20. ’The Crown’ sæson 3
Helt ærligt, er det ikke bare ’Downton Abbey’ med et royalt twist?
Helt ærligt, overhovedet ikke. ’The Crown’ er på besynderlig vis blevet en serieprygelknabe for dem, der ser alting engelsk og adeligt som en gang fisefornem high tea for Brexit-snobber, men Netflix-serien med det enorme budget er både seriøst velspillet og seriøst vanedannende – og så er der næsten noget ’Chernobyl’sk over måden, den iscenesætter historiske events, så man sidder på kanten af sofaen.
Jeg har brug for et kendt ansigt.
Alright, hvad med årets Oscar-vinder for bedste kvindelige hovedrolle? Olivia Colman har overtaget rollen som Elizabeth fra Claire Foy, og hendes samspil med stjerneskuddet Josh O’Connor (’God’s Own Country’) som kuede Prins Charles giver kuldegysninger. Og vi kan ikke vente på at se Gillian Anderson gøre entré som Margaret Thatcher i fjerde sæson.
Kan ses på Netflix.
19. ‘Better Things’ sæson 3
De to første sæsoners dramedy om Pamela Adlons som frustreret mor til tre var medskrevet af masturbationsramte Louis C.K. Hvad er hun egentlig uden ham?
Øh. Genial. I den nye sæson får vi blandt andet en række uforglemmelige møder med læger og psykiatere, der driver af Adlons usentimentale og dog følsomme humor, der spidder livet som knusende ærlig, hårdt kæmpende mor i eksistentielt uføre. Hun har også tilbagevendende drømme om, at hendes eksmand voldtager hende. Hendes yngste datter får menstruation. Hendes mor bliver mere og mere dement. Her er meget at grine af, græde af, relatere sig til.
Men er den lige så god som anden sæson, hvor den peakede?
Den er på niveau. Måske har den ikke helt de mesterlige afsnit som i foregående sæson (som den fake begravelse), og hun har nok sværere at tage én på sengen, fordi man kender hendes humor og univers så godt her på tredje sæson. Men det er stadig en banebrydende højkvalitetsserie om familieliv, mor-døtre-forhold og en midaldrende kvindes seksualitet.
Kan ses på HBO Nordic.
18. ’Years and Years’
Britisk fremtidsdystopi inklusive mareridtsteknologi? Har I hørt om ’Black Mirror’?
Ja – men hvor Charlie Brookers femte sæson ’Black Mirror’ spyede uoriginalitet på Netflix, overraskede ’Years and Years’ på HBO med en familiesaga, der med uhyggelig præcision digtede videre på den virkelighed, vi lever i nu og her, og viste os, hvilke konsekvenser løbsk teknologi, flygtningestrømme, storpolitiske konflikter og højredrejningen af den vestlige verden har for almindelige mennesker i praksis.
Men jeg har altså hørt, at slutningen var elendig…
Sidste afsnit stikker helt af, ja. Og det er røværgerligt. Men serien er så seværdig op til da, at vi ser igennem fingre med finalefloppet.
Kan ses på HBO Nordic.
17. ’The Good Fight’ sæson 3
Er det en fortsættelse af ’The Good Wife’? Den så jeg aldrig, sorry.
Det gjorde vi heller ikke! ’The Good Fight’ er en spinoff-serie der står alene, og den er så latterligt underholdende i sin skildring af en flok Trump-kritiske advokater (well, og én, der stemte på Trump!) på et sort advokatkontor, at du inden for fem minutter vil undre dig over, hvorfor i alverden alle i din omgangskreds ikke har set den. Derefter vil du bede dem alle sammen om at gøre det, indtil du til sidst sætter den på din liste over årets bedste serier for at hamre pointen hjem. Et voila!
Trump-kritiske advokater på et sort advokatkontor? Det lyder meget politisk, og jeg vil bare underholdes!
Og det bliver du. Sagerne er alle direkte inspirerede af virkelige nyheder, men serien bruger gerne små tegnefilmsange til at forklare indviklede retsbegreber eller smuthuller i lovgivningen, mens hovedpersonen (Christine Baranski) dyrker øksekast som afstresning. It’s a mad, mad world.
