På få dage er miniserien ’Adolescence’ blevet Netflix’ største overraskelseshit siden ’Baby Reindeer’. Det er den mest sete serie på verdens største streamingtjeneste både globalt og i Danmark, og uanset hvilket socialt medie man checker ind på, føles det, som om alle taler om den.
Det skyldes en kraftfuld kombination af den knugende følelsesmæssige fortælling om en 13-årig dreng, der anholdes for mordet på en pige – og så det fuldkommen ærefrygtindgydende filmtekniske pragtstykke, der ligger bag.
Hvert af de fire timelange afsnit er nemlig fortalt i én lang ubrudt indstilling.
Der er gennem historien lavet en efterhånden længere række af film i ét take, fra russiske ’Russian Ark’ og tyske ’Victoria’ til norske ’Utøya 22. juli’ og danske ’One Shot’, foruden selvfølgelig de falske one take-film a la Hitchcocks ’Rope’, ’Birdman’ og ’1917’.
Og one taket er da heller ikke et helt nyt greb i serieregi.
Faktisk skrev jeg helt tilbage i 2018 en artikel om, hvordan »enhver stort anlagt serie med respekt for sig selv efterhånden har et spektakulært one take«.
I eksempler som ’True Detective’, ’Mr. Robot’, ’Daredevil’ og ’The Haunting of Hill House’ var den lange uklippede scene en måde at gøre serierne filmiske på i en æra, hvor flere og flere prominente instruktører kastede deres kærlighed over tv-mediet. Siden har en serie som ’The Bear’ gjort fortrinligt brug af metoden, særligt med en 18 minutter lang hektisk indstilling i første sæsons afsnit 7, og herhjemme overgik ‘Bullshit’ alt andet på dansk grund med et hæsblæsende afsnit.
Og nogle gange kan man have fornemmelsen af, at one taket mere handler om at vise sin tekniske formåen og skabe omtale end at servicere den historie, der bliver fortalt.
Men hovedforfattere Stephen Graham og Jack Thorne og instruktør Philip Barantini tager alligevel one take-besættelsen til et nyt niveau, både fortællemæssigt og teknisk, i deres nye Netflix-serie.
Fra kammerspil til udstyrsstykker
Selvom de lange takes i ’Adolescence’ indimellem skaber transport- og overgangsscener, som nok var endt på klippebordet i en almindelig serie, underbygger kameraets realtid følelsen af at blive lukket ind i fire udvalgte lommer omkring den tragiske begivenhed.
Vi får på én gang alt at vide og meget lidt at vide, for mange af begivenhederne uden om de fire timer må vi gætte os til.
Det baner vej for subtil og nysgerrighedsvækkende fortællekunst – og skaber emotionel intensitet og en realistisk følelse af at være der selv. Dermed forstærker metoden også seriens underlæggende fortælling om, at en så modbydelig ugerning ikke kommer ud af rendyrket ondskab, men opstår blandt mennesker som du og jeg.
Filmisk er bedriften nok også det vildeste, vi har set i one takets tv-historie, netop fordi de fire afsnit benytter sig af mange forskellige teknikker, mens tidligere eksempler har ’nøjedes’ med én.
I tredje afsnit med samtalen mellem Jamie og psykologen er vi i én samtale på én location, hvilket kræver et helt exceptionelt nærvær og koncentration fra skuespillerne. Afsnit 1 og 2 er heroverfor større udstyrsstykker, hvor kameraet glider rundt mellem en længere række karakterer og locations på en måde, så man næsten taber pusten af at tænke på, hvor stort arbejde der er gået forud.
Fem dage, 10 forsøg
Dette forarbejde får man en fornemmelse af i en behind the scenes-video, som Netflix har lagt ud.
Her ser man, hvordan holdet brugte en uge på grundigt at forberede hver episode, hvorefter de havde fem dage til at få afsnittet i kassen. To forsøg hver dag, ti i alt.
Første afsnit fik de i kassen i andet forsøg, de resterende tre først i sidste. Alle detaljer i kamerabevægelser, blocking, skuespil og iscenesættelse skal sidde i skabet, alt kan gå galt, og det gjorde det altså også i flere af forsøgene.
Særligt én sekvens i serien fik mig til at tabe mælet i en blanding af næsegrus beundring og forundring over, hvordan det har kunnet lade sig gøre.
Nemlig i afsnit 2, hvor vi er med politiefterforskerne Bascombe og Frank på Jamie og Katies skole.
Det kulminerer (måske lidt belejligt) i, at Jamies ven Ryan stikker af, og Bascombe sætter efter ham i løb. En sådan jagtscene har i sig selv været tricky at sætte op, men det er det, der sker efterfølgende, som virkelig er magisk. Bascombe tager afsked med Frank, kører afsted med sin søn mod kinesiske pomfritter, hvorefter vi efterlades med Katies sorgramte veninde Jade og en flok skoleelever ved et gadekryds.
Og så letter vi sgu! Er det en fugl, er det en flyver? Nej, det er kameraet, der efter 45 minutters jordnær og metikuløst designet realisme pludselig svæver. Op over husene og byens gader for med en højstemt børnekorsversion af Stings ’Fragile’ som akkompagnement at lande på den parkeringsplads, hvor Katie blev dræbt. Her lægger Jamies far Eddie blomster på gerningsstedet, og vi slutter på et nærbillede af ham, der siger mere end tusind ord. Puha.
Welles og Trier nikker
I behind the scenes-videoen ser vi, hvordan det egentlig var meningen, at kameraet skulle være gået langs jorden tilbage til skolen, men at det føltes for meget som et computerspil. Da de fandt en måde at få kameraet til at flyve fastspændt på en drone, var det en løsning, hvor teknikken understøttede seriens sjæl på smukkeste vis. Film har altid fornyet sig i mødet mellem fortælling og teknisk innovation, og det er netop, hvad vi ser her:
Dronefærden, der efter intense 45 minutter med hundredvis af aktører i skolegården, forløser nemlig afsnittet i et følelsesmæssigt crescendo. Kamerabevægelsen løfter bogstaveligt talt blikket, helikopterperspektivet får os til at reflektere over den uhyggelige almindelighed omkring den uvirkelige forbrydelse. Det svævende kamera gør det specifikke til det almengyldige, før det fæstner vores sympati hos en mand, der både er offer og måske indirekte medskyldig.
I 1958 skabte Orson Welles filmhistorie ved at lade kameraet flyve ind over bygningerne i den berømte one take-åbningsscene af ’Touch of Evil’, der kulminerer i en eksplosion, og i Lars von Triers ’Breaking the Waves’ steg vi til sidst til himmels mod bimlende kirkeklokker.
Det er i den mesterklasse af filmisk himmelfart, vi nu må indskrive ’Adolescence’. Selvfølgelig har moderne udstyr med lettere og mere mobile kameraer, droner og fjernstyring gjort det nemmere at forløse den slags ambitioner, men det er ikke desto mindre en præstation, som vil få sin helt egen plads i fremtidige lærebøger om det mytiske one take.
’Adolescence’ kan ses på Netflix.