Claes Bang har i den grad fået hul igennem til det store udland efter sit internationale gennembrud i ‘The Square’.
Han kunne senest opleves som ond karl i vikingefilmen ‘The Northman’, og nu kan han tilføje endnu en international skurkerolle til cv’et.
Bang (som naturligvis også brillerede i Netflix-gyserserien ‘Dracula’), er nemlig blevet annonceret i en bærende rolle i prestigeserien ‘The New Look’ fra Apple Tv+. Her skal han spille nazisten Hans von Dincklage, der udspionerer det kvindelige borgerskab i Paris under den tyske besættelse anno Anden Verdenskrig.
Seriens hovedrolle skal dog findes i Ben Mendelsohn, der spiller Christian Dior, som udfordrer tidens militære modebillede med sit såkaldte New Look (selve kollektionen blev dog ikke lanceret før efter krigens slutning, i 1947). Han kæmper om tronen med Coco Chanel (Juliette Binoche), hvis strømlinede design han langsomt får væltet med sin mere romantiserede stil, der talte til kundernes længsel efter endelig at drømme sig væk i glamour efter den mørke besættelsestid.
Dior og Chanel er ikke de eneste kendte designere, der vil dukke op i serien. Også Balmain, Balenciaga, Givenchy, Pierre Cardin og Yves Saint Laurent vil blive portrætteret i serien, skriver Deadline.
På rollelisten finder man desuden Maisie Williams som Christian Diors lillesøster Catherine. John Malkovich skal spille Lucien Lelong, ejer af et af datidens fremmeste modehuse i Paris, mens Emily Mortimer indtager rollen som Coco Chanels nære ven og inspirationskilde Eva Colozzi.
Serien er skabt af Todd A. Kessler, der tidligere har stået bag serierne ‘Bloodline’ og ‘Damages’. Det er endnu uvist, hvornår ‘The New Look’ får premiere.