’Chernobyl’ er forårets mest bjergtagende slow-burn-succes. En sværvægter af en hitserie, der langsomt, men lige så sikkert som den mareridtsstråling, den skildrer, har sneget sig ind på det brede publikum og neglet os til sofaen badet i akut koldsved.
Filmatiseringen af historiens største atomkatastrofe i 80’ernes Sovjetunionen er en isnende gyser, der hudfletter den menneskelige dårskab, der gjorde det umulige muligt, da Chernobyls reaktor eksploderede. Og som herigennem også blotlægger det stolte russiske statsapparats modus operandi i en uoverskuelig krisesituation: Benægt, benægt, benægt – og vær klar til at ofre tusindvis af liv for at skjule sandheden for verdenssamfundet.
Men hvor sandfærdigt er HBO-værket selv?
I takt med, at ’Chernobyl’-feberen har grebet om sig, og serien sågar har indtaget førstepladsen på IMDb’s liste over de bedst anmeldte serier nogensinde (foran ’The Wire’, ’Breaking Bad’ og ’Game of Thrones’), er kritikken af dens – måske – lemfældige omgang med fakta ligeledes taget til i styrke: I internationale medier revser en række historikere og forskere således ’Chernobyl’s »Hollywood-ficerede« portrætter af helt og skurke i orkanens øje, og ikke mindst den måde, serien skildrer de reelle følgevirkninger af stråling. Alt imens dybt fortørnede russere har sat deres egen miniserie i produktion med fokus på KGB’s »virkelige« heltemodige jagt på en amerikansk CIA-agent, der ifølge ubekræftede teorier befandt sig på atomkraftværket på ulykkesnatten…
Her er de mest markante kritikpunkter af ’Chernobyl’:
Stråling er ikke smitsomt
’Chernobyl’s voldsomme billeder af de stakkels, strålingsramte brandmænd og unge teknikere i fysisk opløsning ætser sig ind på nethinden i en grad, der snildt ansporer til paniske google map-søgninger på afstanden til nærmeste atomkraftværk og bekymrede sideblikke til mikroovnen.
Men stråling er ikke ’smitsomt’, så snart patienten har skiftet tøj og er blevet vasket. Det skriver energi og -miljøforfatteren Michael Shellenberger i Forbes og understreger, at der – ifølge den amerikanske læge Robert Gale, der behandlede ofre fra Chernobyl – ikke er noget videnskabeligt bevis for, at den gravide kvinde Lyudmilla Ignatenkos baby døde som følge af stråling absorberet fra faren Vasily på dennes dødsleje (alle virkelige personer). Ej heller skulle stråling forårsage den form for ydre blødninger, vi ser i serien.
Grunden til, at man skærmer strålingpatienter fra omgivelserne er dermed ikke, at de risikerer at sprede strålingen, men at deres egne immunforsvar er så svækkede, at de ikke må komme i kontakt med andre menneskers bakterier.
Dykker-drama er overdramatiseret
En af mest nervepirrende scener i ’Chernobyl’ udspiller sig, da tre modige arbejdere melder sig til at dykke ned i fabrikkens ’underliv’ for at dræne det ophobede vand, der truer med at forårsage en total nedsmeltning. Strålingen er så voldsom, at mændene formentlig ikke vil overleve mere end en uge efterfølgende, får vi at vide, men virkeligheden så lidt mindre dramatisk ud (alt andet lige):
Ifølge forfatteren til bogen ’Midnight in Chernobyl’, Adam Higgingbotham, havde de tre mænd i forvejen ansvaret for den del af kraftværket og var på job den nat, ulykken skete. »De fik simpelthen bare en ordre over telefonen fra reaktormanageren om at åbne sluserne«, skriver Higginbotham.
Stik imod, hvad der tidligere er blevet rapporteret fra ulykken, overlevede trioen bestående af senior ingeniør Valeri Bespalov, mekanisk ingeniør Alexei Ananenko og ansvarshavende Boris Baranov alle ind i det 21. århundrede. Ananenko fortsatte sågar sit arbejde på værket frem til ’89 og blev sidste år belønnet med en pris for sit mod – som han selv mødte op for at modtage.
Helikopterstyrtet blev ikke forårsaget af stråling
Chokeffekten er effektiv, da ’Chernobyl’ viser, hvordan en af de helikoptere, der skal forsøge at smide mange hundrede tons sand, bly, ler og bor over den blottede, brændende reaktorkerne, flyver for tæt på røgen og styrter ned, mens Stellan Skarsgårds politiker Boris Shcherbina og Jared Harris’ forsker Valery Legasov ser forfærdede til.
