OBS: Artiklen indeholder spoilers for hele ‘Better Call Saul’-serien.
I allerførste scene af ’Better Call Saul’ mødte vi Saul Goodman på en cinnabon-café i Omaha, Nebraska.
Siden har vi gennem seks sæsoner, i sort-hvide billeder, vendt sporadisk tilbage til Gene Takavic, Sauls nye identitet i kølvandet på hændelserne i ’Breaking Bad’, hvor Goodman var et mulehår for at blive revet med i Walter Whites fald.
Men først og fremmest har vi set, hvordan Saul Goodman blev til, altså advokaten Jimmy McGills udvikling mod den glatte ål, vi lærte at kende i Vince Gilligan og Peter Goulds epokegørende meth-serie.
Nu er ringen sluttet. I de sidste afsnit af ’Better Call Saul’s sidste sæson vendte vi tilbage til Gene, der blev indhentet af fortiden. Eller rettere: Af sine fortider, i flertal.
Sammen med Kim Wexler forlod vi Jimmy i fængslet, overladt til små hundrede år bag tremmer. Og det mærkelige var, at det nærmest var en lykkelig slutning.
For i sidste sæson af ’Better Call Saul’ oplevede vi den forråelse, der gjorde skrupelløse Saul Goodman mulig. Kim, der til sin egen forbløffelse havde nydt sin leg med djævelen, mere end hun nogensinde ville have drømt om, fandt endelig den moralske nødudgang, efter legen blev grumme alvor med Howard Hamlins tragiske død.
Men Jimmy fortsatte sin færd mod mørkets hjerte, tilsyneladende med mindre og mindre omtanke for de åbne menneskelige sår, han efterlod på sin vej.
Det interessante ved portrættet af Jimmy McGill var, at det ikke var en historie om en god mands moralske deroute.
Det var en historie om en født svindler, en gudbenådet hustler, der fik flere chancer for at betræde de renfærdiges sti. Først gennem det komplicerede forhold til storebroren Chuck, siden gennem kærligheden til Kim. Ingen af delene lykkedes.
Det lille drama
Hans forståelige mindreværd over for den genialske advokatstorebror overtrumfede i sidste ende drømmen om en succesfuld selvstændig karriere som sagfører, mens flirten med fare fra start var en så indgroet del af hans og Kims forhold, at det blev mere og mere uklart, hvad de var som par uden.
I sin natur var Jimmy en mand uden stopklods. Som en alkoholiker eller narkoman var der altid et fix mere – trods gode intentioner om det modsatte.
Aldrig var det mere tydeligt end i de nye, udførlige scams, Jimmy begyndte at orkestrere i sit nye undercover-liv som Gene med sin tidligere klient som mere eller mindre velvillig hånddukke. Selv da den ene håndlanger sagde fra, fordi han ikke ville røve en uskyldig kræftsyg mand, fortsatte Jimmy ublu, måske forbundet til en latent vrede mod en anden kræftsyg mand, hvis mørke han engang var indhyllet i …
Serieskaber Vincent Gilligan har beskrevet Saul Goodman som en kakerlak, der altid overlever, om så apokalypsen står for døren, men her gik det så omsider galt.
Der var noget smukt i, at det efter de episke kartelassocierede opgør, Jimmy har befundet sig i adskillige gange gennem årene, var et banalt tyveri, der fik ham stoppet. Som Al Capone, der blev fældet for skattefusk.
Den thrillerglade side af mig, der de seneste sæsoner har holdt vejret, efter ’Better Call Saul’ blev mere og mere ’Breaking Bad’-agtigt nervepirrende i spillet mellem Gus Fringe og The Salamancas, kunne ikke lade være med at være en smule skuffet over, at det var et så lille og ubetydeligt drama, der skulle styre serien i land.
Men jeg respekterer samtidig Gilligan og Goulds mod til at gå den lavmælte vej. ’Better Call Saul’ har fra første færd været et mere tålmodigt, langsomt pacet karakterdrama end ’Breaking Bad’, og med denne slutning satte de en tyk streg under forskellen på de to serier, komplet med cellebilleder, der mere lignede Robert Bressons ‘En dødsdømt flygter’ end Alberqurques kulørte univers.
