Man skal passe på, hvad man siger, når man læser højt fra den berømte børnebogsforfatter Dr. Seuss. Det måtte komikeren Shane Gillis sande, da han lørdag var vært på det amerikanske sketchshow ’Saturday Night Live’.
I sin tredje værtstjans på showet endte den populære komiker med at smide den forbudte »f-bomb«, som man helst skal holde sig fra på amerikansk primetime-tv. Det skriver blandt andre Deadline.
I en sketch baseret på børnebogsklassikeren ’Green Eggs and Ham’ skulle Gillis forsvare sin skinkehadende far, spillet af Mikey Davis, mod den insisterende Sam-I-Am, der forsøger at få ham til at spise grønne æg og skinke.
Men da Gillis skulle forklare, at hans far altså ikke havde lyst til retten, kom han til at krydre replikken med et velplaceret »fucking«.
Sketchen er publiceret på kanalens YouTube-side, hvor bandeordet dog er belejligt censureret.
»He said he doesn’t fucking – geez – like them,« lød det fra komikeren, der fortsatte sketchen med et skyldigt smil.
Senere på aftenen vendte Gillis tilbage til fuck-fadæsen under showets afslutning, hvor han undskyldte for sin brøler.
Den populære komiker føjes dermed til den sorte bog med navne som Kristen Stewart, Jenny Slate, Sam Rockwell og Samuel L. Jackson, der alle tidligere har sagt det unævnelige ord.
Det er tredje gang, at komikeren gæster ’Saturday Night Live’, som har haft et tumultarisk forhold til sketchshowet. Gillis blev hyret som en del af rollebesætningen tilbage i 2019, men blev fyret få dage efter, da gamle podcastoptagelser med racistiske og homofobiske udtalelser kom frem.
Det var især nedsættende ord om folk med kinesisk baggrund – brug af det hadefulde udtryk »chinks« – der vakte opsigt. Ikke mindst fordi han var blevet hyret sammen med Bowen Yang, det første asiatiske og homoseksuelle castmedlem i ‘Saturday Night Live’s historie.
Siden fyringen har Gillis gjort comeback som vært i både 2024 og 2025 – og nu igen i en i hvert fald én henseende mindeværdig tilbagevenden.
