’Knives Out’: Stjernespækket whodunnit er en af de mest underholdende film i mands minde
’Knives Out’ er en rendyrket blærerøvsfilm. Rian Johnson har samlet et ubegribeligt stjernespækket cast til en revitalisering af den klassiske whodunnit-genre, der udspiller sig som et virtuost puslespil med samme filmiske finesse som instruktørens foreløbige karrierehøjdepunkt, ’Breaking Bad’-afsnittet ’Ozymandiyas’, og med samme quirky genreleg som i den stærke debut ’Brick’.
Men ’Knives Out’ er ikke bare en stiløvelse, snarere et spillevende og ganske morsomt bevis på, at man sagtens kan hive mordmysterier á la Agatha Christie ind i en nutid kontekst ved at nytænke genrekonventionerne på herlig selvrefleksiv vis og med et intelligent filmsprog, der føles alt andet end bedaget.
Grundelementerne er selvfølgelig, som de plejer at være: Patriarken for en hvid rigmandsfamilie, krimiforfatteren Harlan (Christopher Plummer), dør på mystisk vis efter sin 85-års familiefødselsdag. Politibetjenten Elliott (Lakeith Stanfield) og hans nævenyttige makker er egentlig klar til at henlægge sagen som selvmord, men nogen har hyret den velrenommerede privatdetektiv Benoit Blanc – spillet med dreven sydstatsaccent af Daniel Craig i en af skuespillerens bedste (og sjoveste!) roller – og han mistænker straks ugler i mosen.
Som en amerikansk udgave af Hercule Poirot giver han sig til at afhøre Harlans alt andet end sørgende efterladte, der tæller Jaime Lee Curtis’ self made forretningskvinde, hendes utro mand (Don Johnson), deres kontrære søn Ransom (Chris Evans), svogeren Walt (Michael Shannon) og influencer-svigersøsteren Joni (Toni Colette).
Alle dækker over noget, så Blanc allierer sig med Harlans sygeplejerske Marta (Ana de Armas), den eneste, der ikke har noget økonomisk motiv for at slå faren ihjel og har den (i detektiv-øjemed) gave ikke at kunne lyve uden at kaste op. Og så ruller snebolden ellers, mens familieintrigerne kun tager til i kraft, da boet skal gøres op.
Rian Johnson dyrker sæbeoperaen og de dertilhørende klichéer intelligent og med nok esser i ærmet til at garantere en af de mest underholdende filmoplevelser længe:
Allerede i starten af filmen, da en kvinde modvilligt slukker for en middelmådig krimiserie med ordene »jeg havde gættet, hvem morderen var«, fornemmer man, at Johnsons har sat barren anderledes højt for sig selv – og han lykkes da også med så mange twists and turns, at selv de mest rutinerede sofadetektiver vil få en udfordringen for, når der skal navigeres rundt i subjektive flashbacks og andre manipulationer.
Måden, hvorpå Johnson skiftevis giver publikum nok ledetråde til at gætte med og samtidig holder os hen i mørket, er ganske veldrejet. Og hans øje for detaljer, hvor intet er tilfældigt, og alt går op i en højere enhed, er knivskarpt.
Men selvom ’Knives Out’ i høj grad er en rutsjebanetur af en homage til en salig filmgenre med en scenografi fuld af mordvåben – som taget ud af et spil Cluedo – har den også en skarp samfundskritisk brod med sin grundlæggende skildring af en gruppe rige hvide, hvis eneste forståelse for mennesker uden for deres egen sociale boble kommer fra musicalen ’Hamilton’, og deres selvhævdende entitlement.
Filmen vækker mindelser om Jordan Peeles ’Get Out’ – uden helt at nå samme højder – når den udstiller den amerikanske overklasses latente racisme, som skinner igennem mellem politisk korrekte fordømmelser af Trump og altright-bevægelsen, når Marta gentagende gange bliver omtalt som »The Help« fra Brasilien eller Uruguay… eller var det Ecuador?
Johnsons politiske budskab bliver nogle gange en anelse on the nose, men det tager ikke noget fra ’Knives Out’s tårnhøje ambitioner som underholdningsfilm med noget på hjerte, virtuos genreleg en masse og nogle af Hollywoods største stjerner, der skyder fra alle tænkelige kanoner.
Kort sagt:
Et forrygende cast giver den alt, hvad de har i Rian Johnsons intelligente og stærkt underholdende genoplivning af den klassiske whodunnit.