(Spoiler-advarsel: Læs først med, når du har set ugens afsnit ’House of the Dragon’).
Ugens bombe
De første dråber Targaryen-blod i kampen mellem De Sorte og De Grønne blev udgydt i ’House of the Dragon’-sæsonfinalen, der var et effektivt point of no return for serien.
Først mistede Rhaenyra sit ufødte barn i en brutal scene, der var direkte affødt af nyheden om Aegons kroning. Og i afsnittets åndeløst spændende sidste minutter blev Lucerys Velaryon bidt i stykker af Aemonds enorme drage, Vhagar.
Minutterne op til det fatale øjeblik var perfekt orkestreret i den silende regn ud for Storm’s End (et effektfuldt greb til at maskere den tvivlsomme CGI). Der var dømt sitrende intensitet, allerede da Lucerys steg af sin drage i håb om at overtale Borros Baratheon til at tilslutte sig Rhaenyra, kun for at erfare, at Aemond og Vhagar var kommet ham i forkøbet.
Scenen blev kulminationen på Aemond og Lucerys’ rivalisering, der som bekendt kostede Aemond øjet. Og så satte den en stor fed streg under, at Targaryen-slægtens kontrol over dragerne er en illusion – især når det gælder så uerfarne drageryttere som Aemond og Lucerys.
Skræmt fra vid og sans gik Lucerys’ drage Arrax uforvarende til angreb på den langt større og stærkere Vhagar, der som universets ældste drage svarede med dødsstødet.
At det ikke var Aemond, der intentionelt dræbte Lucerys, er endnu et skridt mod en humanisering af De Grønne. Noget lignende så vi i sidste afsnit, hvor Alicent ikke ville dræbe Rhaenyra og desuden fik rygdækning for sit komplot om at overtage tronen ved at have fejlfortolket Viserys’ sidste ord.
Sæsonfinalens sidste indstilling, hvor Rhaenyra stirrer direkte ind i kameraet, var et klart signal om, hvad vi kan forvente i næste ombæring: Endnu mere død og ødelæggelse.
Ugens magtspil
Som i sidste uges afsnit var det primært de interne magtspil, som kom for dagen – denne gang med Dragonstones golde hale som kulisse.
Daemon og Rhaenyras forhold blev sat på en prøve, da de reagerede vidt forskelligt på nyheden om tronranerne.
Daemon blev nærmest opstemt over udsigten til endelig at bevise sit værd som hærfører og erobre rytterløse drager, mens Rhaenyra viste diplomatisk mådehold.
Sandheden om, at guderne slår plat eller krone, når de bestemmer, om en Targaryen går galskab eller storhedens vej, som vi hørte i første afsnit, blev yderligere sat på spidsen. Det store spørgsmål er så, om Rhaenyra kan tøjle sin vrede i lyset af sin søns død, eller om hun vil lade sig opildne af Daemon til at forfølge et koldblodigt modangreb – og dermed risikere at regere over askefyldte ruiner.
Duoens forskelligheder virker uforsonlige, og Daemons fysiske vold mod Rhaenyra lovede ikke godt for deres videre forhold.
Der var i det hele taget ikke meget kærlighed at spore mellem de to Targaryen-herskere i ugens afsnit. Daemon overlod Rhaenyra fuldkommen til sig selv, da hun aborterede, mens han planlagde deres modsvar til lyden af hendes gennemtrængende skrig.
I sidste ende var det dog Rhaenyras taktiske diplomati, som overbeviste Lord Corlys (der klarede frisag i sin kamp med døden) og Rhaenys om at støtte hende. Det var en alliance, der om noget vendte magtbalancen til De Sortes fordel.
Ugens største spørgsmål
Går Jacaerys Velaryon en lige så grum skæbne i møde som sin lillebror, når han rejser nordpå for at vinde støtte fra overhovederne i The Vale og Winterfell?
I The Vale skal han møde Lady Jeyne Arryn, der er Rhaenyras afdøde mors kusine. Det burde være en oplagt alliance for De Sorte. Til gengæld spøger Daemons mord på sin første hustru, Rhea Royce, i baggrunden. Huset Royce er nemlig Arryn-slægtens vasaller. Mon det får betydning for Jacaerys’ succes?
Efter The Vale drager han nordpå mod Winterfell, hvor den unge Cregan Stark regerer. Vi ved fra ’Game of Thrones’, at Stark-slægten går meget op i at holde deres ord, hvilket også lover godt for en potentiel alliance.
Spørgsmålet er selvfølgelig også, om Otto Hightower og Alicent har lagt flere fælder på Targaryen-drengenes vej. De eneste drageryttere på De Grønnes side er Aegon, Helaena og Aemond. Sidstnævnte er travlt beskæftiget mod syd, mens vi må forvente, at den nyslåede konge og dronning ikke valser rundt for at gøre kur til deres undersåtter.
Noget tyder altså på, at Jacaerys har frit lejde til at vinde Nordens gunst.
Sæsonens bundlinje
Da ’House of the Dragon’ sprang markant i tid i afsnit seks for at gentage en række af de samme pointer fra de forudgående episoder, mistede jeg næsten modet.
Ingen af de komplotter, der var blevet sat i søen, blev indfriet, udviklingen virkede forhastet, og flere gabende huller i seriens fundament truede med at kuldsejle HBO’s nye flagskibsserie.
Efter sæsonfinalen tør jeg godt indrømme, at jeg tog fejl.
Showrunner Ryan Condal har i interviews fortalt om nødvendigheden af at vise de små intriger, der skabte grobunden for Dance of the Dragons, og i sæsonens velsmurte sidste fire afsnit beviste han sin pointe.
Selvom de mange tidsspring overordnet set gjorde første sæson til en ujævn oplevelse, lykkedes den langsomme opbygning mod borgerkrigen med at give os et indgående kendskab til karaktererne og deres indbyrdes nag, som gjorde det så meget desto mere effektfuldt, da konflikterne brød ud i lys lue efter Viserys’ død.
Condal har lovet, at anden sæson vil sætte tempoet i vejret, da serien nu har formidlet den nødvendige baggrundshistorie for den egentlige hovedret: The Dance of Dragons. Det lover godt for den videre fortælling, der dog forhåbentligt fortsat vil fokusere på at uddybe og nuancere karaktererne i stedet for at halse blindt efter krigens fremmarch.
Efter fire stærke afsnit i streg, der alle har været båret af en stærk dramatisk plotmotor og velspillet karakterdrama, begynder jeg at tro på, at ’House of the Dragon’ sagtens kan blive en værdig arvtager til ’Game of Thrones’.
‘House of the Dragon’ kan ses på HBO Max.