(Spoiler alert: Artiklen indeholder spoilers for hele serien. Soundvenues spoilerfri anmeldelse af de første fire afsnit kan læses HER).
Det er ikke en overdrivelse, når jeg siger, at ’Andor’ er noget af det bedste, Star Wars har at tilbyde. Det er også den serie, som minder mindst om Star Wars nogensinde, og det er ikke et tilfælde.
Serieskaberen Tony Gilroy, som er selvudnævnt »ikke særligt stor fan af Star Wars«, har formået at udvikle franchisen. Men måske er det allerede for sent?
Ikke nok med at de seneste tre Star Wars-film var dårlige, så har serierne taget et ordentligt dyk i kvalitet efter første sæson af ’The Mandalorian’.
Det er efterhånden kun de allermest hardcore Star Wars-fans, som holder ud efter den skuffende ’Obi-Wan Kenobi’-serie og den helt forfærdelige ’The Book of Boba Fett’. Det har efterhånden udviklet sig til Disney-pladder, hvis eneste substans er at trække på nostalgien.
Men her adskiller ’Andor’ sig fuldstændigt. Serien følger en af hovedpersonerne fra ’Rogue One’, Cassian Andor, fem år før filmen finder sted. Vi ved, at han ender sin karriere som en af rebellerne, der hjalp med at stjæle planerne til Dødsstjernen, men nu finder vi ud af, hvem han var inden.
Vi samler op på det bedste og det værste fra ’Andor’s 12 afsnit, der nu er ude på Disney+.
Det bedste: Både for fans og nytilkommere
Tidligere har det krævet en stor mængde forudgående viden at kunne forstå Star Wars. Især anden sæson af ’The Mandalorian’ introducerede mange karakterer, som fans glædede sig til at gense, mens uindviede undrede sig over, hvorfor kameraet afslørede deres identitet som et gammelt gensyn.
For at teste, om ’Andor’ kunne ses uden at have set alle elleve film og syv serier, så jeg den med mine kære forældre uden at sige et ord om, hvor de forskellige karakterer kom fra. Og hele vejen igennem var de engagerede og spændte på næste afsnit, og hvad der ville blive af Cassian.
Når det så er sagt, tilbyder serien også masser af spændende detaljer og tilbagevendende karakterer. Mon Mothma, som senere bliver leder af Rebel-alliancen, og den radikale rebel Saw Gerrera for blot at nævne to. Også ethvert skud i Luthens antikvarbutik er fyldt med detaljer, alt fra en jedi-tempelvagts maske til både jedi- og sith-holocrons og endda et gungan-skjold i baggrunden.
Det bedste: De egentlige skurke i Star Wars
Star Wars er kendt for sine rumtroldmænd med lysende sværd og intimiderende sorte hjelme, men intentionen bag skurkene har altid været en spejling af den virkelige verdens fascisme. Og her er det ikke en gammel rynket mand med lyn i fingrene, der er den egentlige trussel.
Imperiet blev skabt ud af et skræmt demokrati, hvor en udefrakommende trussel nødvendiggjorde en mere magtfuld formand. Og præcis som i 1984 eller nazisternes Tyskland blev flere og flere fremmedgjort og jagtet af det hemmelige politi.
I ’Andor’ får vi for første gang et dybere indblik i Imperial Security Bureau eller ISB, som ikke kæmper mod rebeller, men mod en ide om frihed. Og det er langt mere skræmmende end selv den mest intimiderende version af Darth Vader, for det er tendenser, vi selv kan se i demokratier verden over.
Det bedste: Afsnitsstrukturen og længden
’Obi-Wan Kenobi’ og ’The Book of Boba Fett’ var henholdsvis seks og syv afsnit, men havde begge unødvendigt fyld og forhastede konklusioner. Med ’Andor’ har vi hele 12 afsnit fordelt på, hvad der føles som fire film.
Først har vi tre afsnits introduktion til karaktererne og konflikten på Ferrix. Så tre afsnit som en heist-film på Aldhani efterfulgt af et bindeafsnit. De næste tre afsnit er en fængelsflugt a la ’Escape from Alcatraz’ eller ’The Great Escape’. Og til sidst en todelt finale med hele sæsonens klimaks og setup til næste sæson.
På den måde føles serien hele tiden frisk og fuld af fremdrift, uden at den sidder fast eller fylder tiden med ligegyldige komplikationer. Vi følger også hele tiden tre-fire karakterer samtidig, så der hele tiden sker noget nyt. Det føles langt bedre planlagt end tidligere serier og også den seneste filmtrilogi med Rey, Finn og Poe.
Det værste: Til tider langtrukken
12 afsnit er dejligt lang tid til at udvikle sine karakterer, men til tider kunne serien også godt føles langtrukken. Man behøvede ikke bruge hele to afsnit før Aldhani-heistet, hvor Cassian går og småskændes med de andre.
