække af unge talenter, som den transkønnede skuespiller Yasmin Finney, er desuden en forbilledlig gaveregn.
Kan ses på Netflix.
15. ‘Slow Horses’
Uh, en spionserie. Er det for mig, der elsker Bond og Bourne?
Måske mere for dig, der godt kunne bruge et opgør med Bond og Bourne. Eller som i hvert fald gerne indtager sin John Le Carré med et sjat humor på toppen. ’Slow Horses’, baseret på en populær bogserie, handler om en afdeling af det britiske MI6 dedikeret til agenter, der har fucket godt og grundigt op – men som ikke kan fyres, fordi de kender for meget til statens hemmeligheder. I første scene ser vi, hvordan den unge kåde River mislykkes i at stoppe et terrorangreb. Han sendes til det affældige Slough House, ført an af den skarpe, men desillusionerede Jackson Lamb (Gary Oldman), der tilskynder sine agenter til at lave så meningsløst arbejde som muligt.
Okay. Så sidder de bare der og spiller Rummy?
Dog ikke. De bliver viklet ind i en forestående likvidering, der optager hele landet, og som viser sig at være en Pandoras æske med dybtliggende konspirationer. Så der er faktisk noget at komme efter for dem, der bare godt kan lide en hæsblæsende spionthriller. Bare tilsat tør britisk humor, fejlbehæftede agenter, Gary Oldmans prutter og mere hjerte, end man normalt forbinder med agentgenren. Sæson 2 er i øvrigt lige kommet, og den holder det høje niveau.
Kan ses på Apple TV+.
14. ‘Heartbreak High’
Nu stopper I. Bare fordi man er ung, behøver man jo ikke se den samme serie på tusind forskellige måder.
Vi befinder os i en ungdomsseriens guldalder, så nu ikke så skeptisk – mere godt af samme slags har aldrig været et problem, hvis det handlede om gangstere eller alkoholiserede detektiver.
Heldigvis behandler ‘Heartbreak High’ ungdommens kvaler med en sylespids og sortkomisk humor og et blik på sine teen-karakterer, der er så charmerende og skævt, at det er helt særegent godt. Makeup-rutiner bliver afbrudt af lussinger med skiveost, der er adskillige knytnæveslag og mange flere indforståede referencer til The Guardian, end du finder i andre ungdomsserier. Foruden en overflod af underholdende bikarakterer, der hver får deres afgørende blik i solen.
Må jeg gætte: Alle er queer, woke og sindssygt lækre?
Jo jo. Med serier som ‘Heartbreak High’ står det klart, at Gen Z-ungdomsserien anno 2022 har sine egne troper defineret fra ‘Euphoria’ til ‘Sex Education’. Selvom Netflix’ australske highschoolvariant er tæt på det amerikanske genremoderskib, er den sjovere end nogen anden på markedet med sit unikke australske twist.
Kan ses på Netflix. Læs Soundvenues anmeldelse.
13. ‘Top Boy’ sæson 2
I kan bare ikke få nok hårdkogte serier med følsomme gangstere, kan I?
Du læser os som en åben bog. ’Snabba Cash’ sæson 2 var også et mulehår fra at komme på listen, men i sidste ende må Ronan Bennetts britiske Netflix-serie repræsentere undergenren ’realistiske moderne gangsterserier’.
For ’Top Boy’-noobs er baghistorien, at serien kørte over to sæsoner i 2011 og 2013 (findes på Netflix under titlen ’Top Boy: Summerhouse’), før ingen ringere end Drake pressede på for den genoplivning, der kom i 2019, og som nu har fået en opfølger – en sæson 2 eller sæson 4, afhængigt af hvordan man regner.
Og hvad kan denne sæson 2 eller sæson 4 så, som er så godt (og bedre end ’Snabba Cash’!?)?
Serien handler om kampen for at blive top boy – kongen – af narkomarkedet i London-kvarteret Hackney, og i sæson 2 oplever vi på hjerteskærende vis omkostningerne af denne stræben efter magt. Denne gang viser Bennett både den større fødekæde bag de lokale gangstere, og på bedste ’The Wire’-vis hvordan den kriminelle verden spiller sammen med den større politiske gentrificering af de fattige områder. Det bygger op mod en på alle måder hårdtslående finale for de hovedkarakterer, man har lært både at holde af og foragte.
Kan ses på Netflix. Læs Soundvenues anbefaling af sæson 2.
