1. FAMILIE er alt
»Pauls film handler om én ting: familier. De handler om personer, der gør op med den familie, de er født ind i, og forsøger at skabe sig en ny familie«.
Paul Thomas Andersons faste fotograf Robert Elswit
Paul Thomas Andersons filmografi har tematisk og periodemæssigt spændt vidt – han har fokuseret på alt fra pornobranchens storhedstid og olieindustriens første boom til Scientologys fremvækst i efterkrigstiden – og i den forstand udgør hans værk en fornem mosaik over Amerika som mytologisk konstruktion såvel som konkret (barsk) virkelighed.
På tværs af alle hans film skinner dog ét overgribende fokuspunkt klart igennem, nemlig familien eller mere præcist: kvaliteten ved at have en familie, nødvendigheden af at høre til et (eller andet) sted.
I ’Boogie Nights’ fungerer Jack (Burt Reynolds) som en surrogatfar for den flok forvildede eksistenser, der udgør staben af ansatte i hans pornofilmgesjæft. Amber Waves (Julianne Moore), en rutineret pornoskuespillerinde, fungerer som flokkens surrogatmor – »en skøn mor for alle dem, der går og mangler kærlighed«, som Jack på et tidspunkt præsenterer hende.
Soundvenue præsenterer: 20-års-jubilaren ‘Boogie Nights’ ved sjælden biografvisning torsdag 14. december
Nu er filmen ikke et skønmaleri – så langt fra – men der hersker en ånd af ægte sammenhold og en respekt for forskellighed inden for rammerne af det fællesskab, Jack har etableret, selvom rammerne i længden ikke er helt så stabile, som idealet om ’familie’ lægger op til.
’Boogie Nights’ kan siges at idealisere 1970erne, hvor de alternative samlivsformer rykkede ind i centrum af samfundslivet. Konservativt indstillede mennesker tolkede udviklingen som sædernes forfald, et unaturligt traditionsopgør, mens unge og liberalt sindede mennesker tolkede den som et gennembrud for den personlige frihed, et opgør med monokulturens (og patriarkatets) snærende bånd.
Man bør i den forbindelse ikke glemme, at hippiedrømmen levede i kraft af opbruddet med gamle familieformer – og sidenhen døde ved sammenbruddet af de nye erstatningsformer. Netop afdøde Charles Manson etablerede for eksempel – i egen perverterede selvforståelse – en ’familie’ i slut-60’erne i ørkenen uden for L.A. Manson-mordene (på blandt andet Roman Polanskis højgravide kæreste Sharon Tate) samt drabet på en publikummer under Rolling Stones’ friluftskoncert ved Altamont – begge i 1969 – anses almindeligvis som hippiedrømmens endeligt, et dødsstød til den del af modkulturen, der var optaget af fremkomsten af et utopisk (post-kapitalistisk) fællesskab.
Det er ikke uvæsentligt, at præmissen for flere af karaktererne i ’Boogie Nights’ er fraværet af en egentlig – det vil sige biologisk – familie eller opløsningen af de strukturer, der kendetegner den klassiske kernefamilie.
Jack – som repræsentant for ikke bare pornobranchen, men måske også som et billede på filmbranchen i bredere forstand – tilbyder både frihed fra de overleverede normers begrænsende indvirkning på disse børn af efterkrigstidens velfærdsboom, men også rammen om et nyt fællesskab, de kan finde sig til rette i.
At mennesket har behov for at tage del i en form for tæt fællesskab, er en pointe, der går igen i så godt som hele Paul Thomas Andersons filmografi. ’The Master’ er en interessant illustration heraf, da filmens handling foregår lige inden de ’overophedede’ 60’ere for stedse ændrede samfundsstrukturere. Eisenhower-æraens knusende konformitet skaber trykket til den selvrealiseringsbølge, Lancaster Dodds kult er udtryk for.
