‘Pluribus’: Du må ikke gå glip af ’Breaking Bad’-mesterens nye storserie
SERIE. Hvis du havde håbet, at den nye serie fra ’Breaking Bad’- og ’Better Call Saul’-skaber Vince Gilligan ville blive hans næste store forbryderbibel – en åndelig efterfølger til de to mastodontserier – må du forberede dig på en brat opvågnen.
For ’Pluribus’ markerer på mange måder en ny retning for tv-mesteren.
Alligevel har Gilligan skabt noget mindst lige så ambitiøst, hans hidtil største satsning og unægtelig en af årets største tv-begivenheder, som for få desværre nok kommer til at se.
Seriens omdrejningspunkt er Carol Sturka (spillet af ’Better Call Saul’-breakout-stjernen Rhea Seehorn) som er en succesfuld sellout-forfatter, der lever af at skrive historiske kærlighedsromaner til kvinder, hvis sexliv primært eksisterer mellem siderne i en bog. Parcelhuskvartersliderlige pendanter til ’Fifty Shades of Grey’, men med pirater og skonnerter.
Hendes professionelle facade er nøje poleret til signeringer og fanmøder, men i virkeligheden er hun kynisk, grundlæggende træt og møghamrende utilfreds med det hele. Hun er bare in it for the money.
Hendes partner, Helen (Miriam Shor), mener, at det måske er tid til at lave hendes »seriøse bog«. Meeeen … det når hun så ikke, før sci-fi-helvedet bryder løs.
Astronomer har nemlig opfanget et signal fra rummet, en RNA-kode, som de forsøger at knække. Og i klassisk Gilligan-stil – uden store forklaringer eller unødvendigt teknologisk jargon – spredes en virus (blandt andet gennem et ret så ulækkert serielt donut-slikkeri!), og hele menneskeheden smelter sammen i én frustrerende rolig bevidsthed, hvor alles tanker bliver til én. En lykkelig udgave af covid-19, kan man måske sige.
Men lykkelig for hvem? I invasionen (?) ryger nogle millioner mennesker i svinget. Og Carol står tilbage, immun for denne virus. Den tilsyneladende eneste, der stadig kan føle individuel smerte, sorg og modstand. Og den eneste, der forsøger at give de evigt frustrerende, glade og virusramte hive mind-mennesker modstand. Selvom de faktisk bare gerne vil gøre alt for, at Carol er glad. Lykkelig ligefrem. En smilende hjælpsom zombie-apokalypse.
I bund og grund er det et ret old school sci-fi-set-up. Vi har set lignende grundideer med hive mind i alt fra kropsbytte-mareridtet i ’Invasion of the Body Snatchers’ til ’Star Trek’s kollektive-cyborgs (som ganske opfindsomt bare hed Borgs). For de fleste, der har set ’Rick & Morty’, vil plottet virke bekendt med karakteren Unity, der kan forene hele planeter i én bevidsthed.
Gilligan trækker på troperne, men han gør det med sin egen håndskrift: en karaktercentreret fortællestil, hvor det psykologiske ubehag får lov at fylde mere end det spektakulære.
Og på mange måder er Carol Sturka endnu en brillant hovedperson fra Gilligans hånd.
Selvom både Walter White og Saul Goodman siden er blevet edgy-symboler – lidt i samme båd som Joaquin Phoenix’ Joker – er det ekstremt velskrevne antihelte. Alligevel har serieskaberen udtalt, at han blev træt af at skrive »bad guys«.
Carol virker som hans forsøg på at skabe en »good guy« (kvinde i dette tilfælde). Men ikke i traditionel forstand. Hun deler træk med både Walter og Jimmy – sarkastisk, negativ, lettere alkoholisk og generelt ret miserabel, også før sammenbruddet.
Det kommer næppe bag på nogen, der bare har set en flig af ’Better Call Saul’, at Rhea Seehorn er usædvanligt dragende. Gilligan har skrevet rollen til hende, og det mærkes.