Kan ses på HBO Nordic.
16. ’Easy’ sæson 3
Tre sæsoner, og jeg kender ingen, der ser den. Det er vel et dårligt tegn?
Tværtimod: Nu har du chancen for at være den blandt vennerne/i dit forhold, der kan blære dig med at have fundet Netflix-guld, for ’Easy’ er et vanedannende lille fix af korte, enkeltstående episoder om venskab og kærlighed, der fortjener langt mere kredit, end den hidtil har fået herhjemme. Marc Maron shinede i afsnittet ’Blank Pages’, der viser en MeToo-sag fra mandens synspunkt, mens dobbeltafsnittene ’Swipe Left/Swipe Right’ rummede en hjerteskærende ærlig og over 20 minutter lang uafbrudt dialog om det åbne forholds op- og nedture, som du med garanti aldrig har set emnet italesat før.
Det lugter af hjerte, smerte og forkælede middelklasseparforholdskriser – og de er garanteret alle sammen hvide, ik’?
Ikke just, min kritiske ven, selvom man med lidt ’god’ modvilje kan skyde ’Easy’ et par klasserelaterede repræsentations-blindspots i skoen. Spørgsmålet er dog, hvor stor selvtilfredshed man får af at gøre det mod en serie, der så fint, sjovt og spot-on skildrer den der forbandede flyvske kærlighed, så man selv bliver lidt forelsket.
Kan ses på Netflix.
15. ’Russian Doll’
Hmm, var det ikke bare en kvindelig ’Groundhog Day’?
Siger du, at du ikke kan lide kvinder? Gør du?! Men nej: ’Russian Doll’ viste sig at være meget mere end ’bare’ en yngre copycat af Bill Murrays 90’er-gnavenpot, for manuskriptforfatter og hovedrolleindehaver Natasha Lyonne (med den karakteristiske røde manke og storrygerstemme) pakkede en stadigt mere filosofisk og foruroligende historie om identitet og traume ud, der udviklede sig fra komedie til mareridt, idet Lyonnes Nadia døde igen og igen og…
Men hun stod jo bare foran det der badeværelsesspejl til tonerne af verdens mest irriterende sang?
Bill Murray havde ’I Got You Babe’, Lyonne ’Gotta Get Up’, hvis peppy tekst – »Gotta get up, gotta get out, gotta get home before the morning comes…« – gav både hovedrolleindehaver og os seere en effektiv følelse af akut klaustrofobi og fornemmelsen af, at uret tikkede ned. Og hvis du var en af dem, der sprang fra i starten, fordi der »ikke skete noget«, bør du klart unde sig selv at se serien færdig i juleferien. For bare rolig: Shit goes down.
Kan ses på Netflix.
14. ’Veep’ sæson 7
’Veep’ har vundet et utal af Emmy’er og har figureret på jeres årslister igen og igen og igen. Det må snart være slut.
Det er faktisk slut. Med sæson 7 lukkede og slukkede en af de bedste komedieserier nogensinde, og heldigvis var den i topform til det sidste. Valgkampagner giver altid et vitaminindskud til politiske serier, og således også i ’Veep’-finalen, hvor Selina og Jonah ingen midler skyede for at bane vejen til Det Hvide Hus.
Gik der sødsuppe i den til sidst?
En lille bitte smule, men nu snakker vi altså en serie, der altid konsekvent har undermineret et hvert tiltag til oprigtige følelser med en grænsesøgende joke. Og hovedforfatter David Mandel fandt en fin balance mellem at anerkende afslutningen på syv formidable sæsoner med Julia Louis-Dreyfus & co. og samtidig holde fast i den grundkyniske klangbund.
Kan ses på HBO Nordic.
13. ’Stranger Things’ sæson 3
Tredje gang i manegen – nu må den demorgorgon vel snart være barberet?
