ANBEFALING. Where’s the love, seriefans?
For halvandet års tid siden skrev jeg en begejstret ode til Netflix-perlen ’Easy’, hvis anden sæson med blandt andre Marc Maron, Dave Franco og Gugu Mbatha-Raw (’Black Mirror: San Junipero’) havde givet mig troen på hverdagskærligheden i serieland tilbage. Du ved, den der ikke nødvendigvis cirkler om dramatisk misbrug, psykologisk krigsførelse eller pornoficerede teenagelyster (ahem, ’Euphoria’), men som i stedet skildrer forholdsdynamikker, som forhold er flest, toppet op med dybt relaterbare Tinder-fails, fumlende flirts (skal man opgive bacon for en lækker veganer?) og snigende alderskriser. Skabt af Joe Swanberg, der har givet os en af nyere tids bedste anti-romcoms, ’Drinking Buddies’.
To år og en sæson senere, og jeg kender stadig ikke mere end et par enkelte branchekolleger, der har opdaget ’Easy’, til trods for at der nu ligger hele tre sæsoner klar og bingeparate på Netflix. Men good news, du travle serieseer, der mærker Rasmus Modsat-galden stige i halsen ved udsigten til at blive tvangsfordret med endnu en serie, »du bare skal se!« (stop nu, ’Billions’-typer): Med ’Easy’ behøver du ikke afsætte en lang weekend endsige hele søndagen, for qua antologiformens forskellige små fortællinger kan man belejligt plukke de bedste frugter fra træet.
I første sæson introduceres vi løbende til de centrale karakterer i hver deres korte afsnit, men det er ikke bydende nødvendigt at få forhistorierne med for at få udbytte af seriens bedste kapitler, der fordeler sig i sæson 2 og 3. Handlingen udspiller sig eksklusivt i Chicago, og som med Amazon-serien ’The Romanoffs’ dukker flere af personerne op som flygtige biroller i hinandens liv for på tilfredsstillende vis at skabe fornemmelsen af et større sammenhængende univers for de fans, der sluger samtlige minutter kronologisk.
Der er få karakterer, jeg har haft mere lyst til at bonde med IRL siden millennial-serien ’Lovesick’, end jeg har med persongalleriet i ’Easy’ – hvad end de er kæmpe krukker a la Marons arrogante tegneserieforfatter med appetit på ungt kød (ham vender vi tilbage til), stjerneskuddet Danielle McDonalds teenagepige, der bliver antimateriel velgørenhedsaktivist for at pisse sine rige forældre af i ’Prodigal Daughter’ (sæson 2), Kate Micuccis kærlighedssøgende seriedater i ’Yes’ (sæson 3) eller Dave Francos hipster-mikrobrygger, der bliver hjemmegående far i ’Spent Grain’ (sæson 2).
Men særligt tre geniale episoder skiller sig ud som kriminelt oversete must-sees:
’Blank Pages’, sæson 3
I afsnittene ’Art and Life’ (sæson 1), ’Conjugality’ (sæson 2) og ’Blank Pages’ (sæson 3) spiller Marc Maron den feterede, midaldrende tegneserieforfatter og universitetsprofessor Jacob Malco, der igennem hele sin karriere har trukket på egne oplevelser i sine udgivelser, uagtet at de ofte har trådt hans nærmeste – og navnlig hans mange kvindelige bekendtskaber – over tæerne igennem satiriske skildringer af intime detaljer.
De to første historier hudfletter Jacobs forhold til ekskonen og en ung fotograf, men det er ’Blank Pages’, der spidder vores samtid på kornet med en veloplagt og tankevækkende MeToo-storyline set fra mandens perspektiv.
Jacob får kaffen galt i halsen, da han får at vide, at en hans tidligere studerende, Beth (Melanie Lynskey fra ‘Castle Rock’ og ‘Togetherness’), har skrevet en graphic novel om hendes og Jacobs seksuelle relation for 10 år siden – og det er ikke et flatterende portræt, Beth tegner af Jacob som professoren, der forfører en langt yngre kvinde. Jacob kan ikke genkende udlægningen og går i full-on rablende offerposition som en forfjamsket Woody Allen-karakterer over for veninden Anabelle (Jane Adams), mens han frygter for sin karriere og sit ry. Han husker jo forholdet som gensidigt lystent, så hvad har han misset?
Maron er stærkt spillende som Jacob, hvis ego og syn på kønnenes magtrelationer får en eksistentiel rusketur, og da han får overtalt Beth til at mødes for at snakke om tingene, bliver det for alvor interessant. ’Blank Pages’ er et af de mest relevante og nuancerede fiktive indspark om den ’usynlige’ krænkelseskultur, jeg endnu har set, blottet for dæmonisering eller melodrama.