Det var en ’Better Call Saul’-slutning, ikke en ’Breaking Bad’-slutning.
86 år mod et stykke sjæl
I hvert fald ikke i skala og fortælledrive. Men på andre måder var det selvfølgelig. Walter White og Jesse Pinkman vendte tilbage i tredjesidste afsnit med den perfekte titel ’Breaking Bad’ (Saul Goodman dukkede første gang op i et ’Breaking Bad’-afsnit kaldet ’Better Call Saul’). Jesse mødte Kim for en kort bemærkning foran Sauls advokatkontor, og vi fik et flashback til Walter og Sauls bunkbedding via Robert Fosters støvsugerreparatør/forsvindingsekspert før Sauls exit i ’Breaking Bad’.
Bryan Cranston og Aaron Pauls cameos var først og fremmest fanservice, i bedste fald hyggeligt, i værste lidt ligegyldigt. Men det kunne nok ikke være anderledes.
Et meget mere meningsfyldt comeback var til gengæld Betsy Brandts Marie Schrader, der stadig sørger over sin mand Hanks chokerende død for Walters øjne i ørkenen i ’Breaking Bad’s sæson 5.
Hendes sorg og vrede var en bevægende påmindelse om det lange spor af ofre, de grådige mænd Walter White og Jimmy McGill har efterladt. Sammen med Howard Hamlins enke fik Marie os til at huske, hvordan charmen og glimtene af et varmt hjerte på ingen måde undskylder Jimmys forseelser.
Twistet i finaleafsnittet var selvfølgelig, at vi for en stund troede, at Jimmy ville hustle sig hele vejen til en alt for billig fængselsstraf, sikkert med tidlig udgang for god opførsel, men med enhver rest af menneskelighed og samvittighed efterladt på møddingen.
I stedet fik vi altså det, man med lidt god vilje kan kalde en happy ending: En Jimmy McGill, der tog ansvar for sine handlinger. Manden, der ikke ville bruge en tidsmaskine til andet end at sikre sig guld og grønne skove, byttede syv år til 86. Mod at få lidt af sin sjæl igen.
Et enestående dobbeltværk
I sidste ende var Kim det eneste, der kunne vække Jimmys empati. Mens Jimmy gik i alliance med Walter White i Alberqurque, havde hun selv startet et nyt liv, en mondæn alibitilværelse med et uengageret »måske« som svar på ethvert spørgsmål. Godt nok havde hun i modsætning til Jimmy forladt den lyssky levevej, men på en måde var hendes flugt ikke meget anderledes end hans i Nebraska: Hun havde brudt sin faustiske pagt, men aldrig påtaget sig sine synder.
Nu var det på tide. Hun indså, at hendes soning kun kunne ske gennem en uforbeholden erkendelse af skyld. En ærlighed uden indvendinger. Det varmede at se hende påtage sig det con amore-job for ægte advokattrængende, som hun altid har brændt allermest for. Et livslangt bodsarbejde venter.
Mens dødsfald i mange andre serier mest af alt er en plotmotor, vidnede det om ’Better Call Saul’s mesterskab, at Lalos mord på Howard ikke blot var et chok, et twist, men et helt afgørende menneskeligt vendepunkt. Både ’Saul’ og dens forgænger har elegant skildret, at det næsten altid vil have uigendrivelige, uforudsigelige konsekvenser, når man breaker bad. Uanset hvor meget man retfærdiggør sine handlinger for sig selv.
Det var vemodigt at sige farvel til Jimmy der bag pigtrådshegnet. Men også sært opløftende. Et budskab om erkendelse, soning og moralsk triumf – uden dårlige undskyldninger for alt det utilgivelige.
Vince Gilligan udtalte forleden, at der ikke kommer flere ’Breaking Bad’-spinoffs. En fornuftig beslutning. Filmen ’El Camino’ om Jesse Pinkman viste, at det er svært at opfinde den dybe tallerken for tredje gang.
Men med ’Breaking Bad’ og ’Better Call Saul’ sidder vi tilbage med et dobbeltværk uden mange sidestykker i tv-historien. Overraskende, neglebidende spændende, stilistisk gennemførte og dybdegående karakterportrætter, der vil blive set og genset i mange år fremover.
’Better Call Saul’ kan ses på Netflix.