‘Bad Sisters’: Sjældent har det været så vidunderligt at hade en karakter som Claes Bang i ny serie

‘Bad Sisters’: Sjældent har det været så vidunderligt at hade en karakter som Claes Bang i ny serie
Claes Bang i 'Bad Sisters'. (Foto: Apple TV+)

Man gør sindssyge ting for sine søskende. Og alle ved, at dårlige kærester derfor skal kigge sig en ekstra gang over skulderen.

I ’Bad Sisters’, den nye Apple-serie fra ’Catastrophe’-powerhouse Sharon Horgan, går fire søstre sammen om at slå den femte søsters mand ihjel. Han spilles af Claes Bang og er omtrentlig lige så misogyn og vidunderlig at hade som ’Matador’s Lærer Andersen. Selv hans navn rummer dobbelt op på patriarkalsk øvhed: John Poul.

Vi starter ved begravelsen. Bang ligger i åben kiste med en ordentlig rigor mortis i bukserne. Gennem de næste 10 afsnit finder vi ud af, hvad der tog livet af über-boomeren John Poul. Og tro mig. He had it coming.

Bang er som John Poul episk i sin nedladenhed. Han beder en af søstrene om at skylle ud efter ham, da hun overtager toilettet. Eller han er decideret uhyggelig, som når han sidder og griner skælmsk, da det går op for hende, at han har stjålet hendes nøgenbillede.

‘Bad Sisters’ (Foto: Apple TV+)

Derfor er det også ekstra vidunderligt at følge søstrene forsøge at dræbe Claes Bang i afsnit efter afsnit. Det er pirrende, fordi man ønsker det så hårdt, og de hele tiden er tæt på.

’Bad Sisters’ rummer langt mere end sit vidunderlige Bang-hate. Thriller-komedien er kvinde-dyb i samme stil som ’Big Little Lies’ og ’Sharp Objects’ – bare tilsat slapstick-sjov og fjol.

Garvey-søstrene er tætte som killingefostre i en højgravid kat. De slås for sjov, men giver også hinanden reelle slag, hvis de støder for hårdt til hinanden. Alle har hver deres motiv for at dræbe Claes Bang.

Konen Grace er et karakterstudie i et menneske, der langsomt eroderer under den konstante mobning og nedgørelse. John Poul får sin stakkels kone til at udføre alskens mærkelige, huslige opgaver som at gå hans vandresko til i hjemmet. Og så kalder han hende ’Mammie’, vrængende som et forkælet barn.

‘Bad Sisters’ (Foto: Apple TV+)

Det er helt igennem hjerteskærende at se skuldrene ryge helt op til ørene på skuespilleren Anne-Marie Duff, mens øjnene tilsvarende falder længere og længere ned i ansigtet på hende. Hun ligner et menneske i opløsning.

Søstrene må derfor også på en måde kæmpe med tiden. Grace nedbrydes langsomt, men sikkert. Fortsat i en vanvittig tro på og forelskelse i den mand, der hellere onanerer foran computerskærmen på kvistværelset – hvorfra han også i øvrigt chikanerer Graces venner – end elsker med hende.

Serien springer i tid. Sideløbende forsøger et brødrepar at opklare, hvem der slog Claes Bang ihjel. Sammen har de arvet farens forsikringsselskab, og de bliver ruinerede, hvis den store sum fra livsforsikringen skal udbetales. Der er også mere på spil for brødrene. Thomas’ kæreste er syg og gravid, og deres afdøde far havde måske ikke helt rent mel i posen.

Samtidig er Matthew blevet forelsket i en af søstrene, Becka. Hele tiden vikles deres tunger ind i hinanden for at skabe konflikt i den del af historien, hvor Claes Bang er død. Men man tror desværre ikke helt på, at de to voksne mennesker er villige til at sætte familiebåndet over styr efter en enkelt date. Romeo og Julie er en klassiker, men de to var også teenagere.

‘Bad Sisters’ (Foto: Apple TV+)

Seriens største styrke er måske dens vidunderlige, etiske morads. For ønsker Grace selv sin rædselsfulde mand død? Eller er søstrenes egne motiver for at dræbe ham så store, at de mest gør det for deres egen skyld? Nyskabende for kvinderne i ’Bad Sisters’ er, at det er helt naturligt, de er nogle dumme svin.

Fra ’Sex and the City’s egotrippende Carrie, der brugte sin status på penge og mænd, er vi nu nået til et punkt i tv-historien, hvor middelklassekvinder opfører sig reelt sindssygt.

Det er er moralsk forkert at slå nogen ihjel. Men Claes Bang får det til at føles så godt.


Kort sagt:
Sjældent har det været så vidunderligt at hade en karakter fra en tv-serie, som det er at hade Claes Bang i ’Bad Sisters’. Derfor er det heller ikke spildt underholdning at se gruppen af mere eller mindre drikfældige søstre bruge 10 timer på at nå hans endeligt.

Anmeldt på baggrund af hele serien.

‘Bad Sisters’. Serie. Serieskaber: Sharon Horgan. Medvirkende: Sharon Horgan, Claes Bang, Anne-Marie Duff, Eva Birthistle, Sarah Greene, Eva Hewson, Brian Gleeson, Daryl McCormack. Spilletid: Ti afsnit á 50-60 minutter. Premiere: 19. august på Apple TV+.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af