Ugens Bahs og Balling
Der er noget på én og samme tid bedårende og bedrøvende ved Franks og Caspers tilbagevendende tendens til at sammenligne sig selv med kulturelle overhoveder gennem historien.
I afsnittet ‘Balling vs Bahs’ fra sæson otte var det den ikoniske duo bag Olsen Banden-filmene, der måtte stå model til Klovn 1 og Klovn 2’s lowkey ‘Game of Thrones’-magtspil om at blive kåret som den mere eftertragtede af de to klenodier.
I ’Frederikshvile’, andet afsnit af den aktuelle jubilæumssæson, er det selve Kongen (og hans Littlefinger, aka Mr. Død, aka Mikael Bertelsen), der kickstarter en elegant kombination af et klassisk Casper-komplot og et højtragende selvbillede.
For Majestæten har åbenbart ladet sig inspirere af Kennedy-graven i USA og besluttet, at han også vil ligge skulder ved skulder med det 21. århundredes udgave af aristokratiet.

Listen er, som så meget andet CC er involveret i, »fuldstændig tystys«, men den inkluderer selvfølgelig baroner såsom Kim Larsen, Yahya Hassan, Flemming Bamse, Casper selv – og så, til stor forundring, Heino Hansen. Og de har alle sammen en bedre gravplads end Casper (og Frank, der slet ikke er blevet inviteret).
Men! Med en smart lille manøvre – »Gokkeren«, inspireret af Gøg og Gokke – er CC temmelig sikker på, at både Frank og han selv kan stryge direkte til top 10-pladserne på tystyslisten. Og hvis det ikke virker, så må de vel forbarme sig og slå pjalterne sammen med Heino, for selv hvis man kan sige nej til Gøg og Gokke, så kan man vel ikke sige nej til Linie 3 …
Ugens gæsteoptræden feat. ugens citat
En stor tak skal lyde herfra til Heino for at kigge forbi og være ugens kendisgæst. Jeg forstår sådan set godt, hvorfor han har fået plads nummer 17 ved siden af kongen, for han har bare funnybones helt ind i, ja, knoglerne.
Selvom han måske fremstår en anelse genert foran kameraet, så formår han at stå for nogle af afsnittets sjoveste replikker og ansigtsudtryk. Sidstnævnte bedst eksemplificeret ved den sidste scene inden rulleteksterne, hvor Bertelsen fortæller, at der er nogen, der har slukket for strømmen på Panum Instituttet, hvor Kim Larsen & Co. havde ligget på køl, hvorpå Heino bare stirrer (tror jeg) deadpan ind i kameraet.
Men der, hvor han virkelig stråler, er, da han mødes med Frank på en kaffebar, og, efter lidt selvorkestreret affolkning, kan berette, at et københavnsk risteri uden modem er ligesom en badmintonhal uden toastmaskine. Der er ikke mere at komme efter.

Et elegant roast af rundt regnet den halve danske befolkning (undertegnede inkluderet) fra mesterkomikeren Heino, der er en velkommen tilføjelse til ‘Klovn’-universet.
Ugens undren
Til gengæld er det mig en gåde, hvorfor Chief 1 er med i ugens episode.
Sammen med Frank skal han lave en rap til den kommende danske nyklassiker ’Weekendfar til fire’, og det går som forventet ikke suverænt. Så Villum foreslår, at de måske kan lave en fiks pivot, så det er Onkel Jess (Casper), der rapper i stedet for uduelige Frank. Men her kaster chiefen så håndklædet i ringen og tager afsked med projektet til fordel for en FCK-Brøndby-kamp.
Frank og Casper får dog deres hævn, da de kort efter går forbi en bodega proppet med blå og gul-klædte hooligans, som de, via hjerteløber-appen, får manipuleret Chief 1 ind i, hvilket resulterer i en seriøst omgang bøllebank til rapperen.
Ja … det er så det c-plot. Jeg har svært ved at se, hvordan den her afstikker fletter ind i resten af afsnittets handlingsforløb – en øvelse, ‘Klovn’-holdet ellers plejer at excellere i.
I forrige episode fandt vi ud af, at Lars Hjortshøj har forhøjet blodtryk, og i denne episode fik vi etableret et forhold til hjerteløber-ordningen, så tør man håbe, at det hele går op i en højere enhed på et tidspunkt i sæsonen?
Eller er det bare et tilfælde af Frank og Casper, der kaster en armfuld idéer afsted mod væggen for at se, hvad der klæber sig fast?
Ugens bundlinje
Ligesom det i sidste afsnit var skønt at opleve en ‘Klovn’-klassiker i form af Frank, der har utilbørlig omgang med en afdød, så er det i denne episode også ganske velkomment at se Casper vende tilbage til sine udspekulerede rødder.
Endnu engang udtænker CC en snedig plan, der skal møve ham selv (og, så pyt da, Frank) op på en højere kulturel podieplads, og endnu engang må de to uheldige helte gå slukøret fra eskapaden.
Og med sig i faldet tager de selvfølgelig folkekære Heino Hansen og Mikael ‘Mr. Død’ Bertelsen.
‘Frederikshvile’ er da gedigen underholdning, om end vi stadig ikke har set hverken Frank eller Casper brillere på samme niveau, som de gjorde i fordums tid.
Heldigvis har vi flere episoder til gode.
’Klovn’ sæson 10 afsnit 2 kan ses på TV 2 Play – nyt afsnit hver uge.
