‘Predators’: De fangede pædofile for rullende kameraer i 00’erne – men det, vi ikke så, er endnu mere ubehageligt

CPH:DOX. Man skal ikke mange sekunder ind i David Osits Sundance-hit ’Predators’, før det begynder at løbe én koldt ned ad ryggen.

Over en telefonforbindelse hører vi en fuldvoksen mand fortælle en 13-årig pige, hvordan han vil have sex med hende. »Vi er nødt til at være forsigtige«, bedyrer han den nervøse pige, inden han lægger på for at mødes med hende.

Hvad han ikke ved er, at der slet ikke er nogen 13-årig pige, men en voksen lokkedue for det populære amerikanske 00’er-program ’To Catch a Predator’, hvor tv-værten Chris Hansen lokker pædofile frem over internettet, afslører dem på landsdækkende tv og får dem anholdt, så snart mændene forlader lokkeduens hus.

I ’Predators’ ser vi, hvordan programmet blev en sensation, der førte Hansen fra det ene talkshows til det andet, hvor folk som Oprah Winfrey, Jimmy Kimmel og Conan O’Brien lovpriste ham for hans arbejde med at gøre verden tryggere og grinende roste ham for at lave noget af det mest underholdende tv. En kombination, filmen blotlægger som nøjagtig så problematisk, som den lyder.

Så ukritisk går David Osit heldigvis ikke til værks i sin dokumentarfilm om programmet og den medievirkelighed, det blev emblematisk for.

Filmen opruller det interessante paradoks, at programmet formentlig har været med til at redde børn fra overgreb, mens det samtidig har været med til at ødelægge fremtiden for de mænd, der bliver fanget på kamera.

Det er voldsomt ubehageligt at se, hvordan klappen går ned for mændene, når de indser, hvad der sker, og at deres fremtid formentlig er ødelagt for altid. Det føles både, som om retfærdigheden sker fyldest, og forkert, når den er fremprovokeret af et sensationssøgende tv-holds skjulte kamera. Mærker man sågar en lille smule sympati?

’Predators’ tapper ind i et stort diskussionspunkt i dokumentarisme: forskellen mellem at fremprovokere en virkelighed eller at reagere på en virkelighed.

Det bliver nemlig tydeligt, at tv-programmet skaber en ny virkelighed, hvor mændene kan få lov til at udleve deres allermest hemmelige fantasier i ly af internettets mørke, for så at blive fanget, før de handler på deres forfærdelige drifter.

Ville de have gjort det, hvis ikke de var blevet lokket, er et spørgsmål, der rumsterer igennem Osits dokumentar, særligt når vi ser de uredigerede råbånd fra tv-programmet, som viser, hvordan de pædofile mænd i nogle tilfælde fremstår som almindelige mennesker, der har gjort noget dumt, når de bønfalder tv-værten om at skaffe dem hjælp. Skuespil? Måske, måske ikke.

De scener er sjovt nok ikke med i selve tv-programmet, for som en sociolog bedyrer i et talking head-segment, ville det gøre, at vi så de pædofile som mennesker, og så ville det ikke være underholdende at se dem få som fortjent.

Den sort-hvide fordømmelse bliver særligt problematiseret, når vi senere i dokumentaren hører, hvordan en 18-årig dreng får sværtet sin fremtid for altid, fordi han opsøger en 15-årig, hvilket er ulovligt i den pågældende delstat, men dog alligevel væsensforskelligt fra en fuldvoksen mand, der opsøger en 13-årig.

Tv-værten Chris Hansen har dog ingen skrupler ved at ødelægge den 18-åriges liv, for som han siger: »Loven er loven«. Men loven har ingen interesse i at forstå menneskerne bag forbrydelserne eller at hjælpe dem og forebygge.

Filmen fremfører desuden en pointe om, at det faktisk er de kvinder, der skal forestille at være 12-13-årige, som har magt over mændene, hvilket, hvis man køber ind på præmissen, i hvert fald mudrer billedet af, hvem der fører hånden.

Særligt problematisk er det, at programmet både får lov at agere dommer, jury og bøddel i sit samarbejde med politiet, der bruger tv-programmet som bevismateriale, selvom det ret beset er sensationalistisk underholdningsfjersyn.

Sådan bliver Osit ved med at vende og dreje tv-programmets etik. For ’Predators’ er i langt højere grad en film om, hvorfor vi nyder at se dårlige mennesker komme ned med nakken, end det er en film om at forstå, hvorfor pædofile gør, som de gør.

Det kommer ellers frem, at instruktøren selv har været udsat for overgreb som barn, og at hans egen fascination af ’To Catch a Predator’-programmet, og motivation for at lave en film om det, skyldes, at han gerne vil forstå, hvordan nogen kan finde på at forgribe sig på børn.

Det svar får man aldrig, måske findes det slet ikke. Til gengæld bliver man langt klogere på en sensationsdreven mediekultur, der gør kriminalitet og virkelige traumer til underholdning, som man konsumerer uden at tænke to gange over det. Et spændingsfelt som ’Predators’ i øvrigt selv befinder sig i, hvilket instruktøren også reflekterer (overfladisk) over.

På den måde kommer filmen i lige så høj grad til at handle om dokumentarens etik og alle de løgne, mennesker kan fortælle sig selv, for at retfærdiggøre, at man forfølger sine fantasier. Hvad end det gælder de pædofile, dem der gør tv-karriere ud af at fælde dem for rullende kameraer, eller dem der grinende indoptager det færdige produkt.

---

Kort sagt:
Hårrejsende dokumentar om 00’er-tv-program, der fangede pædofile på skjult kamera, blotlægger det etiske morads bag tidens sensationsdrevne dokumentarisme.