Clipses ‘Let God Sort Em Out’ føles næsten uvirkeligt
ALBUM. Det føles næsten uvirkeligt at lytte til ‘Let God Sort Em Out’.
Ikke kun fordi det var uventet, at den legendariske hiphopduo Clipse, bestående af brødrene Pusha T og Malice, nogensinde ville udgive musik sammen igen. Men også fordi albummet ubesværet skriver sig ind i en diskografi, der i forvejen tæller to af 00’ernes bedste hiphopudgivelser.
Clipses ‘Lord Willin” fra 2002 og ‘Hell Hath No Fury’ fra 2006 var allerede i samtiden skelsættende album. De forenede knivskarp, uhyre velgennemtænkt gangstarap fra øverste hylde med produktioner, der var lige dele iørefaldende og eksperimenterende.
Datidens hotteste producerduo, The Neptunes, brugte her deres erfaring med at producere gigantiske pophits for Britney Spears, Justin Timberlake og Snoop Dogg til at lave mere eksperimenterende beats, der skejede ud og beviste, at deres ambitionsniveau ikke var begrænset til hitlistemusik.
Kun halvdelen af The Neptunes medvirker på ‘Let God Sort Em Out’ – de to producere er ikke længere på talefod. Men ud over at Pharrell sidder alene i producerstolen denne gang, kunne ovenstående beskrivelse af Clipse anno storhedstiden lige så godt være en beskrivelse af deres første album i 16 år.
Men det er næsten at undersælge, hvilken bedrift duoens fjerde album faktisk er. For ‘Let God Sort Em Out’ er ikke en nostalgisk gentagelse af fordums glansstunder. Det er en potent og ildspyende udgivelse, der er bevidst om, hvilket nutidigt hiphoplandskab den skriver sig ind i.
Pharrells produktioner er oftest benhårde, spækket med intense vokalsamples og heftige basklange. Hvad end det gælder den spartanske minimalisme på ‘M.T.B.T.T.F.’, de støvede sammenklipninger af den saudiarabiske musiker Talal Maddah på ‘So Be It’ eller de slagkraftige trompeter på ‘Inglorious Bastards’, har lyden nerve nok til, at albummets mange »this is culturally inappropriate«-samples føles passende.
Han bringer dog også lige den dosis skrøbelighed, der er brug for, når brødreparret fra tid til anden sænker paraderne på de gospelklingende ‘So Far Ahead’, ‘The Birds Don’t Sing’ og ‘By the Grace of God’.
De to sidstnævnte sange henholdsvis åbner og afslutter albummet, og den hårdkogte gangstarap rammesættes dermed af en kontekst, hvor der er noget mere sårbart på spil. Åbneren handler om, da brødrenes forældre gik bort, og hvordan de reagerede på det – hvordan Pusha beundrede moderens metodiske tilgang til sin egen afsked, og hvordan Malice søgte faderens velsignelse, inden han vendte tilbage til hiphoppen.
Det er den slags nummer, de fleste rappere ville gemme til senere i tracklisten. Men at placere den som åbneren giver albummet en aura af, at det er formet af forældrenes ånd og brødreparrets fælles bånd til hinanden.
Håndværket emmer også af, at Pusha T og Malice har villet lave noget, der er familiens navn værdigt. Der er kløgtige linjer i så store mængder, at der er nogle, som den ene bror har skrevet, hvor den anden end ikke nåede at fatte dobbeltbetydningen inden udgivelsen.
De mange features leverer samme høje niveau som Pusha og Malice. Kendrick Lamar har tiltrukket meget opmærksomhed for ‘Chains and Whips’-verset, der emmer af den blodtørst, han lagde for dagen under sidste års Drake-beef, men både de sungne og rappede features på tværs af hele tracklisten går fornemt i spænd med æstetikken og visionen for værket, samtidig med at de bringer gribende præstationer i egen ret.
‘Let God Sort Em Out’ minder lidt om et af årets comeback-album fra rockens verden, nemlig ‘More’ af Pulp. Det lyder i begge tilfælde som grupper med blod på tanden og meget at skulle bevise – og som til fulde forstår, hvad der i den oprindelige storhedstid gjorde dem spændende. Samtidig med, at de fremstår aktuelle og tidssvarende.
Kort sagt:
Det føles næsten uvirkeligt, at det gendannede Clipse har skabt et så godt værk, som de har. Et album, der fuldt ud fortjener sammenligning med gruppens hovedværker, men som også er tidssvarende og ambitiøst.