Det troede vi også. Men Duffer-brødrene tog røven på os med en sæson, der lagde blødt ud for så pludselig at skifte gear ved halvejsmærket og fræse mod målstregen med hornet i bund og 80’er-fritzen tilbage i en sky af hæsblæsende action, rendyrket horror og en re-branding af klaphatten Billy (Rob Lowe-wannabe Dacre Montgomery), der overlegent forvandlede anden sæsons mest irriterende karakter til en af tredje sæsons bedste. Og tillige gav os al den Steve-tid oven i hatten, som vi kunne have drømt om.
Men 80’er-nostalgien var jo nærmest hysterisk over-the-top?
Neverending stooooryyyyy ahahahahahahaaaa… undskyld, hvad sagde du?
Kan ses på Netflix.
12. ‘Watchmen’
I skal ikke engang prøve at lade, som om I fattede, hvad der foregik.
Indrømmet. Seks-syv afsnit inde var det stadig svært at dechifrere, hvad der var op og ned i Damon Lindelofs remix (som han selv har kaldt det) af graphic novel-klassikeren ’Watchmen’. Man kan sagtens argumentere for, at han kørte forvirringstaktikken en tand for langt ud, men hey: Hellere for mange ambitioner end for få! Og når man får rendyrkede masterclasses i fortælleteknik som i næstsidste afsnit, ’A God Walks into Abar’, hvor mange puslespilsbrikker faldt på plads, må man bare overgive sig til en mester.
Og så må man også løfte hatten for Lindelofs valg om at bringe fortællingen om de maskerede super(anti)helte op til nutiden og lade tegneseriens koldkrigsstemning erstatte af racekrig og højreekstremisme.
Hvor politisk korrekt…
Tja, men jo altså også højaktuelt og forløst gennem pirrende spring gennem fortid og nutid. Selve eksekveringen af Tulsa-massakren og Silent Nights Nostalgia-bevidning af sin farfars liv glemmer vi ikke foreløbigt.
Kan ses på HBO Nordic.
11. ‘Barry’ sæson 2
Jeg kan altså stadig ikke se Bill Hader for mig som lejemorder.
Den køber du hurtigt, når du først kommer i gang med serien om den PTSD-ramte hitman, der indrulleres i en teatertrup i Los Angeles, mens han kommer på kant med såvel politi som østeuropæiske gangstere. Og sæson 2 hævede blot niveauet, ikke mindst med det hyldede ’Ronny/Lily’-afsnit, der tog røven på alle via et møde mellem Barry og en karatemester samt denne mildest talt kapable datter. ’Barry’ forener neglebidende suspense med sort humor på nærmest umulig vis.
Skal jeg bare starte ved sæson 2?
Nej, det giver faktisk ikke så meget mening. For den forbrydelse, politiet efterforsker i anden ombæring, sker i første sæson, og særligt sidste halvdel af første sæson er også rigtigt stærk. Og hey: Så ville man desudens gå glip af adskillige uimodståelige scener med verdens sødeste gangster, NoHo Hank.
Kan ses på HBO Nordic.
10. ’Mindhunter’ sæson 2
Kæft den er deprimerende.
Joe Penhalls og David Finchers serie om de to FBI-agenter, der udviklede psykologiske profiler af seriemordere i 70’erne, er helt klart en mavepuster. Særligt i sæson 2, hvor Bill Tenchs problemer på hjemmefronten steg til uanede højder i en knugende sidehistorie, der blev mere og mere integreret i hovedplottet. Her havde Bill og Holden Ford nye stævnemøder med alle fra Son of Sam (fed scene!) til Charles Manson (knap så fed scene), før de selv kom i marken på en svær opgave med at fange manden, der slog et utal af børn ihjel i Atlanta.
Men hvorfor er den så god?
Den dyrker en langsom, klaustrofobisk suspense, der er mere gennemført end i nogen anden krimiserie, og som i den grad slægter et Fincher-hovedværk som ’Zodiac’ på. Og så fokuserede den på sublim vis sine kræfter denne sæson. Mindre af Holdens kedsommelige privatliv, mere Tench, mere konkret sagsopklaring og flere nuancer i makkerparrets relation til en ny chef, der ser deres arbejde som en professionel løftestang, på godt og ondt. Kun Wendy Carr blev svigtet i en overflødig kærlighedsaffære. ’Mindhunter’ er et fascinerende og stilistisk uovertruffet dyk ned i den menneskelige psykes mest mørke afkroge.