Eddie, den senere Dirk Diggler (Mark Wahlberg), i ’Boogie Nights’ vokser op i en familie, der lever på lånt tid. Da Eddie bryder op fra hjemmet, sidder man som tilskuer med den fornemmelse, at mor (og en stedfar, der er portrætteret som et paralyseret ringvrag) og søn ikke nogensinde vil komme til at reetablere deres forbindelse.
Vi bliver desuden præsenteret for en anden biologisk familierelation, der er brudt op på endnu mere direkte tragisk vis: Amber, klanens surrogatmor, har ikke længere kontakt med sin egen søn – blandt andet af den åbenlyse grund, at det omgivende samfund ikke ser nådigt til hverken hendes beskæftigelse i pornoindustrien eller hendes narkotikamisbrug. Hendes livsvalg afholder hende fra at etablere en varig relation til sønnen.
Ambers personlige tragedie er altså ikke en større anstødssten i filmens univers, end at hun – netop som kompensation? – fremstår som filmens samlende figur, dens bankende, moderlige hjerte. Hun har en masse kærlighed at dele ud af.
Om det er en selvstændig pointe, at biologiske familier har en giftig afsmitning på individer, er et åbent spørgsmål, men der er ingen tvivl om, at medlemmerne i PTA’s surrogatfamilier er bedre tjent med at være samlet end hver for sig. Og at individerne inden for cirklen er bedre tjent med deres nye familie end den, de blev født ind i.
2. FAR er alt (særligt når han svigter)
Der er mange figurer i PTA’s film, der lider under savnet af en nærværende og kærlig farskikkelse, uanset om faren er konkret tilstedeværende i deres liv eller ej. Følgelig er der også brug for nye, alternative farskikkelser for de skadede eller sårede individer, der befolker hans film.
Flettefamilien ’Magnolia’ (1999, opfølgeren til ’Boogie Nights’) byder på en regulær symfoni af individer nedbrudt af ødelæggende patriarker: Quizshow-tv-værten Jimmy Gator (Philip Baker Hall) har været sin kone utro og (formentlig) forgrebet sig på sin egen datter og må følgende lide den tort ikke at modtage besøg fra nogen af dem, da han kæmper med en dødelig kræftsygdom.
Tv-produceren Earl Partridge (Jason Robards) har behandlet sin søn (Tom Cruise) så dårligt, at denne er er blevet en uforbederligt kvindehadende manipulator. Earls dødskamp kaster en lang skygge over ’Magnolia’ og af en god grund: Både Cruise og PTA har afsløret, at de trak på selvoplevet stof (med deres egne fædre) i deres formidling af scenerne med Earl i sygesengen. En tredje farfigur, Rick (Michael Bowen), fokuserer al sin energi på at prime sin hyperbegavede søn Stanley til at klare sig over evne på Gators quizshow (frem for at være en nærværende, kærlig far). Skaden er tydelig på den voksne Stanley (William H. Macy).
I ’The Master’ finder den PTSD-ramte krigsveteran Freddie Quell (Joaquin Phoenix) en ny familie i inderkredsen omkring titlens ’The Master’, Lancaster Dodd (Philip Seymour Hoffman), en L. Ron Hubbard-lignende figur, der omvendt fascineres af den udadreagerende, måske ligefrem dyriske Freddie, der er en åbenlys kontrast til hans egne flyvske abstraktioner. Hvad ser Dodd i Quell, der gør ham egnet som en surrogatsøn? Som et interessant case study for terapiens muligheder (eller begrænsninger)? Eller som kompensation for den sanselighed, han selv savner? Det er et af filmens åbne (men afgørende) spørgsmål.
I ’Hard Eight’ er Sydney Brown (Philip Baker Hall) en mentorskikkelse for den unge, uprøvede John (John C. Reilly), som han prøver at lære, hvordan man klarer sig i Las Vegas’ jungle af flygtige forbindelser. Sydney behøver strengt taget ikke bekymre sig om Johns skæbne, men det gør han.
