’Untamed’: Eric Bana opklarer mystisk mord i solid og gudesmuk Netflix-krimi

’Untamed’: Eric Bana opklarer mystisk mord i solid og gudesmuk Netflix-krimi
'Untamed'. (Foto: Ricardo Hubbs/Netflix)

Vi er ikke mange sekunder inde i Netflix’ nye krimiserie ’Untamed’, før man må knibe sig i armen og underlægge sig amerikanernes slogan om deres land som Guds eget.

For det er dæleme smukke billeder, som ruller over skærmen, når Yosemite National Park i Californien viser sig fra sin bedste side. Tårnhøje træer, glinsende søer og majestætiske klippeformationer, der får Møns Klint til at ligne et miniatureland.

Men nok er naturen gudesmuk. Det er også en natur, vi mennesker har forsøgt at kontrollere i al den tid, vi har været her, selvom vi egentlig blot er gæster.

Den pointe står klart frem i ’Untamed’, der starter, da to unge mænd bestiger den 910 meter høje monolit El Capitan (kendt fra ’Free Solo’) og får sig lidt af en overraskelse, da liget af en ung kvinde pludselig slynges ud over kløften og vikles ind i deres klatregear, så hun hænger ud over dybet. Det er vist det, man kalder en cliffhanger.

Da hændelsen finder sted i Yosemite, falder det under National Park Services territorie, en føderal styrelse i USA, som bestyrer landets nationalparker, hvor deres Investigative Services Branch udøver menneskets lov i naturen.

‘Untamed’. (Foto: Ricardo Hubbs/Netflix)

Sagen tages op af afdelingens erfarne efterforsker Kyle Turner (Eric Bana). Med sit velplejede, gråsprængte hår og skæg og sit stoiske, selvsikre udtryk ligner han en type, der kan sit kram. Men han har et iltert temperament og er ikke synderligt vellidt på kontoret.

Under overfladen er han en mand, som kun lige akkurat hænger sammen i syningerne. Han bor i en hytte dybt inde i skoven, hvor han aldrig har fået pakket flyttekasserne ud, efter han og ekskonen Jill (Rosemarie DeWitt) gik fra hinanden. Kasserne er fyldt med gamle minder og sår, som Kyle ikke lader til at være klar til at give slip på.

Bruddet med Jill skyldtes ikke blot svindende kærlighed. De mistede deres otteårige søn Caleb, som led en tragisk død i nationalparken. Et tab som ægteskabet ikke kunne overleve. Jill giftede sig på ny få år efter, mens Kyle druknede sig i alkohol – et misbrug, han stadig kæmper med.

Dog holder de stadig kontakten, og der er tydeligvis et stærkt bånd mellem dem bygget på fortidens tragedie. Men hvor Jill har gjort sit for at komme videre, ser Kyle stadig syner af Caleb i sin hverdag.

‘Untamed’. (Foto: Netflix)

Kyle får den unge, nytilkomne Naya Vasquez (Lily Santiago) under vingerne til at assistere ham i at opklare sagen, om han vil det eller ej, på ordre af Paul Souter (Sam Neill), der er Kyles chef og nære ven. Naya er en ambitiøs ung politikvinde fra Los Angeles, der er ankommet til nationalparken med sin fireårige søn for at skabe et nyt liv. At udskifte det hårde betonunderlag fra Englenes By med nationalparkens vilde natur og bilen med en hest er ikke en dans på roser.

Det går hurtigt op for det umage makkerpar, at der ikke blot er tale om en ung kvinde, der snublede ud over klippevæggen i en brandert. Der ligger noget dybere og mørkere bag hændelsen, som i stedet betragtes som en mordsag.

Den unge kvinde har et åbent kødsår på det ene ben med et besynderligt skudhul samt en mystisk tatovering på håndleddet af et X i ægte guld. Et tegn, der også viser sig på flere pilleglas med hårde stoffer, der er begyndt at florere i området.

Miniserien på seks afsnit er skabt af Mark L. Smith og Elle Smith. ’Untamed’ er Mark L. Smiths anden serie i 2025, som behandler det amerikanske vesten efter den rå og brutale ’American Primeval’, der var en slags spirituel forgænger, som fandt sted under Utah-krigen i 1857.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Untamed’ behandler ligeledes USA’s blodige fortid set med nutidens briller, hvor de indfødte amerikanere fik taget deres land fra den hvide mand og nu arbejder i lavtlønnede jobs i områder, de før kaldte deres hjem.

Foruden vilde dyr består nationalparkens bestand af en række sære skæbner, heriblandt hippie-bz’ere, der hurtigt betragtes som mistænkte i sagen, mens den løsslupne vildtbeskytter Shane (Wilson Bethel), en tidligere bekendt af Kyle, også får én til at løfte øjenbrynene.

Mens man er fint underholdt gennem alle seriens seks afsnit, sidder man stadig tilbage med en følelse af, at man har set det hele før. For selvom der er aha-øjeblikke undervejs og enkelte twists, er det svært ikke at drømme sig væk til ’True Detective’ (sæson 1 naturligvis) og ’Twin Peaks’, som ’Untamed’ skylder en hel del.

Det er dog samtidig en enormt smuk serie med et stærkt cast, der alle rammer deres uperfekte karakterer på kornet. Især Eric Bana balancerer imponerende mellem sårbarhed og kontrol, og han og Rosemarie DeWitt skaber et levende portræt af sorgbearbejdelse i en ubarmhjertig verden.


Kort sagt:
Fordelt over seks afsnit er ’Untamed’ en solid krimiserie, der favner både forbrydelsesopklaring, sorgbearbejdning og amerikansk historie i storslåede, men farlige omgivelser.

’Untamed’. Miniserie. Serieskaber: Mark L. Smith, Elle Smith. Medvirkende: Eric Bana, Sam Neill, Lily Santiago, Rosemarie DeWitt, Wilson Bethen. Spilletid: 6 afsnit á ca. 50 min. Premiere: 17. juli på Netflix
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af