Kan ses på Netflix.
9. ’Big Little Lies’ sæson 2
Var det ikke bare The Meryl Streep Show?
Nu er du vist fordomsfuld (selvom vores anmelder ganske vist frygtede det samme forud for premieren). Ja, La Streep gjorde sin entre i Otter Bay som døde Alexander Skarsgårds mor med megen mediehype i bagagen, men der var mere jern-lady og mindre mamma mia over Hollywood-legendens frydefuldt øretæveindbydende portræt af en manipulerende heks i sorg. Og hendes samspil med svigerdatter Nicole Kidman (i en af karrierens bedste roller) slog gnister.
Okay, men hvad så med hende, der hele tiden hallucinerede? Det var sgu da irriterende.
Du har ret i, at der er en pænt enerverende serietendens i disse år med karakterer, der konstant ser døde familiemedlemmer (ahem, snart sagt hver en dansk krimiserie) eller får foruroligende fremtidssyner. Og vi var da heller ikke udpræget vilde med Zoë Kravtizs Bonnies drømmetyderkvaler. Men hvert et minut i selskab med fabelagtige Reese Witherspoon og Laura Derns tornadokvinder for fuld udblæsning over for klimabevidste skolelærere og utro ægtemænd opvejede sæsonens svagheder tifold.
8. ’Euphoria’
Hvor er I unge…
Af sind i hvert fald! Men man behøver nu ikke selv være teenager for at sætte pris på HBO-serien om en ung kvindes vej ud af et galoperende narkomisbrug, hvor Zendaya brød igennem som seriøs skuespiller, og talenter som Hunter Schafer (Jules), Sydney Sweeney (Cassie) og Austin Abrams (Ethan) gjorde sig stærkt bemærket. ’Euphoria’ var nemlig en af årets mest filmisk og fortællemæssigt eksperimenterende serier, der med åbningen på hvert afsnit tog os virtuost igennem en ny hovedpersons historie.
Men glorificerede den ikke det vilde ungdomsliv med stoffer og skødesløs sex?
Stop moraliseringen, morfar. ’Euphoria’ var måske ikke et hyperrealistisk billede af at være stofmisbruger, men den vakte følelsesmæssig genklang hos alle, der har været unge og rundforvirrede, og så var dens kærlighedshistorie mellem Rue og transkønnede Jules uendeligt tragisk og smuk. Og der er nu nok næppe mange, der ville ønske sig i Rues sted efter at have set serien til ende.
Kan ses på HBO Nordic
7. ’Ramy’
Ra-hvafornoget?
’Ramy’. Har du ikke fulgt med? Vi gav den 6 stjerner tidligere på året og kaldte den en åbenbaring. Bag serien står komikeren Ramy Yousef, der med udgangspunkt i sit eget liv fortæller om en dilemmapræget tilværelse som ærkeamerikaner og muslim: som en ung mand, der gerne både vil bede og knalde.
Er det sådan lidt i boldgade med ’Master of None’ og ’Atlanta’?
Lige præcis. Samtidig med at ’Ramy’ skærer sit helt eget hjørne i serieland. Vi har nemlig aldrig set muslimsk-amerikansk identitet skildret som her. Og genistregen ligger ikke mindst i, at ’Ramy’ lader denne oplevelse filtrere ned gennem flere forskellige perspektiver. Selvom Ramy er den bærende figur, dedikeres hele afsnit til henholdsvis hans søster og mor. Og det er faktisk nogle af de allerbedste episoder, der ikke er bange for at støde til religionen og hykleri i dele af den muslimske kultur. Et flashback-afsnit til Ramy som teenager omkring 9/11 er ligeledes svært mindeværdigt.
Kan ses på C More.