I ’Boogie Nights’ er farskikkelsen som sagt Jack Horner, en figur, der ud fra en overfladebetragtning minder om Sydney Brown. Ligesom denne er han en sympatisk indstillet mentorskikkelse, der dog plejer en del lyssky forbindelser og derfor også er præget (og plaget) af en vis livstræt kynisme. Ligesom Sydney må Jack også forholde sig til de skuffede forventninger, der følger med at investere følelser (og penge) i en blandet landhandel af unge mennesker, der ikke alle har de bedste udsigter (eller indsigter!) i livet.
Jack er dog noget mere reserveret i sin holdning, og da forretningen ændrer karakter – indvarslet ved det ’kulturskred’, filmen udførligt identificerer ved den nytårsfest, der markerer overgangen fra 70’erne til 80’erne – ændrer Jack også holdning til sin familie: Kreativitet bliver erstattet med dekadence, og nysgerrighed med misbrug og udnyttelse. Han elsker sin familie, men han er også pragmatisk indstillet og i stand til at ofre Dirk, da denne begynder at skeje ud.
For perspektivets skyld kan det være relevant at pege på Daniel Plainview (Daniel Day-Lewis) i ’There Will Be Blood’, der optager en interessant mellemposition mellem egentlig familie og surrogatfamilie, eftersom hans søn, H.W., er adopteret efter en arbejdsulykke, hvor H.W.’s biologiske far dør. I fortællingen om Plainviews storhed og fald (hvis morale er, at rigdom korrumperer) viser familiefortællingen sin styrke derved, at selv en indædt sociopat som Plainview er klar over, at han kan bruge farrollen til at overbevise omverdenen (primært relevante investorer og samarbejdspartnere) om, at han er et familiemenneske, der vil skabe et levegrundlag for sin søn. Han er ikke bare en egoist og opportunist, der vil skumme fløden alene, fordi den smager fedt.
At det alt sammen er en løgn, er en anden sag. Det kan siges at være en selvstændig pointe i PTA’s filmografi, at myten om Amerika er stærkere end USA som realitet.
Farrollen – uanset om den er baseret på blod eller fælles målsætninger – er aldrig uproblematisk i Anderson-regi. Det kan godt være, at Lancaster Dodd, Sydney Brown og Jack Horner gør noget godt i egenskab af at påtage sig surrogatfar-rollen. Men resultaterne er under alle omstændigheder af en tvivlsom karakter.
Surrogatfamilien har måske nok en helende effekt på individet, der har brudt med sin gamle familie, men den er ikke nogen mirakelkur: Nissen flytter med. Nye brud truer.
3. TIDSÅND og MILJØ er alt
San Fernando Valley var epicentret for pornobranchen i dens heyday i 70’erne. PTA (født 1970) har fortalt, at han selv blev udsat for sin første pornofilm som niårig, og i ’Boogie Nights’ er han minutiøst optaget af at reproducere miljøet, som han havde nærstuderet gennem et stort kendskab til pornofilmen som genre, men også til allehånde tilgængeligt dokumentarmateriale, ikke mindst om pornoens svar på Elvis Presley, John Holmes (1944-88), hvis 35 cm lange ’arbejdsredskab’, man i sidste ende valgte ikke at reproducere som attrap i Mark Wahlbergs nøgenscener (Wahlberg er væsentligt lavere end Holmes).
Der er ingen tvivl om, at PTA ser en parallel mellem pornoens ’uskyldstid’ – hvor man lavede kunstneriske genrefilm på celluloidruller – og så samme epokes filmscene, det New Hollywood, der i starten af 70’erne førte til gennembrud og kreative nybrud for den generation af filmskabere, PTA selv idoliserer: Coppola, Altman, Scorsese, Bogdanovich etc. På den måde bliver pornoens ’første bølge’ et spejl på den samme kulturelle æra, der førte til et vandskel inden for filmkunsten generelt.
Den sidste rest af den frie, ubekymrede livsstil – der i ’Boogie Nights’ univers repræsenteres ved 1970’erne – viger for dekadence, overmod og tilsølede drømme – repræsenteret ved overgangen til 1980erne. Og dette stemningsskifte afspejler et helt konkret kulturskred inden for det miljø, filmen er optaget af, altså pornoindustrien, men som går igen på makroplan – som tidsånd. 80’erne er i den optik lig med økonomisk liberalisme og en fornyet moralisme på samfundsplan og en galopperende narcissisme (herunder en sygelig optagethed af statussymboler) på individplan.
