’Licorice Pizza’: Paul Thomas Andersons nye film er en øjeblikkelig ungdomsklassiker
Paul Thomas Andersons uforfalskede kærlighed til filmhistorien har altid givet genlyd i hans film.
Det gælder alt fra hans Robert Altman-inspirerede 90’er-film ’Hard Eight’, ’Boogie Nights’ og ’Magnolia’ til hans noir-hyldest ’Inherent Vice’ – spækket med referencer til genrens klassikere som ’Chinatown’ og stoner-detektivfilm som ’The Long Goodbye’ – hans nyfortolkning af den klassiske westernmytologi i ’There Will Be Blood’ og hans dissekering af kunstnerens skabervilkår i ’Phantom Thread’.
Men ingen af dem er så dedikeret til at besynge filmmediets magi som ’Licorice Pizza’, en berusende kærlighedshistorie, der ikke bare handler om tiltrækningskraften mellem to mennesker, men i lige så høj grad om forelskelsen i sprød celluloid og Hollywoods fortryllende drømmefabrik.
Selvom filmen foregår i instruktørens barndomsarnested – San Fernando Valley uden for Los Angeles i starten af 70’erne, hvor en række af hans andre film også udspiller sig – stikker ’Licorice Pizza’ ud i Andersons filmografi.
Faktisk minder den mest om den underkendte ’Punch-Drunk Love’ – en anden simpel kærlighedshistorie, langt fra instruktørens vanlige opulente formalisme og stort anlagte tematiske vingefang.
Der sker ikke særligt meget i historien om den 15-årige barneskuespiller Gary Valentine (Cooper Hoffman, det afdøde PTA-koryfæ Philip Seymour Hoffmans søn), der forelsker sig hovedkulds i den 25-årige Alana Kane (Alana Haim i en fantastisk debutpræstation), som er mindst lige så rundforvirret i voksenlivet som Gary. Hun er dog sikker på én ting: Hun vil ikke date en 15-årig.
I stedet for stor dramatik lever og ånder filmen for de små – og ustyrligt morsomme – øjeblikke, det skæve persongalleri og den gnistrende kemi mellem de to debuterende skuespillere, som PTA indfanger fra første sekund, så man hurtigt føler, at man har kendt dem hele livet.
Gary er en ung hustler, der kaster sig ud i det ene forretningseventyr efter det andet – først sælger han vandsenge, dernæst starter han en spillehal, mens han med blandet held forsøger at holde skuespilkarrieren i live ved at gå til casting på roller, han ikke helt passer til. Sig ja til alt, er hans motto.
Alana er en ung, temperamentsfuld kvinde med uforløste drømme, der leder efter retning i tilværelsen som den yngste i en søskendeflok på tre med en streng jødisk far og mor (hele Haim-familien pryder rollelisten), som ynder at skræmme Alanas bejlere væk ved middagsbordet.
Gary trækker vejret højlydt, Alana gentager alting to gange. Begge minder mere om hinanden, end de selv har lyst til at indrømme. Det er på en måde alt, man behøver at vide for at få en dyb forståelse for de to hovedkarakterer.
Forholdet bliver udfoldet gennem en række Fellini-inspirerede, drømmeriske fragmenter baseret på PTA’s egne barndomsminder og hans ven Gary Goetzmans oplevelser, som Valentine-karakteren bygger på. Små tilsyneladende ubetydelige øjeblikke, der alligevel danner et medrivende og satirisk portræt af det selvoptagede Hollywood i 70’erne og periodens store historiske linjer.
Oliekrisen spøger i baggrunden, Watergate-skandalen er under optræk, og en idealistisk borgmesterkandidat forsøger at stryge til tops i det polariserede politiske klima.
Imens dukker folk som Sean Penn og Bradley Cooper op i sjove cameos som henholdsvis den afdankede skuespiller Jack Holden (baseret på virkelighedens William Holden), der kun kan citere replikker fra sine tidligere roller, da han er på date med Alana, og den kvindeglade producer Jon Peters (der blandt andet producerede Coopers ’A Star Is Born’), som går bananas, da benzinmanglen spænder ben for hans date med Barbra Streisand.
Men de store linjer er bevidst ikke meget mere end en parentes i fortællingen, der fokuserer på den altoverskyggende ungdomsforelskelse. Det er en film, der består af skjulte blikke, undertrykte følelser og stor, stor kærlighed. Hvor hver eneste scene er en performance, der dækker over en usagt længsel.
Og selvom Anderson imponerer med konstante, virtuose kameraindstillinger – lange, glidende dollyturer og en overlegen brug af overfladerefleksioner – kan man også mærke, at han har tonet sit formsprog markant ned for at hellige sig hangout-genrens tilbagelænede stilstand. Et markant skifte, som man let kunne forveksle med halvbagte ideer, sløset instruktion og automatcasting, når instruktøren dybest set bare har fået venner og bekendte til at udfylde rollelisten (Steven Spielbergs datter dukker blandt andre også op i en cameo).
Men faktisk klæder det filmen, at formen og historien er tilpasset karakterernes sindsstemning, hvor små berøringer og sætninger er nok til at give et sug i maven. Det siger noget om PTA’s talent, at han skaber åndeløs spænding ud af noget så simpelt som en motor, der kører i tomgang.
Filmens mådehold gør, at nostalgien aldrig forfalder til et overdrevent selvreferentielt og selvsmagende Hollywood-portræt. I stedet kommer og går virkelighedens personligheder uden den store fanfare – modsat i Quentin Tarantinos i øvrigt udmærkede ’Once Upon a Time in Hollywood’.
Det giver plads til talentfulde Hoffman, men især Alana Haim, der brillerer som skuespiller med sin komiske timing og dramatiske tyngde i portrættet af en herligt rebelsk kvinde, som forsøger at finde sig selv i en verden, hvor alle har en mening om, hvem hun og Gary egentlig er.
Ungdomsforelskelse har sjældent været så medrivende.
Kort sagt:
Paul Thomas Andersons mest nedtonede film er en øjeblikkelig coming of age-klassiker med sin berusende skildring af ung kærlighed i udkanten af Hollywood i 1970’erne.