6. ’Catastrophe’ sæson 4
Fjerde sæson af en serie, ingen ser. Nice.
Av! Men du har så ganske ret i, at alt for få herhjemme har set komedieserien ’Catastrophe’ med irske Sharon Horgan og amerikanske Rob Delaney som et umage par i 40’erne, der bliver gravide efter et one-night stand i London og efterfølgende forsøger at stable et forhold på benene. Nu er der imidlertid bundet sløjfe på fortællingen, der gav os en af de mest perfekte seriefinaler i år.
Men er det også min smag?
’Catastrophe’ kan være ’Klovn’-pinlig, ’Fleabag’-skarp og ’Better Things’-bitter. Eller en midaldrende version af Jesper og Julie fra ’29/30/31’, post børn, utroskab og huskøb og med endnu skarpere parforholdshumor. Horgan og Delaney har skrevet samtlige sæsoner, der kun blev bedre med årene og kan spidde hverdagens kærestefnidderier fra små og store katastrofer på kornet, så man nærmest føler sig personligt ramt i sofaen. Alt imens salig Carrie Fisher som Delaneys påtrængende mor var pinligt god. Se den med din egen udkårne – hvis du tør.
De første tre sæsoner kan ses på Viaplay, hvor vi også forventer, at den fjerde (der tidligere på året lå på DR) dukker op inden længe.
5. ’Unbelievable’
Den ser simpelthen så nedtrykkende ud.
Det ville være løgn at sige, at man går opkvikket fra ’Unbelievable’, men tro os – hvis ikke som smagsdommere så slet og ret som medmennesker – når vi siger, at Netflix-serien baseret på virkelige hændelser er unmissable. Fortællingen om teenageren Marie Adler (Kaitlyn Dever) der bliver voldtaget, men svigtet af systemet, der ikke tror på hendes vidneudsagn, er lige så ubehagelig, som den er nødvendig for at forstå, hvorfor så mange voldtægter ikke bliver anmeldt, fordi ofrene er bange for at blive mødt med mistro.
Det lyder ikke mindre trist…
Reality bites. Men nogle skal det altså gøre ondt for at gøre os alle sammen klogere i sidste ende. Og så er serien uhyre velspillet af både Dever i hovedrollen og af Toni Collette og Merritt Weaver som to efterforskere, der optrevler voldtægtsmandens spor.
Kan ses på Netflix.
4. ’Top Boy’
Det er den, Drake har produceret?
Nemlig – den britiske serie kørte i 2011-13 over to sæsoner, som Drake var så stor fan af, at han kickstartede dens comeback. Og tak for det! ’Top Boy’ om narkohandlere og kriminelle hierarkier i Londons Hackney-kvarter er en af de mest medrivende fortællinger om fattige drenges store drømme, vi har set. Man kan sagtens starte med den nye sæson, og så kan man jo bagefter gå tilbage og se de to forrige (de ligger under ’Top Boy: Summerhouse’ på Netflix). Vores bedste gæt er faktisk, at man ikke kan lade være.
Altså ’The Wire’ light?
Stop dig selv. Ligesom ’The Wire’ formår den at optegne de menneskelige portrætter i ghettoen og konsekvenserne af narkohandlen, men ’Top Boy’ er fokuseret på to-tre bærende karakterer, og man kommer dybt ind i relationerne til deres familie og venner. Og så er det altså en fornøjelse i sig selv at høre britisk gangsterlingo. Wagwan, bru.
Kan ses på Netflix.
3. ’Chernobyl’
Russisk korruption og miljøkatastrofer – det lyder som TV Avisen på en almindelig onsdag i 2019?
Og det var netop en af grundene til, at ’Chernobyl’ gik rent ind som årets stærkeste word of mouth-succes (til trods for miniseriens relativt søvndyssende grå thumbnail-billede på HBO Nordic, der ikke just skreg lørdagsunderholdning). Fortællingen om atomulykken ved Chernobyl i 1986 sendte os på koldsvedende Wikipedia-deep dives og Google Map-søgninger efter nærmeste atomkraftværk, mens russerne ikke overraskende blev pissesure, og læger skændtes om seriens (uafrystelige) skildring af strålingssyge.