1970’ernes pornoscene er – i aktørernes selvforståelse – kendetegnet ved frihed, kreativitet og en nysgerrig afsøgning af muligheder, men også ved en ærlighed knyttet til det faktum, at Jack Horner ser sig selv som en kunstner, en mand, der gennem sit værk skaber social forandring, fordi han er med til at bevidstgøre almenvellet om seksualiteten og dens mangeartede udtryksformer. Han er faktisk optaget af at udtrykke noget gennem filmmediet, og forbilledet er de nichebiografer, der skyder op over alt i storbyen i 70’erne.
Ikke alene har pornoen en frisættende virkning på individplan, den er også samfundskonstituerende i den forstand, at den hjælper ægtepar til at udleve deres fantasier og giver dem ideer til, hvad de selv kan lave hjemme i dobbeltsengen. Det er selvsagt ikke noget tilfælde, at ’Langt ned i halsen’ blev et skelsættende blockbusterfænomen i 70’erne, ikke mindst hos den kulturelt dagsordensættende øvre middelklasse.
Til sammenligning er alt forvandlet til tarvelig kommers, dårlig smag og en kreativt demotiverende moralisme i 80’erne, hvor pornoindustrien grundet hjemmevideoens indtog forvandler sig fra sit udspring i undergrundsmiljøer med art-film-slægtskab (jævnfør David Simons glimrende HBO-aktuelle ’The Deuce’) til et lurvet foretagende, der i langt højere grad er fokuseret på enlige mænds mulighed for at tage en spiller hjemme foran husalteret.
Dét er der som bekendt ikke meget hverken frisættende eller samfundskonstituerende ved!
Denne grundlæggende forandring afspejler sig i karakteren Jack Horner, der går fra at være kreativ foregangsmand til at blive en kynisk udbytter af billige fantasier og en selvparodi, der stiller op til lidt af hvert, inklusive limousineture for at opstøve tilfældige mænd, der kan have sex med Rollergirl.
For Jack Horner er drømmen forbi, da grundlaget for hans forretning ændrer afgørende karakter. Hans familie af misfits begynder at gå op i limningen i samme forbindelse. Tidsånden har dræbt miljøet.
4. CASTING er alt
De fleste instruktører er sig formentlig bevidste om, hvad en god casting betyder for en film, ikke bare i forhold til at vride en god præstation ud af en given skuespiller, men også i forhold til den mere uhåndgribelige signalværdi, der kan knytte sig til brugen af en stjerne (eller, måske endnu bedre i de notorisk ironiske 90’ere, en eksstjerne), gerne i en overraskende, modintuitiv rolle, der understreger filmens vovethed eller unikke tilgang.
PTA har vist sig som en mester udi castingens kunst: Tom Cruise som kvindehadende motivational speaker i ’Magnolia’ var et guldrandet kup. Det samme var Adam Sandler i ’Punch Drunk Love’, en begavet og berigende form for ’metacasting’.
I ’Boogie Nights’ er det naturligvis castingen af 70er-ikonet Burt Reynolds, der er den store (og vellykkede) satsning. Ved at placere Reynolds i en film, der afbilleder en filmisk storhedstid, 70’erne, der er lig med den epoke, hvor Reynolds selv boltrede sig, ligger der naturligvis en meta-kommentar på lur – og det er nok ikke forkert (og det skal ikke forstås som det mindste misbilligende) at hævde, at en stor del af kraften i Reynolds’ præstation ligger deri, at publikum er medvidende om, hvem Reynolds er – eller rettere hvem han var – og hvordan PTA vrider en særlig ømhed og autoritet ud af det forhold.
Reynolds var næppe lykkedes så godt i rollen, hvis han ikke havde haft en intuitiv sympati med Jack Horners situation og dermed af filmens fremstilling af en mand, for hvem karrierederouten er et uundgåeligt resultat af en ændret tidsånd.
