DE HOTTESTE FILM NOGENSINDE. Mange kender nok kultfilmen ’9 1/2 uge’ fra 1986 uden at have den særligt klart fremme i hukommelsen.
Jeg har aldrig før set den fra start til slut, men jeg har altid vidst, at det er den der med Kim Basinger og Mickey Rourke i sprøde udgaver, at filmen involverer en vis kinkyness og erotik, og at det er en slags proto-’50 Shades of Grey’ med det obligatorisk cheesy 80’er-soundtrack.
Elizabeth (Basinger) er ansat i et kunstgalleri på Manhattan. Jobbet består i at hænge ud, tale i telefon og planlægge receptioner. Alligevel er der mindst tre ansatte ud over galleriejeren. Elizabeth render på børsspekulanten og yuppie-hunken John (Rourke) en helt almindelig dag ved skranken hos en slagter i Chinatown.
En gnist slår en saltomortale mellem dem, og de indleder et slags eksperimenterende forhold baseret på en udforskning af grænser: De er ude at spise italiensk sammen, og John køber også et tørklæde til hende, men forholdet adskiller sig fra den gængse romcom ved, at især manden virker mere interesseret i at granske fænomener som begær, kontrol og forførelse, end han er interesseret i almindelig romantik og holden i hånd.
Deres møder virker ikke som dates, men som en slags opgaver eller udfordringer, der bliver stillet af manden.
Fra isterning til æg og bacon
Adrian Lynes erotisk-romantiske newyorker-drama bliver primært forbundet med et par bestemte scener, der har levet deres eget liv i populærkulturen siden:
Madscenen, hvor John fodrer Elizabeth med blandt andet jordbær, champagne og blævrende gele.
Stripscenen, der foregår til tonerne af Joe Cockers ’You Can Leave Your Hat On’ (det er i dag umuligt at høre sangen uden at forvente, at noget frækt er i gære.)
Den hedeste scene er nok den, hvor John kører en isterning ned over Elizabeths mave og langs hendes trussekant, mens hun har et hvidt silketørklæde for øjnene. Vi ser en iskold dråbe vand, der tøver et splitsekund, inden den triller ned i hendes navle.
Scener som disse har et strejf af romanbladsagtig soft-porn, men er fundamentalt uskyldige i en tidsalder som vores, hvor internet har gjort hård porno tilgængelig for alle. Alligevel har de givet filmen et ry for at være en af de hedeste film i 80’erne.
’9 1/2 uge’ er næppe en film, du har lyst til at se med dine forældre. Det er dog heller ikke en af de film, hvor du akut vil opfinde en undskyldning for ikke at se filmen til ende i deres selskab.
Ovennævnte scener er blevet ikoniske. Hvis man som mig har fået sin filmhistoriske ballast via fjollede spoof-film, kommer man først og fremmest til at tænke på ’Hot Shots’. Her går der selvfølgelig overbud i den, og Charlie Sheens Topper Harley spejler æg og steger bacon på maven af Ramada (Valeria Golino)
Stripscenen fik mig også til at tænke på mandestrip-komediehittet ’The Full Monty’ – og det er vist første gang i det nye årtusinde, at nogen har skænket den film en tanke.
Også mere aktuelle film står i gæld til ’9 1/2 uge’: Det komplicerede magtspil mellem en ung praktikant og en boss-lady i ’Babygirl’ er en mere interessant granskning af temaer fra ’9 1/2 uge’, med nogle omvendte fortegn og flere ben i næsen.
Førsteelsker eller psykopat?
80’er-kultfilmen er som helhed langtrukken og mærkelig uafklaret omkring, hvorvidt den er et portræt af dominans eller en ulykkelig småpikant kærlighedshistorie.