Det er rigtigt nok, at en helikopter forulykkede under oprydningsarbejdet ved kraftværket, men det skete seks måneder efter eksplosionen og udelukkende, fordi maskinen ramte en løsrevet kran. Det skriver Michael Shellenberger i Forbes og henviser til en Youtube-video af styrtet.
Forskerne var ingen helte
I ’Chernobyl’ hepper vi på forskerne Legasov (Jared Harris, som fortjener hver en Emmy på planeten) og Khomyuk (Emily Watson), der heroisk taler dunder for sandheden og sindigt lægger to og to og et forseglet dokument fyldt med skæbnesvangre fortielser sammen for at nå frem til den nedtrykkende konklusion: Det var først og fremmest systemet af løgne, magtbegær, nærighed og stolt stædighed, der var skyld i reaktoreksplosionen.
Slutresultatet er solidt, men ’Chernobyl’s portræt af sine hårdtprøvede videnskabsfolk har derimod ingen gang på jord – i hvert fald ikke ifølge den amerikansk-russiske journalist Masha Gessen for The New Yorker.
Vi ved selvfølgelig allerede fra seriens rulletekster, at Khomyuk ikke er en virkelig person, men derimod et symbol på hele forskermiljøet omkring Legasov (en relativt tung byrde at bære for en enkelt karakter), men Gessen skriver, at det slet ikke giver mening at tegne billedet af en sandhedssøgende retfærdighedskæmper i 80’ernes Sovjetunionen, hvor fakta systematisk og effektivt blev forvandlet til »en snasket masse« for at forhindre lækager: Det var simpelthen ikke muligt at lege snushane med den succesrate, som Khomyuk opnår.
Ydermere var forskerne selv så integrerede bestanddele af selvsamme system – uden ville de aldrig have opnået deres høje positioner – at præsentationen af Legasov som en indigneret outsider ringer hult. En mand af hans status ville være velbekendt med korruptionen af fakta og fuldt ud medvirkende til at opretholde status quo, skriver Gessen (der dog ikke kommer ind på, at Legasov slutteligt i ’Chernobyl’ afslører at ja, han kendte til reaktorsvagheden).
Legasov var aldrig til stede under retssagen
I det sidste afsnit af ’Chernobyl’ går der nær ved og næsten ’A Few Good Men’ i Legasov, da han vidner i retssagen om ulykken.
Legasovs tale til statsapparatet om, hvordan løgnene kommer med en tung gæld, er gjort af serieikonisk stof, og skaber Craig Mazin har på imponerende vis forstået at komprimere videnskaben bag reaktorulykken ned til blå-røde kort med en dertilhørende udførlig forklaring på menneskesprog, der bevæbner seeren med nok paratviden til at føre sig frem som en belæst pseudovidenskabsmand på næste bytur.
Det er stærkt og mindeværdigt, men desværre også det pureste opspind: Legasov var nemlig aldrig til stede under retssagen, der varede i flere uger.
Det sidste ord…
Den ophedede diskussion omkring ’Chernobyl’ (og ikke mindst de forskelligeartede interesser, der kan ligge bag disse) illustrerer levende, at der stadig – 33 år efter katastrofen – ikke er et enslydende narrativ omkring begivenhederne.
Men spørgsmålet er måske også, om det er rimeligt at klandre en fiktionsserie for at afvige en smule fra de historiske fakta og tal for dramatisk vindings skyld, så længe det centrale budskab forbliver intakt og tydeligt for enhver: Løgne dræber. Hovmod står for fald over for kommende generationers tragedie. Og akkurat som når visse nulevende verdensledere betvivler klimakrisens konsekvenser, fordi de ikke kan »se« fjenden i øjnene, betalte tusindevis af mennesker en høj pris for de sovjetiske magthaveres stædighed i 80’erne.
Det er dén historie og de potentielle politiske paralleller til vor tid, der rammer lige i solar plexus og får ’Chernobyl’ til at fremstå skræmmende relevant.
Tip: For endnu mere ‘Chernobyl’-nørderi kan det anbefales at lytte til HBO’s The Chernobyl Podcast, hvori skaber Craig Mazin blandt andet adresserer seriens håndtering af de virkelige begivenheder i detaljer.
Læs mere: ’Chernobyl’ slår ’Breaking Bad’ af pinden som bedst vurderede tv-serie på IMDb