Oasis er løbet med overskrifterne. Men Pulps ‘More’ er britpoppens første comeback-hovedværk
ALBUM. Britpoppen leverede det måske mest karismatiske kobbel af frontmænd i nyere rockhistorie: Liam Gallagher, Brett Anderson, Damon Albarn, Richard Ashcroft og, naturligvis, Jarvis Cocker, hvis look – tunge briller, velourjakke og mop top-med-anstrøg-af-hentehår-frisure – tydeligt adskilte ham fra de fire ynglinge.
Oasis er løbet med de fleste overskrifter det seneste års tid på grund af Gallagher-brødrenes forsoning og kommende reunion-koncertrække. Men med ’More’ leverer Cocker sammen med sine trofaste følgesvende i Pulp det måske første egentlige britpop-comeback-hovedværk fra en af 90’er-scenens flagskibe (Blurs ’The Ballad of Darren’ fra 2023 var et mere end hæderligt forsøg, men manglede vel nok de helt store sange).
Få er bedre end Cocker til at bevæge sig fra det koket absurde til det hjertegribende i løbet af ganske få linjer. På ’More’ er han fortsat leveringsdygtig i lyriske parrim, der får en til at gnægge med fryd eller sukke henført:
»So you move from Camden out to Hackney / And you stress about wrinkles instead of acne« og »I know it’s all about the journey not the final destination / But what if you get travel sick before you’ve even left the station?«, som han spørger på den bredt udfoldede ‘Grown Ups’, der er vintage Pulp. Eller: »We thought we were just joking, trying dreams on for size / We never realised we’d be stuck with them for the rest of our lives«, som det lyder på den ret vidunderlige klaverballade-hyldest til Cockers hustru, ‘Farmers Market’.
Hvis lyrikken har en fællesnævner på ’More’, er det dette: Hvad vil det sige at blive ikke gammel, men voksen. At stå ved sine beslutninger, samtidig med at man forholder sig nysgerrigt til verden og åben for forandringer, så man ikke ender sådan, som Cocker formulerer det på ’Slow Jam’: »When you’ve gone from all that you could be / To all that you once were«.
Musikalsk serverer Pulp en omgang glampop, der vækker mindelser om stilen på gennembrudspladerne ’His ’n’ Hers’ og ’Different Class’, men som omvendt også gør brug af kvindelige backingvokaler og eminent velanbragte strygerarrangementer, der peger mere i retning af britpop-comedown-værkerne ’This Is Hardcore’ og (den resolut undervurderede) ’We Love Life’.
Det er denne vekselvirkning, eller snarere integration, af det poppede og umiddelbare med det elegiske og sortrandede, der trods arketypiske Pulp-stiltræk forlener ’More’ med en egen identitet og aura, der er farvet af det perspektiv, som en 61-årig frontfigurs livserfaring bringer i spil.
’More’ er et af den slags album, hvor ens yndlingssang skifter fra afspilning til afspilning. Hvor man pludselig ottende gang, man lytter til albummet, opdager, at den sang, der egentlig virkede som samlingens mest træge nummer, lige pludselig bemægtiger sig ens fulde opmærksomhed og – mod alle odds – sætter sig fast som kronen på værket.
Pulp leverer poplænende bangers som førstesinglen ’Spike Island’ og (endnu bedre) den nærmest disco-sprællende ’Got to Have Love’, men de introspektive og rugende sange, som for eksempel førnævnte ’Farmers Market’, den seks minutter lange ’The Hymn of the North’ (en hjemstavnshyldest, hvis orkestrale crescendo rammer med en tyngde, der ikke lader titelsangen fra ’This Is Hardcore’ noget efter) og den musikalsk afpillede, men kønt melodiske ’A Sunset’ (titlen alluderer formentlig til afslutningsnummeret på ’We Love Life’: ’Sunrise’) tager de afgørende stik.
De fleste fans – og kendere – af Jarvis Cocker vil nok ikke være så overraskede over, at Pulp fortsat har noget på hjerte i 2025, men at de siger det, de siger, med så megen stil, gennemslagskraft og aldersrelateret eftertanke er en meget glædelig overraskelse.
Det er muligt, at britpoppen også i 2025 i visse henseender holdes kunstigt i live som nostalgi efter en svunden tid, men i Pulps hænder er den (også) gribende, livskraftig nutid.
Kort sagt:
Pulp kreerer med ’More’ et helstøbt og gennemarbejdet, skiftevis medrivende og eftertænksomt værk, der står smukt på skuldrene af bandets 90’er-bedrifter. Jarvis Cocker, der lyrisk og vokalt er på toppen, leverer sammen med sit band et britpop-comeback-hovedværk, der har tyngden til at blive stående, også når nostalgifaktoren har fortaget sig.