Man ved, at et meme er i sine døende øjeblikke, når Google laver et easter egg på deres søgemaskine.
Således er efterårets mest virale TikTok-øjeblik, den efterhånden ikoniske Negroni Sbagliato, blevet gæstestjerne hos Google.
Googler du drinken eller navnene på enten Olivia Cooke eller Emma D’Arcy, som var med til at gøre Negronien til efterårets største hit, bliver du ikke kun mødt af dine søgeresultater, men også to arme, der skåler i en Negroni Sbagliato.
En fin lille detalje er i øvrigt, at de to skuespillere tilsyneladende er afbilledet som deres House of the Dragon’-roller.
Den ene arm er dækket i et grønt ærme, hvilket må formodes at være Cookes karakter dronning Alicent Hightower, som netop bærer denne farve.
Den anden arm er derimod iklædt et sort ærme, hvilket også gør sig gældende for Rhaenyra, D’Arcys rolle.