‘I Love LA’: Rachel Sennott er som en ildebrand i sjov og flabet generationsserie
SERIE. Hvad er det mest LA-agtige, man kan gøre? Måske at dyrke sex midt under et jordskælv. Hvis man skal dø, kan man vel lige så godt komme først.
Sådan åbner ’I Love LA’, Rachel Sennotts debut som serieskaber, og det føles som et statement: Vi er i byen, hvor alt ryster, men ingen mister balancen. Serien balancerer mellem absurd selvoptagethed og komisk eksistentialisme, samtidig med at den skildrer en generation, hvor synlighed og social kapital er lige så vigtig som ambition og talent.
Maia (Rachel Sennott) har lige haft fødselsdagssex med sin fantastiske kæreste Dylan (Josh Hutcherson). Hun er 27 år og klar til at tage tyren ved hornene og konfrontere sin chef Alyssa (Leighton Meester) om, at hun fortjener et nøk op ad karrierestigen hos det kreative agentbureau Alyssa 180.
Men der er også noget andet, der nager vores hovedperson. Hendes eksveninde og influencer-protegé Tallulah (Odessa A’zion) har nemlig unfollowet hende på Instagram, efter hun er flyttet til New York – og skylder hende ovenikøbet penge. Maia ser dog muligheder i enhver konflikt og pitcher Tallulah som potentiel klient over for Alyssa.
Maia er en grinder i ordets mest udmattende forstand. Hun går på sin walking pad og råber »chill culture is so annoying to me«, mens hendes selvværd langsomt smuldrer bag den konstante performative energi, der definerer vores generation.
Som hun har vist i ’Shiva Baby’ og ’Bodies Bodies Bodies’, har Sennott en unik evne til at omsætte panik, angst og seksualitet til komik, og med ’Bottoms’ gjorde hun og instruktør Emma Seligman ungdommelig seksualitet, venskab og selviscenesættelse til en sprudlende, feministisk komedie.
’I Love LA’ viderefører Sennott så på egne ben denne energi i en længere fortælling, hvor hun både spiller med sin egen persona og kommenterer den kultur, hun er en del af.
Som Lily Allens nye album også understreger, er autofiktionen for alvor blevet en brandingstrategi. Jo mere du blotter dig, jo mere autentisk virker du. Og serien føles da også som Sennotts måde at geniscenesætte sig selv på – som kvinden, der flyttede fra New York til LA og gik fra at blive grinet af til at blive grinet med.
Det er netop Sennotts særkende: Hun mestrer en form for seksuel satire, hvor hun får os til at grine, mens hun er rasende forførende med sit budskab. Serien bobler af den samme kaotiske energi, der gjorde Lena Dunhams ’Girls’ til 10’ernes uimodståelige generationsportræt – men hvor Dunhams første sæson af ’Girls’ havde en inderlig rastløshed, fremstår konflikterne i ’I Love LA’ mere polerede og iscenesatte, dog på en ærlig bevidst måde.
Maia er kreativ agent, Tallulah er influencer, vennen Charlie (Jordan Firstman) er stylist, og Alani (True Whitaker) er nepo-baby. Det er polerede og selviscenesatte … fag. Den eneste med et traditionelt arbejde er Dylan, som er skolelærer – et job, de andre tilsyneladende er ret ligeglade med.
Det performative er ikke blot et æstetisk valg, men seriens egentlige motor. Det er energi og timing, der driver historien frem og gør ’I Love LA’ til en spejlsatire, der balancerer mellem at gøre grin med byens overfladiske kultur og samtidig indgå i den. Sammenlignet med ’Girls’, hvor autenticiteten findes i rod og pinlighed, er Sennotts univers mere stylet og kontrolleret: Vibes er vigtigere end følelsesmæssig dybde.
Det fungerer, fordi vi ikke kan lade være med at se med, fanget af hver ny skarpe replik, hvert lille socialt spil.
Serien føles som ét langt feed, fyldt med vilde cameos og replikker, der er som skrevet til et TikTok-lydspor: »People don’t come out anymore« eller »I really want to get into smoking« – leveret med perfekt, insisterende timing.
’I Love LA’ er sjov, flabet og fascinerende, og Sennotts tilstedeværelse er som altid magnetisk – en ildebrand, man både frygter og beundrer. Dog får inderligheden sjældent plads, og med en smule mere selvransagelse kan serien blive endnu mere vedkommende og nuanceret i de potentielt næste sæsoner.
I første omgang er det et meget lovende startskud.
Kort sagt:
Rachel Sennott brænder igennem som en ildebrand i ’I Love LA’. Flabet, hyperbevidst og uimodståeligt sjov. Serien er et snapshot af en generation, der lever gennem performance, men kan blive endnu mere indsigtsfuld og underholdende, hvis den tør give plads til lidt mere reflektion.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.