’Swipe right’/’Swipe left’, sæson 3
Okay, okay. Nu snyder jeg lidt, for ’Swipe right’ og ’Swipe left’ er egentlig to episoder, placeret med et par afsnits mellemrum i sæson 3. Men de bør ses back to back (først ’Swipe right’), og med en samlet spilletid på små 80 minutter burde det være til at overskue.
Elizabeth Reaser (’Twilight’) og Michael Chernus (’Orange is the New Black’) er ægteparret Andi og Kyle, der har været sammen, siden de var helt unge, men hvis forhold nu kører i tomgang efter to børn og travle karrierer (eller det vil sige, Andi er travl, mens Kyle forsøger at sparke liv i en forfatterdrøm, der tester familiens økonomi og Andis tålmodighed).
Da duoen beslutter sig for at åbne forholdet, virker det for en stund som en spændende mulighed for at sætte krydderi på hverdagen, og begge er overraskende gode til at tøjle jalousien. Første sæsons ’The F****** Study’ og anden sæsons ’Open Marriage’ (begge på under en halv time, men ikke obligatorisk pensum) viser Andi og Kyles første favntag med den nye verden af casual sex og eksterne ’kærester’, men det er tredje sæsons hudløse kulegravning af forholdets konsekvenser, der fik mig til at tabe næse og mund.
Hollywood-skildringer af åbne forhold kritiseres ofte for konsekvent at farve relationerne i et stramtandet lys, men ’Swipe right’ og ’Swipe left’ løfter ingen pegefingre under Andi og Kyles følelsesmæssige rutsjebane, der sætter dem af på hver deres perron i forlystelsesparken: Skeptikeren Kyle finder ægte, inspirerende nærhed, mens Andi, der oprindeligt bare ville have hed sex, løber panden mod muren, da hun går efter en af parrets gamle (gifte) venner.
Kvababbelserne kulminerer i en over 20 minutter lang uafbrudt snakkescene halvvejs igennem episoden, hvor Reaser og Chernus begge spiller røven ud af bukserne, da Andis frustrationer får frit løb. Jeg kan sagtens forestille mig, at en god portion af dialogen er improviseret, for nedbruddet fremstår så 100 procent realistisk ned det mindste hulk og grødede, stammende udbrud at man selv taber pusten. Det er råt for usødet, smerteligt ærligt og den mest imponerende dissekering af et mangeårigt parforholds forbandede, forvirrende faldgruber, kontroltab og afhængighed, jeg har set i meget, meget lang tid.
’Lady Cha Cha’, sæson 2
Hvis man føler sig en kende tungsindig efter ’Swipe right’/’Swipe left’s mavepuster, er det oplagt at rense paletten med anden sæsons ’Lady Cha Cha’, der ganske vist også rimer hjerte på smerte, men med et anderledes varmt glimt i øjet og en kæk dosis humoristisk satire over den kønspolitiske korrektheds meget menneskelige akilleshæl.
Drømmeren Chase (Kiersey Clemons fra ’Transparent’ og ‘Dope’) og tv-klipperen Jo (Jacqueline Toboni fra den kommende genoplivning af ’The L Word’) mødes i første sæsons ’Vegan Cinderella’, og sød musik opstår. I anden sæsons ’Lady Cha Cha’ er kvinderne blevet et fasttømret kærestepar, men fundamentet slår sprækker, da Chase begynder til sensuel dans, og Jo pludselig mærker et hastigt voksende grønt monster knurre i maven ved tanken om, at hendes dame ryster røv foran fremmede.
»Jeg er en dårlig feminist!« klager cool Jo lettere desperat til veninderne og ikke mindst til sig selv, idet hendes selvbillede lider et skamfuldt knæk, men lige meget hjælper det. Og Chase har bestemt ikke tænkt sig at tækkes sin kærestes smålighed.
Jos reaktion er både underholdende tåkrummende og overmåde genkendelig for enhver, der på et tidspunkt måtte have mærket jalousien kvase al fornuft, og den feministiske LGBTQ-vinkel minder på kæk og kærlig vis om, at dobbeltmoralen selvsagt kan blomstre overalt, uanset hvor frigjort og overskudsagtig man selv mener, at man er.
Sæson 3 genbesøger Chase og Jo i ’Spontaneous Combustion’, men det vil være synd at afsløre i hvilken kontekst, før du har set ’Lady Cha Cha’.
Læs også: Netflix-perles syn på kærlighed er dybt udsædvanligt i serieland
Læs også: Netflix’ ‘Lovesick’ elsker sine forvirrede millennials – og det elsker jeg serien for