12. ‘The White Lotus’ sæson 2
Jeg har hørt, at sæson 2 ikke kunne leve op til den første.
Anden sæson af Mike Whites covid-19-hit inviterede naturligvis til sammenligning med sit nært beslægtede udgangspunkt: En flok überpriviligerede, mestendels amerikanske gæster tilbringer en uge på en luksuriøst resort, hvor alting langsomt ramler.
Men sæsonen turde også gå nye veje i sin operatiske udfoldelse af intrigerne spejlet op mod både Madam Butterfly, ‘The Godfather’ og italienske instruktørmestre fra Antonioni til Sorrentino på den nye location i Sicilien. Det var måske ikke helt lige så sjovt-sjovt, men til gengæld overgik udfoldelsen af temaer som begær, magt og privilegiets korrumperende moral det mere bastante klassefokus fra sæson 1.
Men var karaktererne lige så spændende?
Det er nok afhængigt af øjnene, der ser, men i alt fra den evigt pendulerende jalousi mellem de to nyrige amerikanske par til de unge italienske prostitueredes charmerende opportunisme var der plottråde, det var svært at tage øjnene fra i denne distingverede udgave af Robinson.
Og så har vi selvfølgelig slet ikke talt om den eneste genganger fra 1’eren, evigt naive og uelskelige Tanya, der var centrum for den fuldkommen forrygende finale, hvor neglebidende thriller og lårklaskende komedie gik hånd i hånd. Der måtte man bare tage hatten af for Mike White.
11. ‘Euphoria’ sæson 2
Jeg har hørt, at sæson to ikke kunne leve op til den første.
Det er vist dig, der kører fast i samme rille. Der var mere af alting i anden sæson af Sam Levinsons highschool-serie med Zendaya som Gen Z’s narkomaniske talerør. Selvom serien til tider trykkede den MTV-æstetiske speeder for dybt i bund og tabte troværdigheden og et par vigtige karakterers fortællinger i svinget, lykkedes sæson to alligevel med at holde sit ironiske røntgensyn i hævd. På den måde var generationsportrættet lige så dragende, intelligent, mørkt og morsomt som sin banebrydende etter.
Min favorit-karakter var underdog og online-dominatrixen Kat, og hun var næsten ikke med! Smed den ikke karaktererne under bussen?
Ud over Rue og hendes stadige dans med afhængighed var det ikke de samme karakterer, der shinede som i første sæson. I stedet blev bordet ryddet, så Sydney Sweeneys Cassie kunne levere en grænseoverskridende forvandling til fatalforelsket plastikpige på randen af fornuft.
Nogle af de mindste bikarakterer blev på overraskende vis main characters. Der var ikke et øje tørt, da fentanyl-pusheren Fez blev kørt i stilling som Romeo til Lexis Juliet. I en version af Shakespeare-stykket, hvor Juliet i stedet for at fake sin egen død skrev en legendarisk meta-musical-version af seriens første sæson og opførte den foran hele skolen som et socialt terrorangreb. Det er jo trods alt ‘Euphoria’.
Kan ses på HBO Max.
10. ‘Barry’ sæson 3
Er det en af de der såkaldte komedieserier, der udmærker sig ved ikke at have én eneste joke?
Ja. Men komedie, drama, dramedy, whatever. Bill Hader-serien om en lejemorder, der bliver reddet af en amatørteatertrup, men måske alligevel ikke står til at redde fra sit egen forkvaklede verdenssyn, er bare en god serie, punktum. Efterhånden meget mere ’Breaking Bad’ end ’30 Rock’, og i tredje sæson absolut længere væk fra sit komiske udgangspunkt end nogensinde. Men også bare forrygende absurd, mørkt og velskrevet.
Hmm. Breaking Bill?
Touché! Og lad os skynde os og tilføje, at sæson 3 bød på en af de mest hæsblæsende actionscener i serieland 2022, imponerende instrueret af Hader selv. At serien er blevet vanvittigt neglebidende, efterhånden som grebet strammes om Haders Barry, som snart ikke kan løbe fra fortiden og nutidens ugerninger længere. At den i en sidehistorie præsenterer det ømmeste kærlighedsforhold på tv, mellem to nådesløse gangstere fra konkurrerende grupperinger. At slutningen gør én nærmest desperat efter at vide, hvad der sker i sæson 4. Giv op og giv den en chance, venner.
Kan ses på HBO Max – læs Soundvenues anbefaling her.
