’Navalny’: Putin-kritiker opklarer mordattentatet på sig selv i højspændt dokumentarthriller

’Navalny’: Putin-kritiker opklarer mordattentatet på sig selv i højspændt dokumentarthriller
'Navalny'. (Foto: CPH:DOX)

Hvordan ville du reagere, hvis du fik at vide, at du med nød og næppe havde overlevet et mordforsøg bestilt af Vladimir Putin?

Nok ikke som Aleksej Navalnyj gjorde.

Den russiske oppositionsleder og systemkritiker befandt sig i 2020 på et passagerfly i russisk luftrum, da han fik et voldsomt ildebefindende og mistede bevidstheden. Flyet nødlandede i sibiriske Omsk, hvor Navalnyj blev indlagt på et lokalt hospital, inden han, efter pres fra omverdenen, blev fløjet til behandling i Berlin.

»What the fuck, det er så dumt!«, lød Navalnyjs kække svar, da han vågnede op fra koma og fik fortalt, at hans livstruende tilstand skyldtes den russiske nervegift Novichok.

»Hvorfor ikke bare skyde mig?«.

Reaktionen er meget sigende for Navalnyjs lige dele frygtløse og humoristiske tilgang til den politiske kamp, han fører mod sit lands autoritære leder, der i skrivende stund har vist sine værste sider frem for hele verden med invasionen af Ukraine.

I ’Navalny’ følger instruktør Daniel Roher den karismatiske oppositionsleder, mens han fra sit midlertidige hjem i en tysk landsby igangsætter en efterforskning af attentatforsøget mod sig selv.

Det lyder som en thriller, og sådan er dokumentarfilmen også skruet sammen – med håndholdt kamera og effektiv spændingsmusik.

Roher fodrer undervejs seeren med nok baggrundsinformation til, at man forstår den politiske kamp, der leder op til mordforsøget. Men filmens helt store styrke er de scener, hvor kameraet er til stede, imens den vilde historie derfra udspiller sig.

Vi sidder nemlig ved samme bord som Navalnyj og de undersøgende journalister Maria Pevcikh og Christo Grozev, når de dykker ned i sagen og finder frem til en håndfuld mistænksomme russiske mænd, der var med det samme fly som Navalnyj.

Med forbløffende ro ringer Navalnyj mændene op i forsøget på at få dem til at afsløre, at de var hyret til at myrde ham. I filmens vildeste scene er vi er med på sidelinjen, når en naiv kemiker taler over sig i telefonen, mens Pevcikh og Grozevs vrænger ansigter i forbavselse og lydløs ekstase. Da røret bliver lagt på, griner de henrykt, indtil de med alvor må konstatere: »De slår ham ihjel«.

Det er ikke kun de nervepirrende scener, som også tæller hovedpersonens risikable flyrejse fra Berlin og tilbage til truslen i Moskva, der gør ’Navalny’ til en spændende oplevelse. Hovedpersonens karismatiske maske, som sjældent tages af, er ligeledes fascinerende – for hvilke følelser gemmer der sig bag den?

Hvordan kan han være så fjollet og smilende efter at have været døden nær? Er han ikke bange? Hvorfra kommer hans ukuelige lyst til at kæmpe imod overmagten?

Selvom kameraet følger ham tæt, får instruktøren sjældent kontakt til Navalnyjs sårbare sider. I stedet møder vi skrøbeligheden hos hans hustru og datter, der holder humøret højt i den udsatte familiefars selskab, men hvis stemmer en gang imellem lider et grådkvalt knæk.

»Lad nu være med at lave en kedelig film om minder«, siger Navalnyj i starten af filmen – næsten skuffet – da instruktøren spørger, hvilken besked han vil efterlade seerne med, hvis nu han skulle blive slået ihjel.

Åbenlyst bevidst om sin persona og sin indflydelse nægter han at virke svag – og omvendt gør han alt for at få Putin til at se tåbelig ud. Han vil ikke forfatte sin gravskrift, men se fremad og se handling.

Man forstår godt hans trang til kontrollere sit selvbillede, når nu modstanderne så ihærdigt forsøger at lukke munden på ham: I dag sidder Navalnyj fængslet i en russisk straffekoloni, og en ny dom har netop forlænget hans indespærring med ni år.

Vi andre havde givet op for længst, men ’Navalny’ viser med al tydelighed, at oppositionslederen bærer på en næsten ubegribelig vedholdenhed.


Kort sagt:
Kameraet er med hele vejen, når den fascinerende oppositionsleder Aleksej Navalnyj opklarer det forsøgte mordattentat mod sig selv.

’Navalny’. Dokumentarfilm. Instruktion: Daniel Roher. Spilletid: 98 minutter. Premiere: I biografen 13. april 2022. Kan ses på DR.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af