Hvis ’The Ballad of Darren’ er Blurs definitive svanesang, er det en mere end værdig sortie
Damon Albarn har om ’The Ballad of Darren’, britpop-legendernes første album i otte år, sagt, at det er det første rigtige Blur-album siden 1999’s ’13’.
Med det mener han, at 2015’s stærke comeback-album ’The Magic Whip’ var resultatet af improviserede jams, som guitarist Graham Coxon efterfølgende satte sig for at finde hoved og hale i sammen med producer Stephen Street, og at 2003’s ’Think Tank’ var et Blur, der som en trebenet hund forsøgte at finde fodfæste, efter at selvsamme Coxon forlod bandet tidligt i optagelserne.
Sammenligningen med ’13’ highlighter måske ufrivilligt den markante forskel på de to værker. For det nye album er noget nær ’13’s diametrale modsætning.
Hvor ’13’ var eksperimenterende og vidtforgrenet art-rock, er ’The Ballad of Darren’ roligt, slentrende far-rock (jævnfør titlens henvisning til balladeformatet). Det nye album er poleret, afklaret og stramt skåret – en samling sange, der ikke ligger alt for langt fra den længselsfulde og nostalgiske tone, Albarn har gjort til et trademark på sine soloalbum i det 21. århundrede.
‘The Ballad of Darren’ 10 sange eksekveres på 36 minutter. Det er sange, der kender deres besøgelsestid. Sange, der udstikker en sikker kurs, og som når frem til en destination uden alt for mange afstikkere.
Når sangmaterialet er i top, er den nyfundne enkelhed en klar styrke: Førstesinglen ’The Narcissist’ er eksempelvis det bedste bud på en Blur-klassiker siden ‘Think Tank’s ‘Out of Time’.
Åbningssangen ’The Ballad’, hvor Coxons backingvokal svarer på Albarns sanglinjer på en måde, så man bliver i tvivl om, hvorvidt sangen handler om et forlist kærlighedsforhold eller om bandets egen til tider samspilsramte historie, er også både elegant tænkt og forløst.
Og syng-med-omkvædet på ’Barbaric’ (»I have lost the feeling that I thought I’d never lose / Now where am I going?«) indkapsler på allermest smittende vis den stemning af midtlivstristesse, som Albarn og bandet ganske konsekvent fremmaner anno 2023.
Den eneste sang, der for alvor udfordrer den smagfuldt og stilfærdigt afmålte elegiske rockhymne som form, er anden skæring, ’St. Charles Square’, der drøner derudaf med en tænding, der vækker mindelser om gennembrudsalbummet ’Modern Life is Rubbish’, men som i Coxons guitarlyd også sender en klar hilsen til Robert Fripps distinkte bidrag til Bowies ’It’s No Game’ fra 1980.
’St. Charles Square’ er ingenlunde nogen stor komposition (dertil mangler den blandt andet et egentligt omkvæd), men tændingen, energien og det spontant inspirerede groove er befriende.
Denne følelse måtte gerne have været mere udtalt andetsteds. For den gennemgående tristesse – som kan være overmåde svær at skelne fra en egentlig nostalgi efter fortiden – har karakter af noget til tider lidt for komfortabelt.
Musikken er så afklaret, at tristheden får karakter af behagelig automatreaktion snarere end eksistentiel vildrede. Den melankolske ballade som form og som afsæt savner flere steder melodisk og instrumentel tænding.
Det er lidt bekymrende, når et album på bare 36 minutter truer med at gå helt i stå flere gange undervejs. Efter en stærk indledende trio af sange (’The Ballad’, ’St. Charles Square’ og ’Barbaric’), der byder på tre distinkte indgange til, hvad et midaldrende Blur kan være for en størrelse, træder bandet vande på stillestående bidrag som ’Russian Strings’, ’The Everglades (For Leonard)’ og ’Far Away Island’.
’The Ballad of Darren’ finder dog en altid vellydende og ofte smuk balance mellem det simple og det sofistikerede. Blur-medlemmerne lyder forbløffende afklarede i hinandens selskab, som er de kreative egoer sat på standby, og albummets bedste sange nok skal finde deres velfortjente plads i bandets i forvejen bugnende klassikerkatalog ved kommende koncerter.
Hvis ’The Ballad of Darren’ er Blurs definitive svanesang, er det en mere end værdig sortie.
Kort sagt:
Blur har fundet ind til et gnidningsfrit og tilsyneladende lystmættet samarbejde på ‘The Ballad of Darren’. Man savner en smule friktion, vildskab og lyst til at eksperimentere på et til tider lige lovligt stillestående album, men når Blur rammer rent, kildrer det frydefuldt alle de rigtige steder.