9. ‘The English’
Det var den der westernserie, I gav seks stjerner tidligere på efteråret. Jeg aner ikke, hvor jeg kan se den.
Let me google that for you. Og samtidig medgive, at Amazon Prime Video har puttet lovlig meget med deres bedste serie i 2022 (sorry, ’Ringenes herre’). ’The English’ er en kompleks, drønspændende og storslået western, på sin vis klassisk emmende af genrens gamle mestre, men så samtidig fortalt fra et friskt perspektiv: Pawnee-indianeren Eli Whipp, der vil gøre krav på et stykke land som tak for sin tro tjeneste i hæren, og den britiske kvinde Cornelia Locke, som er på sin helt egen hævnmission, hvis natur bliver åbenbaret undervejs.
Skal man se den, hvis man ikke rigtigt er til westerns?
Det hjælper uden tvivl at have en forkærlighed for mytologien omkring det vilde vest, men har man det, må man ikke snyde sig selv for ’The English’. Dens plot kan måske fremstå forvirrende til at begynde med, men det hele samler sig i en perfekt sløjfe (galge?), og undervejs er der så mange fængende karakterer – der kommer nye til for hvert afsnit – og intense scener, at man skiftevis frydes og holder vejret.
Kan ses på Prime Video. Læs Soundvenues anmeldelse.
8. ‘We Own This City’
Hver gang David Simon laver en serie, tager I den jo bare automatisk med på listen.
Hov hov, vi havde faktisk ikke ’The Plot Against America’ på i 2020. Men ellers: Guilty as charged! Hvad kan man gøre, når manden bag ’The Wire’ igen og igen skærer seriefortællinger på en måde, som ingen andre gør?
Ingen andre laver lige så kedelige serier, mener I?
Nu bliver det lige groft nok. Det er rigtigt, at David Simon vægter autenticitet over oppustet drama, således også i miniserien ’We Own This City’, hvor han og medskaber George Pelecanos vender tilbage til deres gamle ’The Wire’-territorium – politiet i Baltimore – efter 20 år. Men i fortællingen om en specialenhed i politiet, der har til opgave at få ulovlige våben væk fra gaden, men i sig selv blev en selvbestaltet kriminel enhed, er der så meget dramatisk gods, at det ikke gør spor.
Der bliver ikke leflet for seerne, men der er nerve og nærvær i alle scener, og man bliver oprigtigt klogere på tankegangene og strukturen i det politi, der siden de virkelige hændelser, serien fokuserer på, kom i fokus med Black Lives Matter. Og så er Jon Bernthal i storform som den karismatiske leder af den korrupte Gun Trace Task Force.
Kan ses på HBO Max. Læs Soundvenues anmeldelse.
7. ‘Ramy’ sæson 3
I havde sæson 2 som nummer 4 i 2020, og sæson 1 som nummer 7 i 2019. Udtager I bare jeres gamle favoritter ligesom Kasper Hjulmand?
Don’t mention the war VM. Men nej, Ramy Youssef holder bare et ufatteligt højt niveau med sin dramakomedie om at være muslim og mellemøstlig efterkommer i USA. I sæson 3 fortsætter han tendensen fra sæson 2, så ’Ramy’ ikke længere kun handler om den unge Ramys forsøg på at finde sig selv i et morads af religion og sekulære fristelser, men om hele karakterens familie – hans fiasko af en stolt far med en perlerække af strandede forretningseventyr i bagagen, hans søgende bramfri mor og hans selvsikre jurastuderende søster, der også ledes på afveje.
Fire nuancer af brun?
Nu du bare dum. Fire nuancer af livet som immigrant i USA. Fire skæbner fyldt op af tvivl og søgen, der leder dem ned af udmagrende stier, som både har komisk og eksistentiel vægt. Hvert afsnit af ’Ramy’ er en overraskelse, og selvom sæsonen er mere sortsynet end før, forføres man konstant af de uventede drejninger, fra far Farouks rejse til Egypten til søster Denas absurde oplevelse med sin stædige og uforsonlige mor til føle-følende vestlig gruppeterapi. Og hey, så dukker Bella Hadid op som verdens største ’The Office’-fan!
Kan ses på C More. Læs Soundvenues anmeldelse.
6. ‘Better Call Saul’ sæson 6
Lad mig gætte: Det er den tid på året, hvor I påstår, at ’Better Call Saul’ er bedre end ’Breaking Bad’.
