Da ‘The Bear’-skuespiller Ayo Edebiri i begyndelsen af året vandt en Golden Globe, dedikerede hun den til alle Hollywoods oversete helte. De personlige assistenter for stjerneskuespillere og instruktører, som må finde sig i lidt af hvert.
Det samme bliver hendes ‘Bottoms’-medspiller Rachel Sennott muligvis nød til, hvis hun på et tidspunkt vinder en pris.
Hendes 23-årige assistent Claire var nemlig den eneste, der tog affære, da Sennott for nylig blev arresteret på sin ferie til Caymanøerne. Det fortalte skuespilleren som gæst i ‘The Tonight Show with Jimmy Fallon’.
Her blev Rachel Sennott nemlig holdt tilbage ved sin ankomst i lufthavnen og fik gennemrodet sin taske for weed og blev arresteret, da personalet fandt en pose med, hvad hun selv betegnede som »falsk weed«.
Skuespilleren havde nemlig en taske, hvor der lå såkaldt »mom grass«, færdigrullede joints med hamp og CBD, som hun havde købt i det berømte kendissupermarked Erewhon.
Inden Sennott fik konfiskeret sin telefon nåede hun kun at sende en besked til sine advokater, hvor der stod, »jeg er i fængsel«. Ikke hvilket fængsel eller hvorhenne. Heldigvis fandt assistenten Claire det mystisk, at hun ikke svarede på sine sms’er, hvorefter hun satte opklaringarbejdet i gang og fik lokaliseret skuespilleren på Caymanøerne.
Det var dog ikke så let at finde hende, da Sennott primært er kendt for sin hovedrolle i ‘Bottoms’, der handler om to lesbiske teenagepiger, og som ikke var særlig kendt på Caymanøerne.
Da Sennott endelig blev fundet slap hun med en advarsel og blev derfor ikke sigtet. Hun fik dog ikke lov til at få udleveret sit forbryderbillede, som hun ellers gerne ville have vist frem i Jimmy Fallon.
»Bare forestil jer, at jeg ser fantastisk ud. Jeg ser bare så smuk ud. Helt sikkert ingen tårer, der løber ned af mit ansigt. Helt sikker intet sved fra flyet«, fortalte hun.
Sennott er lige nu aktuel i filmen ‘Saturday Night’, der handler om første gang, det amerikanske sketchshow ‘Saturday Night Live’ blev sendt i 1975. Filmen får ikke bred dansk biografpremiere, men kan ses i udvalgte biografer den 22. oktober.