Soundvenue Streamer – tre weekendanbefalinger: Du kan nå at have tre (film)trekanter, inden sommerferien er helt slut

Hver fredag fremhæver vi tre film eller serier fra streamingtjenesterne, der kan gøre din weekend lidt bedre. I denne uge med anbefalinger der holder liv i feriens sidste gnister.
Soundvenue Streamer – tre weekendanbefalinger: Du kan nå at have tre (film)trekanter, inden sommerferien er helt slut
'Y Tu Mamá También'. (Foto: IFC Films)

1. Trekant i Mexico

I løbet af sommeren har Soundvenues skribenter kåret de hotteste film nogesinde som værn mod det altid uforudsigelige sommervejr. Nu er ferien ved at lakke mod enden, og som en potentiel kur mod frygten for hverdagens komme, foreslår jeg en drivvåd trekant her på falderebet.  Eller tre.

Det bliver næsten ikke mere oplagt, men heller ikke bedre end Alfonso Cuaróns vidunderlige ‘Y tu mamá también’, hvor de to teenagedrenge Julio og Tenoch spenderer sommeren med at onanere på vippen til den lokale pool, indtil de møder den lidt ældre Luisa. Hun inviterer dem med på en roadtrip, der hurtigt udvikler sig til et sært frækt og samtidig kært lille trekantsdrama. Og så slutter det smukkere, end man kan forestille sig undervejs i filmens præmature udløsninger i tighty whities

‘Y tu mamá también’ kan ses på Netflix (hvis du ikke kan finde den, skal du skifte din kontos sprog til engelsk). 

‘The Dreamers’. (Foto: PR)

2. Trekant i Paris

Filmentusiasme, dårlige oprydningsvaner og seksuelle udskejelser går op i en højere enhed i Bernardo Bertuloccis ‘The Dreamers’

Selv før der kommer sex ind i billedet udlever den unge amerikaner Matthew (Michael Pitt, den oprindelige Leo Woodall?) lidt af en fantasi, som udvekslingsstuderende i Paris i tiden omkring studenteroprøret i 1968, hvor han fordriver tiden med at se franske nybølgefilm i byens legendariske Cinémathèque. 

Som det ellers alt for sjældent sker på en tur i Cinemateket, bliver han shanghajet af tvillingerne Théo og Isabelle (Louis Garrel og Eva Green!), børn af en fransk intellektuel og bosat i en gigantisk herskabslejlighed. Og da deres forældre tager væk, inviterer de Matthew hjem, stopper med at gøre rent og giver sig i kast med en trekant af seksuel manipulation, der er hot og klam på samme tid. 

‘The Dreamers’ kan ses på Filmstriben og Mubi.

‘Challengers’. (Foto: Metro Goldwyn Mayer Pictures)

3. Trekant i tennis

Jeg ville interessere mig mere for tennis, hvis deltagerne var Josh O’Connor, Mike Faist og Zendaya, og hvis kampen handlede om, hvem der skulle knalde i stedet for at vinde Wimbledon. Derfor er det herligt, at Luca Guadagninos ‘Challengers’ eksisterer. 

Mere end et år efter premieren har jeg stadig lyst til at se den årelange, sveddryppende tennisdyst mellem de gamle frenemies Patrick, Art og Tashi, hver gang jeg støder på den. Den itaienske instruktør kunne snildt krones til kongen af cinematisk svedighed, og man kan snildt sætte ‘Challengers’ på efter sommerklassikeren ‘Call Me By Your Name’, når man har brug for at slukke for sit knuste hjerte igen. 

‘Challengers’ kan ses på Prime Video. 

Set det hele? Tjek vores tidligere anbefalinger

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af