Blur ‘The Magic Whip’

Blurs første album i 12 år viser, at bandet stadig er indlysende relevant i 2015.
Blur ‘The Magic Whip’

15 sekunder inde i ’Lonesome Street’, den første sang på Blurs første album som fuldt funktionel firebande siden 1999’s ’13’, præsenteres vi for en arketypisk, gnistrende Graham Coxon-guitarudladning, der afleveres med en selvsikkerhed, som da Blur var allermest dagsordensættende. Når Coxon er bedst, har man denne frydefulde fornemmelse af, at selv den mest stringente popsang hvert øjeblik kan detonere i krøllede spasmer. Her får vi i tilgift serveret ’ooh-ooh-ooh’-kor, fløjten og et sært, Coxon-sunget mellemstykke, der lyder som en glemt optagelse med Syd Barrett fra 1970.

Det er letheden, hvormed ’Lonesome Street’ får det til at kildre alle de rigtige steder, der er respektindgydende. Det er ligeud frækt af bandet at indlede et comebackalbum med en sang – og ikke mindst en lyd – der så direkte refererer til dets kommercielle zenit for 20 år siden.

Men, men, men… ’Lonesome Street’ er en vildledende åbningssang. For selv om man kan spore referencer til næsten alle tidligere Blur-album rundt omkring på ’The Magic Whip’, så er det et eksperimenterende og nysgerrigt Blur, der toner frem, hvilket næppe kommer som en overraskelse for dem, der har fulgt især Albarns kunstneriske løbebane i de mellemliggende år.

’New World Towers’ betager med den meget engelske form for hængemule-melankoli, som Albarn også har perfektioneret med The Good, The Bad & The Queen samt senest på soloekskursionen ’Everyday Robots’. ’Ice Cream Man’ (med Alex James’ listige bas som prominent feature) og ’The Ghost Ship’ (en charmerende omgang dub-reggae-pop) viser, at nogle af de elementer, Albarn har fremelsket i Gorillaz, sagtens kan give mening i Blur-regi.

Mere udfordrende er ’I Thought I Was A Spaceman’, der fra en simpel elektronisk bund udvikler sig til en sælsom, men smukt strittende gevækst, hvor hele bandet (ikke mindst trommeslager Dave Rowntree) træder i karakter i hidtil uudforsket jord. På ’There Are Too Many Of Us’ eksperimenteres med en marchrytme, der tilføres en vocoder-fjern vokal og distancerede synths til klaustrofobisk effekt. Sangen, der – overfladisk vurderet – handler om overbefolkning, spejler det Hongkong-relaterede tema om moderne rodløshed, der udgør et ikke voldsomt ekspliciteret bagtæppe for albummet.

Ethvert Blur-album er naturligvis også begavet med Albarns sprøde balladekunst. ’The Magic Whip’ skuffer heller ikke på den konto: ’My Terracotta Heart’ er en rørende refleksion over forholdet til Coxon (a la ’Sweet Song’ fra ’Think Tank’), mens ’Pyongyang’ er både desorienterende og storslået. Den afsluttende ’Mirror Ball’ er passende elegisk med sine østligt klingende strygere.

Det kan godt være, der ikke er en ny ’Beetlebum’, ’For Tomorrow’, ’End of a Century’ eller endog ’Out of Time’ at finde på ’The Magic Whip’, men albummets sammenhængskraft, teksturrigdom og mangfoldighed er dets virkelige bedrift. Kun den punkede ’I Broadcast’ er lettere throwaway (men vil formentlig give bedre mening i en live-kontekst).

’The Magic Whip’ rammer en meget fin balance mellem det spontane og det kontrollerede, det modne og det eventyrlystne. Det bedste af det hele er næsten, at det er et album, der efterlader sin lytter med det indtryk, at der er tale om en ny begyndelse for Blur snarere end det endegyldige tæppefald.


Kort sagt:
Blurs comebackalbum er en helstøbt samling af sange, der trods det faktum, at de stritter i mange retninger, ubesværet finder sammen i en fælles kerne, der udgør en passende refleksion af et band, der stadig er indlysende relevant i 2015. Temaet om rodløshed i en teknologisk tidsalder giver sangene et enhedspræg, men det er først og fremmest den musikalske nysgerrighed og finesse – ikke mindst Coxons krøllede, opfindsomme guitarspil – der gør ’The Magic Whip’ til en smuk tilføjelse til bagkataloget.

Læs også: Damon Albarns syv bedste album – og tre fusere

Blur ‘The Magic Whip’. 'The Magic Whip'. Album. Warner.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af