‘El Camino: A Breaking Bad Movie’: Hvorfor egentlig ændre en fuldendt afslutning?
(Anmeldelsen spoiler ikke handlingen, men hvis du absolut intet vil vide om den nye ‘Breaking Bad’-film, så gem den, til du selv har set filmen)
Da Jesse Pinkman drønede mod friheden i en camino i de sidste sekunder af ’Breaking Bad’, var det en fænomenal sortie for en karakter, der om nogen havde badet i traumer i Walter Whites blodspor. Det var så godt, fordi Pinkmans latter bag rattet var svær at blive klog på, det var en blanding af eufori og desperation, og i sofaen måtte vi skrive hans fremtid et sted imellem polerne.
Det var en ret vidunderlig opgave, men Vince Gilligan, manden bag ’Breaking Bad’, har nu taget den fra os igen, fordi han ikke kunne dy sig for selv at følge Pinkmans historie til dørs.
Dermed har han også sendt sig selv på en næsten umulig mission: at overbevise os om, at ’El Camino’, som den nye film hedder, overhovedet har en berettigelse, dér i halen på en historisk suveræn serieafslutning.
Det er en mission, filmen aldrig fuldfører.
Vince Gilligan har ellers opnået noget lignende med den mesterlige spinoff-serie ’Better Call Saul’, der har fundet sin identitet som et mindre eksplosivt, ekstremt facetteret studie af svindleradvokaten Saul Goodman.
Man har måske fortrængt, at spinoff-serien lagde fra kaj som noget helt andet, nemlig en bleg efterligning af ’Breaking Bad’ med Tuco Salamanca på flere iltre eskapader. Lidt sådan er ’El Camino’ også til tider, særligt i de flashbacks, hvor Jesse Pinkman bliver tvunget på tur med Todd (Jesse Plemons), mens han stadig er slavearbejder hos de gangstere, Walter White endte med at plaffe til kødstumper i ’Breaking Bad’-finalen.
Jesse Plemons er altid formidabel, men det er svært at gennemskue, hvorfor vi skal se Todd give flere prøver på sin dovne form for psykopati, noget, han jo gjorde så tit i moderserien.
Ligesom det er svært at blive klog på, hvorfor ’El Camino’ bruger en pæn del af spilletiden på at vise Pinkmans lidelser som gangsterfange, for det bekræfter ikke andet end det, vi allerede kunne tænke os til.
Det smager lidt af fanservice, også når en vis skrotpladsejer dukker op og gnægger »magnets« med henvisning til et af de Pinkman-øjeblikke, der blev udødeliggjort i memes på internettet.
Minderne er gode, men nikkene til eget univers hjælper ikke med at retfærdiggøre det nye besøg i Albuquerque.
Til gengæld siger de en del om ’El Camino’: Filmen er et loyalt bud på, hvad der realistisk kunne hænde Jesse Pinkman efter flugten, han gemmer sig fra politiet, erindrer de tragiske hændelser og går på jagt efter en sum penge, så han kan forsvinde fra New Mexico. Hvor ’Better Call Saul’ er overrumplende, fordi serien opnår noget helt andet end ’Breaking Bad’, er den nye film næsten renset for overraskelser.
Det eneste opsigtsvækkende er måske, i hvor høj grad ’El Camino’ sværger til thrillergenren, og hvor lavmælt den sniger sig uden om den action, som sidste sæson af ’Breaking Bad’ ikke sparede på. Den dyrker suspensen, og når kuglerne endelig brager ud af pistolløbene, bryder de kun tavsheden for en stund.
Gilligan har stadig et sikkert greb om psykologien, og få er bedre end ham til at udfolde et indre liv i billeder, som når Pinkman nærstuderer en ensom sort bille, der kravler rundt på hans fingre, eller når strålerne fra bruseren minder ham om den spuling, som Todd og co. udsatte ham for.
At instruktøren har held med troværdigt at skildre den tidligere narkohandler som andet end et vrag – han har trods alt set sine elskede forsvinde som træernes blade i november – er i sig selv en bedrift, særligt fordi han gør det uden at ofre seriens humor.
Bedst er ’El Camino’ i de få flashbacks med Walter White, hvor samtalerne er tunge af alt det, vi ved vil ske. Når White i narkokarrierens forår forsøger at overtale Jesse til at studere business på college, holder vi det op mod de tragedier, den kræftramte kemilærer senere lod vælte over sin tidligere elev, og det tilføjer en dyb smerte til de trivielle ord.
Det er også en påmindelse om Whites ondskab og dermed en tilskyndelse til, at vi gransker vores egen moralske vurdering af ham, endnu engang.
Men tilføjer det afgørende nyt til fortællingen? Jeg synes det ikke. Det er snarere en bekræftelse af det, vi vidste, en sympatisk gestus til de fans, der hungrede efter mere Pinkman og White.
Og det er bare ikke en tilfredsstillende undskyldning for at skrive videre på en fortælling, der var fuldendt i forvejen.
Kort sagt:
’El Camino’ maler et troværdigt portræt af Jesse Pinkman efter den flugten i ’Breaking Bad’-finalen, men filmen, en fortsættelse af en allerede fuldendt serie, formår aldrig at legitimere sin egen eksistens.
Læs også: Lyt til podcasten SOUNDVENUE STREAMER om de nyeste og mest spændende streamingserier og -film