Hvis serien havde været ti afsnit, havde man ikke mistet det store, men samtidig ville karaktererne fra de historier ikke have efterladt lige så stort indtryk. Det er en svær balancegang at gå, men den lidt sløve start kunne måske godt skræmme nogle væk fra serien, hvilket ville være en skam.
Det bedste: En ’realistisk’ fortælling
Realisme i Star Wars? Det er lidt en selvmodsigelse, når vi har at gøre med laserpistoler og rumskibe. Men hvor alt andet Star Wars handler om universet største helte, som er larger than life og too big to fail, er det langt mere interessant at følge de normale mennesker.
For oprøret består mestendels af helt normale mennesker (og aliens), som ikke har magiske tankekræfter eller er udvalgt til storhed. Vi ved selvfølgelig, at Cassian selv overlever serien, men næsten alle andres skæbner er uskrevne, og det føles, som om alt kan ske.
Der er ikke et eneste lyssværd eller en eneste jedi med i serien, hvilket er troværdigt, da langt de fleste jedis er døde på dette tidspunkt. Og når ’Andor’ er lavet som en spionthriller, føles det meget mere realistisk, når de fantastiske elementer blot er en videreudvikling af, hvad vi kender. En pistol er en pistol, om den så skyder med laser eller kugler.
Det bedste: Den perfekte sæsonafslutning
Det var tydeligt fra starten, at Cassians mor, Maarva, betød meget for ham. Og selvom hun ikke havde meget skærmtid, blev hun portrætteret fantastisk af Fiona Shaw, som gav karakteren dybde.
Det var derfor perfekt, at hendes død og begravelse blev startskuddet for ikke kun Cassians begyndende frihedskamp, men også hele oprørets åbne kamp mod Imperiet. Spændingerne på Ferrix var steget gennem hele serien, og det var altid klart, at det var en krudttønde tæt på at eksplodere.
Udover at afslutte sæsonen tilfredsstillende satte finalen også en sæson to tilfredsstillende op, hvor Bix, Brasso og B2EMO melder sig ind i kampen mod Imperiet, og hvor vi endelig får Cassian og Luthen mere på skærmen sammen.
Det eneste ubesvarede spørgsmål får også en afrunding, hvis man venter til efter rulleteksterne, hvor det afsløres, hvad Cassian lavede i fængslet, nemlig intet mindre end dele af Dødsstjernens laserkanon, som han senere stjæler planerne til, der tillader Luke Skywalker at sprænge den i luften. Full circle.
Det bedste: Fængselsflugten
Vi har set Imperiet torturere rebeller og sprænge planeter med milliarder af mennesker i luften på et sekund, men alligevel blegner de øjeblikke i forhold til Cassians fængselstid på Narkina 5.
Et fængsel med tvangsarbejde vækker selvfølgelig i sig selv minder om koncentrationslejre eller det amerikanske fængselssystem, men det er måden, hvorpå fængslet på Narkina 5 holder deres fanger indespærret, der virkelig gør indtryk.
Fangerne får frataget deres sko og tvinges til at arbejde på et metallisk gulv, hvor enhver modstand mødes med elektrisk stød. Ens skæbne er umulig at flygte fra, og når man har udsonet sin tid, flyttes man blot til en anden afdeling. Det skal ses, før man forstår, hvordan det er Imperiets største ondskab, og efter tre afsnit uden håb kommer flugten som en kæmpe lettelse.
Det er både et vendepunkt for Cassian og enhver seer, der har tænkt: »Imperiet er sgu cool nok med de matchende uniformer og alt det«.
Det bedste: Filmisk kvalitet
’Andor’ er skabt af Tony Gilroy, som også var med på ’Rogue One’, da der skulle laves massive reshoots. Derudover er han kendt for at have skrevet ’Bourne’-trilogien.
Hans take på ’Andor’ er noget af det smukkeste og mest æstetisk gennemførte, Star Wars har været, måske nogensinde.
Alt fra kæmpe computeranimerede panoreringer over planeter og landskaber til closeups af Diego Lunas forfjamskede lille ansigt er fyldt med så mange detaljer. Det føles aldrig, som om Gilroy har taget den lette vej, når kameraet skulle sættes op.
Det værste: Hvor er seerne?
Men alle disse kvaliteter er ikke så meget værd, hvis folk ikke ser serien. ’Andor’ er det perfekte sted for nytilkomne at hoppe ind, da Tony Gilroy bevidst har skabt en god serie, frem for god Star Wars. Det er revitaliseringen, som Star Wars så desperat har brug for, men det kommer måske for sent.
Ifølge Indiewire er seertallene i hvert fald dybt skuffende. Heldigvis er serien forlænget med sæson 2 alligevel, så der er tid til, at det går op for folk, hvad de går glip af.
’Andor’ kan ses på Disney+.