Lad mig gætte: Du har aldrig nogensinde givet spinoffserien om the rise of Saul Goodman en ærlig chance. Well, nu foreligger serien i al sin magt og vælde, efter sæson 6 afsluttede Jimmy McGills rejse mod den charmerende, men lurvede advokat, vi kendte ham som i moderserien. Finalen sluttede smukt ring med ’Breaking Bad’ ved både at indhente den forfra og bagfra – vi fik nemlig også et længe ventet svar på, hvad der skete med Saul efter begivenhederne omkring Walter White.
Var det så værd at vente på?
Det var en medrivende, men i sidste ende også forbløffende afdæmpet slutning, der understregede, at ’Better Call Saul’ var en meget anderledes fortælling end ’Bad’, et mere lavmælt og tålmodigt karakterdrama trods mange nervepirrende afsnit omkring gangsterplottet med Gus Fring og Salamanca-familien. Vi fik en modig afslutning med adskillige afsnit i sort-hvid – og med et budskab om soning og moralsk refleksion. Vi kan diskutere fra nu af og til Albuquerque, hvilken af Vince Gilligan og Peter Goulds to serier der er bedst, men hvorfor egentlig ikke bare glæde sig over at være blevet skænket to så gennemført originale fortællinger fra masterminds?
Kan ses på Netflix. Læs Soundvenues analyse af finalen.
5. ‘Atlanta’ sæson 3
Jeg er superforvirret, har fjerde og sidste sæson ikke allerede haft premiere i USA?
Jo, vi får desværre Donald Glovers genistreg af en serie med lovlig stor forsinkelse herhjemme. Tredje sæson fik premiere på dansk Disney+ sidst i juni efter amerikansk premiere i marts, og vi venter stadig på sæson 4, der startede i USA i september og sluttede i november. Men altså … tredje sæson var ventetiden værd. Efter den mesterlige sæson 2 fik treeren en blandet modtagelse i USA, hvilket virker temmelig uretfærdigt.
Hvorfor det? Har serien virkelig mere at sige om sort identitet, musikindustrien osv.?
Ja! I sæson 3 er seriens egentlige hovedpersoner – rapperen Paper Boi, hans manager Earn og deres ven/roadie Darius – helt fraværende i adskillige afsnit. De erstattes i stedet med et par vildt tankevækkende enkeltstående afsnit, ’Three Slaps’ og ’The Big Payback’, der seriøst vil få dig til at kigge på amerikansk kultur og historie på en ny måde. Samtidig med at de bare er lige så underholdende og uforudsigelige som resten af sæsonens afsnit. Medforfatter Stephen Glover har sigende kaldt de enkeltstående afsnit ’Blackest Mirror’.
’Atlanta’ er serien, hvor Liam Neeson pludselig dukker op og forsvarer en virkelig, kontroversiel udtalelse om sorte, hvor hvide tech-guruer viser deres twistede ansigter, og hvor det hele forankres flot i Brian Tyree Henrys desillusioneret undrende forhold til verden omkring sig.
Kan ses på Disney+. Læs Soundvenues anmeldelse.
4. ‘The Bear’
Kaos, traumer og skarpe knive. Yes chef!
Selvom det lyder tilforladeligt med en familiejet sandwichbiks i Chicago, er der ingen, der går helskindede ind eller ud af køkkenet i ‘The Bear’. For selvom restaurantens hjerteblod kan være mellem to stykker brød, er dens tragiske og hardcore-dramatiske fortælling en rå mundfuld. Det står klart fra øjeblikket, Carmy dropper sin tilværelse som pincetanrettende Noma-kok for at redde familierestauranten i kølvandet på sin brors selvmord. Når man går ind i køkkenet, går man i krig.
Det lyder godt nok lidt tungt.
‘The Bear’ har et bredt følelsesregister, og selvom det er tættere på dysfunktionel familieterapi end klassisk comedy, er de gode stunder heldigvis også intense.
Man kan kun elske hvert eneste umulige led i køkkenets rablende hakkeorden. Fra brødfyren Marcus, der kaster sig over et Hart-inspireret doughnuteventyr, mens lokummet flyder over, til den ambitiøse unge kok Sydney, der prøver at skabe orden og samarbejde, men i stedet får en hel spand klistret kødfond i hovedet. ‘Girls’-skuespilleren Ebon Moss Bachrach er brillant som køkkenets fornærmede næstkommanderende, der på underholdende vis pisser Carmy af med en attitude som et to meter højt pattebarn.