Egentlig fandt jeg den interessant af nogle helt perifere årsager. Den viser os rundt i et mindre gentrificeret Manhattan uden Starbucks og smartphones, og det er sjovt at være med til, hvordan en hip gallerireception på et Manhattan-galleri tog sig ud i 80’erne, hvor en herlig blanding af neurotiske intellektuelle, overvintrede art-punkere og rockstjerne-typer spiser laks, ryger cigaretter og drikker champagne.
Man kommer måske for erotikken, men bliver mest hængende for et dyk tilbage i tiden.
Instruktør Adrian Lyne har også genindspillet ’Lolita’ og han er manden bag ’Indecent Proposal’ fra 1993, hvor Robert Redford spiller rigmanden, der vil købe sig til en enkelt en nat med en ung kvinde spillet af Demi Moore.
Lyne er på det tematiske plan en auteur med interesse for sex, magtspil, asymmetri og forførelse og besættelse: Den kogte kanin fra ’Fatal Attraction’ er nærmest gået over i sproget, og Glenn Close vil alle dage være forbundet med denne rolle som den gale, hævngerrige kvinde.
Er unge Mickey Rourke i ’9 1/2 uge’ førsteelsker eller manipulerende psykopat? Som jeg kan læse mig til, er filminstruktøren og forfatteren til romanforlægget ikke afstemte, hvad dette spørgsmål angår.
Filmen er baseret på en selvbiografisk roman, ’Nine and a Half Weeks: A Memoir of a Love Affair’. Bogen fra 1978 er efter sigende en mørk beretning om en destruktiv kærlighedsaffære. Den beskriver et psykisk nedbrydende forhold, hvor kvinden mister sin identitet og til sidst må kæmpe sig fri.
Ingeborg Day skrev om sine oplevelser under pseudonymet Elizabeth McNeill, og i bogen ender hun med at bryde sammen. I filmen er man kun i enkelte scener en smule bekymret for Kim Basingers Elizabeth. Også fordi hun er skildret som en stærk og temperamentsfuld kvinde, der sætter en streg i sandet, når nok er nok.
I filmens udlægning bliver mødet med John en slags erotisk opvågnen: Der er en mindre kanoniseret, ret besynderlig scene, hvor hun sidder på sit arbejde og kigger på et diasshow med kunstværker og beslutter sig for, at det er tid til lidt selvtilfredsstillelse. Scenen ligner en sexistisk musikvideo, der kunne have passet til en sang med et testosteron-rockband som Aerosmith, Def Lepard eller ZZ Top.
Filmhistorisk grundpensum
Vi, der er vokset op med ’American Psycho’ på boghylderne, sidder naturligvis med en mistanke om, at det her må ende galt.
Seksuel vækkelse kommer ofte med en pris i amerikansk film, og mon ikke den rige yuppie John er afsporet og bimlende psykopat. At Elizabeths seksuelle odysse kan ende med fangebure og tortur.
Der er også scener, hvor han aktivt betoner usikkerheden og uvisheden i deres relation: hvor lidt de kender til hinanden, og hvor stor tillid hun viser ham ved at tage med ham hjem, uden at der holder en gul taxa og venter udenfor.
Men der går aldrig Patrick Bateman i den. Jeg tror nærmere, filmen nærer en vis beundring for yuppien og hans rige livsstil, kameraet kæler for hans store kontorer og hans hifi-anlæg med Compact Disc og hele svineriet. John fremstår i Mickey Rourkes portræt højst lidt afkoblet og distanceret, som en halvtragisk type, der har svært ved en egentlig menneskelig relation, men mest kan forholde sig til pikante julelege.
Man kan bruge filmen, som man ønsker, man kan skæve til det traumatiserede romanforlæg, eller man kan vælge filmens mere lette og sorgløse udlægning.
’9 1/2 uge’ er langt fra noget mesterværk, der pinedød skal reddes fra glemslen. Alligevel må man lave et løft på hatten for en film, der har sat så mange spor i populærkulturen, at den i passager føles som at gennemgå filmhistorisk grundpensum.
’9 1/2 uge’ kan ses på Filmstriben, Blockbuster og Viaplay.