KOMMENTAR. Millennial-generationen er fuld af forkælede voksenbabyer, der klynker over kuldsejlede karrieredrømme og Tinder-weltschmerz, alt imens presset for at tjene til dagen, vejen og økologiske øl fra det lokale mikrobryggeri samt agere hashtag-fanebærere for positive køns- og kropsaktivistiske budskaber slider på nerverne.
The struggle is real og skarp satire vejen frem, når unge voksne veloplagt løber løbsk på den lille skærm i serier som ’Fleabag’, ’Broad City’, ’Love’, ’You’re the Worst’ og ’Girls’. Underholdningsværdien er høj, men tiltroen til, at de forvirrede hovedkarakterer nok skal finde hoved og hale i livets labyrint og gøre sig fortjent til happy beginnings på tærsklen til 30 ligger ofte på et lille sted. Ligesom seriernes blik på millennial-frøene tangerer det sadcom-kyniske.
Netflix’ nu (angiveligt) afsluttede komedieserie ’Lovesick’ af ’The Crown’-forfatter Tom Edge er en anden fisk – skønt den på overfladen er så generisk som genrens abc.
Klamydia-affæren
Rammefortællingen går på, at Dylan (Johnny Flynn fra ’Skyerne over Sils Maria’) har fået klamydia, og ligesom Nikolaj Coster-Waldau i tv-filmen ’Jakobs liste’ pligtskyldigt opsøger samtlige piger, han har haft sex med over de seneste år. Hvert afsnit dedikeres til et pigenavn og benytter sig flittigt af flashbacks for at oprulle Dylans seksuelle historie, der flettes sammen med hans nutidige crush på bedsteveninden Evie (Antonia Thomas).
Dylan er en akavet romantiker med tilpas shaggy hårpragt og underspillet charme, der forelsker sig hver anden uge og ikke kan finde ud af at slå op med sine kærester (der for de flestes vedkommende er velkomment flerfacetterede kvinder), mens roommaten Luke (Daniel Ings fra ’The Crown’) er en womanizer af Joey-stereotypen, der imidlertid overraskende og uvildigt bliver smittet med Dylans eksistentielle krise, som serien skrider frem.
Med til firkløveret hører slutteligt Angus (Joshua McGuire fra ’Mr. Turner’, der udviser genial og rørende komisk timing), ’Lovesick’s tøffelhelt, der trynes af en frygtelig kvinde, mens panikken over ikke at fået succes på arbejdsmarkedet post-college får blodtrykket til at stige under de røde krøller.
Så langt, så millennial-serie-genkendeligt, men det, der adskiller ’Lovesick’ fra sine jævnaldrende fæller, er dens klippefaste tro på hovedpersonernes universelle missioner. Uanset hvor mange klodsede benspænd og nederlag, der står i vejen for Dylan, Luke, Evie og Angus, er serien på drømmernes side. Som Dylan formulerer det i tredje sæson:
»Jagten på kærlighed er fuld af hjertesorger, skuffelse og elendighed … indtil den ikke er det«.
Udover Aziz Ansaris mesterlige ’Master of None’, enkelte episoder af Netflix’ ’Easy’ (hvis kvaliteter vi før har besunget her) og Rays afsluttende sideplot i ’Girls’ er det ikke mange komedieserier, der udviser en lignende varm sensibilitet over for vestlige millennials’ kærlighedsprojekter. Som forventes det, at generationen først og fremmest må betale en hård pris for sine medfødte samfundsprivilegier i den moderne verden.
Hyldest til venskaberne
’Lovesick’ bekender sig åbenhjerteligt til, at en famlende millinneal godt kan trodse den kyniske tidsånd og gøre sig fuldt fortjent til at score skatten for enden af regnbuen. Sådan går det ikke altid for alle, men sådan går det også. Det budskab formidles, uden at ’Lovesick’ forfalder til sukkersødt ævl eller går på kompromis med indsigtsfulde observationer omkring de filtrede relationer, der dagligt jokker os over tæerne. Og som gør varige venskabers sociale sikkerhedsnet lige så livsnødvendige som forelskelsens rus.
Seriens bundhumane hyldest af venskaberne, der holder os oven vande, når hverdagens fundament slår sprækker, er således mindst lige så – hvis ikke endnu mere – sympatisk portrætteret som ’Lovesick’s love stories.
I en scene i tredje sæson afslører den normalt ukueligt optimistiske Angus for vennerne, at han er blevet dumpet af sin forlovede, som omgivelserne i forvejen så som en absurd overscoring for den lille fjollede mand:
»Hvis jeg skal være fuldstændig ærlig, er jeg faktisk helt utroligt knust«, siger Angus med ukarakteristisk hudløs melankoli for en figur, der i lignende serier var forblevet parkeret i pauseklovnenes hjørne. I sådanne øjeblikke formår ’Lovesick’ at trække tæppet væk under vores forudindtagede forventninger med velrettede følelsesmæssige mavepustere, der knytter tættere bånd mellem seer og serie.
Jeg har sjældent følt mig i så godt komedieserieselskab som med Dylan, Evie, Luke og Angus. Man griner af dem og med dem, og ville gerne flytte ind i deres delte lejlighed i (super cool) Glasgow og drikke spandevis af te og tage med til perifere venners pinlige bryllupper i det skotske countryside. Holde dem i hånden, når kærligheden gør ondt, og poppe champagnepropperne, når den går godt.
Desværre tyder meget på, at tredje sæson blev ’Lovesick’s sidste. Det er trist, men I get by with a little help from my friends.
Læs også: Netflix-perles syn på kærligheden er højst usædvanligt – og dybt sympatisk