Og med et trylleslag havde vi alle glemt alt om ’Game of Thrones’ fesne finale!
Det dystre emne til trods var der faktisk noget opstemmende ved, hvordan storspillende, stovt jordbundne Stellan Skarsgård, Jared Harris og Emily Watsons alvorstunge embedsmænd og forskningstyper sømløst overtog watercooler-monopolet og satte gang i en mindst lige så ivrig debat af historiske fakta som om vingeskudte drager. Intet slår en karsk dosis virkelighedsparanoia pakket ind som uhyggeligt god underholdning.
Kan ses på HBO Nordic.
2. ’Succession’ sæson 2
Rige røvhuller kaster verbal lort i hovedet på hinanden. Orker man det i længden?
Når det er så godt skrevet som i Jesse Armstrongs operatiske satire over samfundets rigeste, så: JA! I sæson 2 blev fronterne i familien Roy – anført af mediemogulen/patriarken Logan – trukket op, og højdepunkterne står simpelthen i kø. Fra boar on the floor til nyhedskanalens nye slogan (»We hear for you«) til verdens vageste begravelsestale og en yacht-lokaliseret rundbordssamtale om, hvem der skal tage skraldet for den skandale, Waystar Royco befinder sig midt i. For slet ikke at tale om det forrygende twist i den blændende finale!
Men er der nogen at holde af, holde med?
Ikke rigtigt, og dog er det i løbet af sæson 2 chokerende, hvordan man alligevel kommer til at kere sig mere og mere om disse hjerteløse sataner. Ikke mindst Tom – Roy-datteren Shivs mand – havde en hjerteskærende scene. Men forvent ingen varme menneskelige følelser – det er ’Veep’ møder Shakespeare, det her.
Kan ses på HBO Nordic.
1. ’Fleabag’ sæson 2
Kender I det der med, at man får anbefalet en serie så mange gange, at man til sidst ikke orker at se den…?
Men forhindrer det os i at give Phoebe Waller-Bridges geniale (Emmy-vindende) anden og sidste sæson ’Fleabag’ et sidste euforisk shout-out som dronningen af årets serieliste? Nope! Det er ganske vist over et halvt år siden, sæsonen blev sluppet løs på Amazon Prime, men vi er stadig høje over (Emmy-vinder) Waller-Bridges knivskarpe (Emmy-vindende) manuskript, der vævede tro, håb og forbudt præstekærlighed sammen med Fleabags fantastisk dysfunktionelle familieforhold domineret af Oscar-vinder Olivia Colman som giftigt passivaggressiv stedmor (fik vi nævnt, at serien hjemtog en røvfuld Emmyer?).
Tidligere i år kårede I Lena Dunhams ’Girls’ som årtiets vigtigste serie. Nu er ’Fleabag’ så 2019’s bedste serie. Har vi ikke snart fået nok af navlepillende og seksuelt forvirrede millennial-kvinder på tv?
En tendens bliver først overflødig, hvis den jagter sin egen hale, og Phoebe Waller-Bridge er intet, hvis ikke en original, der formår at puste dugfrisk liv, sort humor og sine egne quirky særegenheder i velkendte tematikker, så materialet fremstår overrumplende livsklogt – uden at give køb på tømmermandsunderholdningsfaktoren. Stortalentet taler ikke kun på vegne af sin generation eller sit køn: Nogle af de mest mindeværdige sandheder i sæson to blev leveret af henholdsvis Kristin Scott Thomas og Andrew Scott (aka. The Hot Prist) som scenestjælende gæstestjerner med grove guldkorn om seksuel aldersdiskrimination og religiøst cølibat i en Tinder-tid. Sjældent er vi blevet så meget visdom og så mange latterkramper rigere som af at pille navle med dem og Waller-Bridge over de sølle 2,5 timer, sæsonen varer.
Kan ses på Amazon Prime.
SE OGSÅ: DE BEDSTE FILM I 2019