Restaurantens tragedie er en latent konflikt, der får alle i køkkenet til at gå på æggeskaller, bryde sammen og sågar stikke hinanden med knive. Seriens enestående ottende afsnit var seriekunst og fascinerende irriterende på ‘Uncut Gems’-måden.
Kan ses på Disney+. Læs Soundvenues anmeldelse.
3. ‘The Dropout’
En excentrisk nørd uden sociale kompetencer, der tager røven på hele Silicon Valley… Kan jeg ikke bare gense ‘The Social Network’?
Mark Zuckerberg blev skildret som en hævnerisk weirdo i sit filmportræt, men historien om Elizabeth Holmes får Facebook-skaberen til at virke så ufarlig som et stykke broderet livsvisdom.
‘The Dropout’ er baseret på en podcast om en virkelig historie og behøver ikke overdrive detaljerne i sin ucharmerende Emmy-forvandling af Amanda Seyfried til sociopatisk grønjuice-drikkende tech-bedrager. Det er seriens fantastisk mørke glansnummer, at den også skildrer guldgraverblindheden, der gjorde det muligt for en ung innovationsgal kvinde at nå til tops i Silicon Valley på sit glatte ansigt og en god, men umulig ide.
Så hun er svindler. Ligesom cirka alle andre seriekarakterer var det i 2022.
Selvom streamingtjenesterne drev rovdrift på de kvindelige svindlere, var det kun ‘The Dropout’ der turde stikke kniven helt ind i sin Steve Jobs-fanatiske antihelt. Serien var rig på bizart underholdende detaljer, men ulig Netflix’ ‘Inventing Anna’ undlod den gudskelov det poppede glimt i øjet.
Kan ses på Disney+. Læs Soundvenues anmeldelse.
2. ‘Severance’
Ah ja, serien, hvor hovedpersonerne har glemt alt om, hvad de lavede på arbejde, så snart de træder ud af døren. Lyder som en drøm.
Det er vi kede at høre. Men ja, drøm eller mareridt? I Dan Erickson og Ben Stillers serie er det spørgsmålet i centrum for historien om en flok kontorkolleger, der ikke ved, hvem de er uden for arbejdspladsens mure – en mystisk labyrintisk virksomhed ved navn Lumon – eller hvorfor deres ydre jeg har valgt at undergå den kontroversielle severance-procedure, der adskiller ens personlighed i to. Hvilket de selvfølgelig nærmer sig svar på, efterhånden som serien skrider frem.
Det lyder lidt som Black Mirror Light.
Der er intet light over ’Severance’, for ganske vist er grundtonen ofte småkomisk med forankring i blandt andre Adam Scott og John Turturros præstationer, men den underliggende udforskning af menneskets valg og håndtering af traumer er både afgrundsdybt eksistentielt og intelligent. Med udgangspunkt i den nye medarbejder Helly og hendes brændende ønske om at komme ud af Lumon åbenbarer sandheden sig gradvist, så man sidder naglet til sædet og imponeres, da ’Severance’ til sidst lander sine mysterier med dybt tilfredsstillende twists. En exceptionelt original og tankevækkende serieoplevelse.
Kan ses på Apple TV+.
1. ‘This Is Going to Hurt’
En lægeserie. Hvor originalt.
Faktisk, ja. Den britiske miniserie ’This Is Going to Hurt’ med Ben Whishaw i karrierens bedste rolle er rasende god. Et dybt forfærdende og hjerteskærende indblik i et monsterpresset engelsk sygehusvæsen. Og et knastørt humoristisk karakterstudie om en fødselslæges forsøg på at undertrykke sin menneskelighed for at kunne mestre sit jobs umulige dilemmaer.
Men årets bedste serie alligevel …?
Ingen serie har rørt os dybere i år, særligt med fortællingen om den lægestuderende Shruti, der hænger i med det yderste af neglene, mødt af et system, der belønner kynisme over empati. Få serier har afkastet større grin, blandt andet takket være Ashley McGuires guddommelige levering som den iskoldt sarkastiske overlæge Miss Houghton. Få serier har så præcist diagnosticeret et helt systems menneskelige fallit. Og få serier har rundet af med en så smuk og præcis finale.
’This Is Going to Hurt’ var et mesterstykke over syv knivskarpe afsnit.
Kan ses på HBO Max. Læs Soundvenues anmeldelse.