Historiens allerførste udgave af sketchshowet ‘Saturday Night Live’ – og de hektiske konflikter bag kulissen – er omdrejningspunkt for en ny komedie, der netop har fået sin første kaotiske trailer. Det skriver Entertainment Weekly.
‘Saturday Night’ (tidligere ‘SNL 1975’) er titlen på den nye biografiske film, som instrueres af Jason Reitman, manden bag ‘Juno’, ‘Up in the Air’ og senest ‘Ghostbusters: Afterlife’.
Da det legendariske sketchshow 11. oktober 1975 for første gang gik live, var folk som Lorne Michaels, Chevy Chase, Dan Aykroyd, John Belushi, Gilda Radner og Jane Curitn blandt castet.
I den nye film bliver ensemblet spillet af en række unge Hollywood-håb, herunder ‘Stranger Things’-stjernen Finn Wolfhard, ‘Succession’-favoritten Nicholas Braun, Rachel Sennott (‘Bottoms’), Copper Hofman (‘Licorice Pizza’), Dylon O’Brien (‘The Maze Runner’) og Gabriel LaBelle (‘The Fabelmans’).
De får selskab af blandt andre Willem Dafoe, J.K. Simmons, Lamorne Morris og musiker Jon Batiste.
‘Saturday Night’s amerikanske biografpremiere er 11. oktober, præcis 49 år efter showets første broadcast. Det vides endnu ikke, hvornår filmen kommer til Danmark.