5. MUSIKKENS STEMNINGER er alt
PTA ved præcis, hvilken effekt han kan vride ud af en scene ved at understøtte den med det helt nøjagtigt kuraterede stykke musik – en kvalitet, han i øvrigt deler med en perlerække af store amerikanske instruktørnavne (Tarantino, Scorsese, Linklater, Crowe, Fincher). Han er et omvandrende musikbibliotek med en laseragtig fornemmelse for at identificere og indarbejde det rigtige stykke musik og få det til at farve, men samtidig glide sømløst ind i enkeltscener.
Hvor man som regel kan spore den personlige signatur i valget af musiktype hos Tarantino, Scorsese eller Crowe, er Anderson sværere at regne ud. Han arbejder i høj grad med vidt forskellige lyduniverser inden for rammerne af de enkelte værker.
Det interessante ved det bugnende soundtrack til ’Boogie Nights’ er, i hvor høj grad det er retningsvisende for filmens stemning og ikke mindst de stemningsskift, der finder sted undervejs.
Skruer man lyden ned, vil visse stræk af filmen ligne en mere udfoldet (og mindre bornert) udgave af ’Saturday Night Fever’, men med musikken som stifinder i narrativets frodige vildnis, bliver man indfanget af en ’A Clockwork Orange’-agtig vibe. Og, kan man tilføje, filmens overordnede mood befinder sig vel et sted mellem de to poler.
I løbet af filmens 155 minutter støder vi på – blandt mange, mange andre – ELO, Marvin Gaye, Beach Boys, Boney M, Melanie, KC and the Sunshine Band, Hot Chocolate, The Ohio Players og Commodores (hvem kan modstå ’Machine Gun’ med sidstnævnte efter at have set scenen, hvor John C. Reilly og Mark Wahlberg giver den gas på dansegulvet?).
Skal man alligevel fremhæve nogle enkeltscener i forhold til brugen af musik, vil det være mærkeligt ikke at pege på filmens måske helt centrale omdrejningspunkt – dér hvor optur bliver til nedtur – nemlig den udfoldede nytårsfestscene, hvor det skæbnesvangre og det feststemte sameksisterer, og hvor musikken konstant kommenterer på udviklingen, men uden at blive for dikterende for tilskuerens oplevelse: The Moves ’Feel so Good’, McFadden og Whiteheads ’Ain’t No Stoppin’ Us Now’, Sniff ’n’ the Tears’ ’Driver’s Seat’ og – da festen (og filmen) for alvor ændrer karakter – Charles Wrights ’Do Your Thing’.
Der er også de scener, hvor musikken spiller en direkte rolle i fortællingen, nemlig da Dirk Diggler forsøger sig som rocksanger i 80’ernes forvirrende malstrøm af dårlige beslutninger og slidte skæbner.
Det er fantastisk (og fantastisk sjovt) at høre ham folde sit begrænsede talent ud til ’The Touch’ (Stan Bush’ hit fra ’The Transformers The Movie’ fra 1986) og, naturligvis, den selvkomponerede rædsel ’Feel My Heat’ med John C. Reillys Reed på guitar – påklistret de udødelige (u-bevingede!) ord: »The heat will rock you / The heat will roll you / Baby don’t you know my heat will move your soul? / C’mon c’mon c’mon!«
C’mon, indeed.
Paul Thomas Anderson er en mester til at sammentænke musik og billeder. ’Boogie Nights’ er fortsat det fornemste eksempel på hans totale bemestring af dén vitale kunst.
(Soundvenue og Cinemateket har indgået et samarbejde for 2017, hvor Soundvenue bl.a. er vært for redaktionens favoritfilm i Cinemateket, og Cinemateket er partner på Soundvenue Filmcast.)
Soundvenue præsenterer: Paul Thomas Andersons mesterlige gennembrud ved sjælden biografvisning 14. december – 20 års-jubilæum på ‘Boogie Nights’
Læs også: Bag om ’Boogie Nights’: En film om en mand med en stor pik – men også meget mere