Skuespilleren balancerer raseri, sarkasme, komisk timing og sårbarhed. Da ’Better Call Saul’ startede, var hun seriens skjulte våben, men her spiller hun førsteviolin, og alles øjne er rettet mod hende. Hun leverer en atombombe af en præsentation.
På overfladen lignerPluribus altså et radikalt skift for Vince Gilligan. Væk er ’Breaking Bad’s brutale realisme og ’Better Call Saul’s minutiøse karakterstudie. I stedet får vi en sci-fi-fabel om kollektiv bevidsthed, følelsesmæssig ensretning og eksistentiel komik, en fortælling, der undersøger ideen om utopi som mareridt: Ja, sikke en mundfuld.
Men Gilligan begyndte allerede i 90’erne karrieren i sci-fi/horror-land som manuskriptforfatter på ’The X-Files’, hvor han skrev en række episoder og co-skabte spinoff-serien ’The Lone Gunmen’. Han har desuden gentagne gange erklæret sin kærlighed til ’Star Trek’.
Set i det lys er ’Pluribus’ ikke et sidespring, men måske mere en hjemkomst for den amerikanske serieskaber. Og han står knivskarpt i sci-fi-outfittet.
’Pluribus’ ligner en arvtager til ’The Twilight Zone’, og den deler da også æstetikken: lange, kolde takes, en stiliseret verden, hvor ubehaget ligger lige under overfladen, og en fortælling, der ikke handler om storslåede rumvæsener, men om menneskelig transformation.
Samtidig trækker ’Pluribus’ på en paranoid amerikansk 60’er-vibe, hvor en æra præget af frygten for konformitet, kollektiv kontrol, kommunisme og atomkrig gennemsyrede kulturen.
I serien gestaltet af radarer, der stirrer ud i det tomme rum, karakterer, der taler i gåder, og en hovedperson, der nægter at give slip på sin individualitet, mens verden omkring hende smelter sammen til én. Det er et kærlighedsbrev til tv-formatet mere end til streamingæraens binge-model.
Vi er i øvrigt tilbage i New Mexico, Gilligans gamle hjemmebane fra ’Breaking Bad’. Og andre af hans signaturer er også tydeligt til stede. Den langsomt brændende, højt konceptualiserede tilgang, den mesterlige suspense, de skæve beskæringer og uventede vinkler og så en mystisk cold open med en scene, hvor vi ikke helt er med på, hvad fanden der egentligt foregår.
Ligesom første afsnit af ’Breaking Bad’ starter ’Pluribus’ med en bil, der drøner gennem ørkenen. Første replik falder først efter flere minutter og lyder: »Bullshit«.
I andet afsnit får vi endnu en ordløs sekvens, hvor en tilsølet kvinde i et arabisktalende land flytter lig, kører scooter, flyver et cargo-fly, tager bad og får rent tøj på. Alt sammen uden én eneste replik, før én sætning pludselig får det hele til at falde på plads.
Selv de stille sekvenser er dybt betagende. Og man kan være sikker på, at Gilligan nok skal belønne ens tålmodighed.
Apple TV+ har specialiseret sig i science fiction-serier med ’Silo’, ’Foundation’ og særligt ’Severance’, der i første omgang fløj under radaren, men siden blev en kultserie.
Jeg håber, at ’Pluribus’ går samme skæbne i møde og får et stort publikum, selvom vi ikke befinder os på en af danskernes foretrukne streamingtjenester.
Man vil da ikke gå glip af en af årets største tv-serier, skabt til glæde for vores alle sammens kollektive bevidsthed, vil man?
Kort sagt:
’Breaking Bad’-mester Vince Gilligan er tilbage i storform og beviser endnu engang, at han er en af tidens mest originale serieskabere. Rhea Seehorn leverer en præstation, der kan måle sig med tv-historiens bedste.