’You Were Never Really Here’: Joaquin Phoenix troner over kultfilm til kommende generationer
Den skotske filmauteur Lynne Ramsay er endelig tilbage med en ny film efter ’We Need to Talk About Kevin’ fra 2011, og ’You Were Never Really There’ er på alle måder den Ramsay-film, jeg har gået og ventet på.
Den kombinerer Ramsays nærmest klaustrofobiske psykologiske portrætter af især det forstyrrede og traumatiserede menneskesind med en overvældende billede- og lydside, der til sammen giver en sjælden, nærmest hallucinerende biografoplevelse.
Historien om Joe er en historie om hverdagens helt taget ud i sin mest brutale potens – og en historie om en mand, der lider af PTSD i mere end én forstand. Joe er veteran fra Afghanistan og er vokset op med en brutalt voldelig far, der har terroriseret både ham og hans mor. Baghistorien præsenteres i ultrakorte og foruroligende flashbacks, der efterlader flere spørgsmål end svar. Nu er han sådan én, man hyrer til at finde kidnappede børn uden at indblande myndighederne, og til samtidig at udøve sød hævn på bagmændene, som Joe uddeler med sin hammer (også farens yndlingsvåben).
Joe spilles af Joaquin Phoenix, der igen giver os en absolut pragtpræstation. Phoenix har taget kilovis af fedt og muskler på til rollen, og hans massive, arrede korpus minder om en tank, der er klar til at rulle henover the bad guys. Kameraet kan slet ikke slippe ham, og det samme gælder for publikum. Der er en farlighed, der gennemsyrer hans væsen, han har rejst sig fra den bange lille drengs skygge og gjort sig selv til et hævnende våben mod andre, der gør børn fortræd.
Men farligheden kan lige så hurtigt erstattes af sårbarhed. I det ene øjeblik er han som en hjælpsom, sympatisk dreng, der hjælper sin gamle mor (Judith Roberts) og putter hende i seng i barndomshjemmet, hvor de bor sammen. I det næste øjeblik ser vi ham med en plastpose over hovedet, kæmpende med sine indre dæmoner. Phoenix’ fysik og skuespil går her i fuldstændig symbiose med Ramsays vision, og den guldpalme, Phoenix vandt i Cannes for bedste skuespiller, var i den grad velfortjent.
Joe får til opgave at redde en ung senatordatter Nina (Ekaterina Samsonov) ud af kløerne på en magtfuld pædofiliring. Det går ikke helt så glat som normalt, og pludselig er Joe selv en jaget mand. Joe vil for alt i verden beskytte Nina, hvilket leder både tankerne hen på Luc Bessons ’Léon’ og Scorseses ’Taxi Driver’, som har samme konstellation: en voldelig mand med intet at tabe, der påtager sig beskytterrollen for en teenagepige. Undervejs får vi et mørkt billede af storbyen som slagmark, der konstant larmer og skurrer på nerverne og står som et trist sjælforladt purgatorium, der får mig til at tænke på Safdie-brødrenes ’Good Time’.
Lyddesignet er i det hele taget fænomenalt, vi opsluges af Joes martrerede sind og hans turbulente indre liv. Alting larmer aggressivt, som om enhver lyd er en fjende, både i storbyen og i skoven, hvor cikaderne larmer foruroligende aggressivt. Indover lydene kører Jonny Greenwoods soundtrack, der mest består af lydbidder af elektronisk variant og små mere klassiske kompositioner, blandet med støj og samplinger. Det agerer perfekt ledsager til billedsiden og får mig til at tænke på samarbejdet mellem Nicolas Winding Refn og Cliff Martinez i ’Drive’ og ’The Neon Demon’.
Ved siden af Greenwoods score kører forskellige tyggegummisøde popsange, der understreger Lolita-temaet og står i stærk kontrast til den voldelige virkelighed, der udfolder sig. Også billedside og klipning står skarpt som et barberblad. Det er i det hele taget en af de sjældne film, hvor alle elementerne løfter sig sammen mod det samme mål og harmonerer perfekt med hinanden.
Kort sagt:
Med sine 85 minutters spilletid og minimalistiske fortællestil står ’You Were Never Really Here’ som et gnistrende isbjerg, der røber akkurat nok, til at man fornemmer dybden under overfalden. Arthouse møder hævnthriller og får det bedste ud af begge verdener. En kultfilm til kommende generationer.