’Peacemaker’ sæson 2: En bevægende historie løfter D.C.’s anarkistiske hitserie til nye højder
Det er allerede tre et halvt år siden, at den ultrapopulære, første sæson af James Gunns ’Peacemaker’ landede på HBO Max: en spinoff til den ligeledes Gunn-instruerede ’The Suicide Squad’.
Dengang var det de færreste, der kunne se fidusen i, at det var den storsvovlende Christopher Smith aka Peacemaker (John Cena), der fik sin egen serie, men satsningen gav pote og den hev imponerende seertal hjem.
Anden sæson var allerede bestilt, da Gunn og Peter Safran overtog nøglerne til DC, og selvom opfølgeren kort var sat på pause, var det ikke en stor overraskelse, at Team Peacemaker til sidst blev håndplukket fra det hedengangne DCEU til Gunn og Safrans nye DC Universe.
Nu er det så endelig blevet tid til anden ombæring, der lander i kølvandet på den beslægtede blockbuster ’Superman’. Men trods det fælles univers og visse overlappende karakterer blomstrer ’Peacemaker’ stadig i sit helt eget, underlige og vidunderlige mikrokosmos.
Sæsonen indledes med en kort prolog, der forsøger at omskrive visse begivenheder fra første sæson på en så smertefri facon som muligt, mens andre bliver italesat og dermed etableres som en del af det nye univers’ rammefortælling.
Vi møder på ny Chris og resten af 11th Street Kids-banden, der alle forsøger at finde sig til rette i den verden, de reddede fra en ruminvasion. Men den respekt, de hver især higer efter, udebliver. John Economos (Steve Agee) er fortsat ansat hos A.R.G.U.S. Leota Adebayos ægteskab hænger i en tynd tråd, mens hendes nystartede privatdetektivpraksis endnu ikke har taget fart.
Adrian Chase/Vigilante (Freddie Stroma) er stadig afrydder på en restaurant og klinisk bims. Og både Emilia Harcourt (Jennifer Holland) og Chris kæmper med alvorlige traumer, som hindrer dem i at granske de romantiske følelser, de fik for hinanden i sidste sæson.
Holdepunktet for dem alle er det tætte gruppevenskab, der rituelt holdes ved lige, når de mødes til hyggedruk en gang om måneden. Men for nogen, især Chris, er varmen fra venskaberne ikke nok til at holde den snigende tomhed stangen.
Da han ved et tilfælde finder et parallelunivers i sin fars højteknologiske værksted, står han pludselig ansigt til ansigt med en alternativ virkelighed (og en anden version af sig selv), hvor hans liv ser markant lysere ud. Her lever han som en forgudet superhelt, har et kærligt forhold til sin far og en fremtid med en alternativ version af Emilia.
Men da den nye leder af A.R.G.U.S., Rick Flag Sr. (Frank Grillo), får nys om Chris’ multiverse-portal, ser Flag en mulighed for at hævne sig på Peacemaker, som han har et horn i siden på, efter sidstnævnte dræbte hans søn, Rick Flag, i ’The Suicide Squad’.
Selvom film som ’The Flash’ og ‘Doctor Strange in the Madness of the Multiverse’ formentlig har ødelagt multiverse-konceptet for mange, fungerer det ganske upåklageligt i denne sæson. Her integreres det mere som et eksistentielt spejl, der lokker Chris med en utopisk og besnærende virkelighed(sflugt), og som fremhæver traumerne i hans eget liv, hvor han blev mishandlet af sin neonazistiske far, mistede sin bror og dræbte Flag.
Det føles tematisk tættere beslægtet med en serie som ’Rick and Morty’ end for eksempel ’The Flash’, der brugte paralleluniverserne til overflødige cameos.
John Cena viser igen, at han nok er den skuespiller med wrestlingbaggrund, der har det største talent (selvom vi glæder os til at se The Rock’s hypede præstation i ’The Smashing Machine’). Hans komiske timing er atter spot on, men han bygger også flot videre på Chris’ sårbarhed, samvittighed og skrøbelige psyke, der præges af depressive tanker og selvhad, hvilket gør, at karakteren føles virkelig trods det absurde univers.
Jennifer Holland, der var det svageste kort i første sæson, giver også den lakoniske Emilia Harcourt tiltrængt dybde og kompleksitet. Hun tilbringer de fleste aftener alene, på jagt efter så store slagsmål som muligt, og trods sine kampfærdigheder ender hun ofte sønderbanket i grøften. Og Holland sælger både den følelsesmæssigt forkrøblede og den mentalt sunde version af Emilia med stor indlevelse.
Mens Vigilante, Adebayo og Economos får en smule mindre at arbejde med i de første fem afsnit, er de stadig fantastiske bekendtskaber, og det er lidt ærgerligt, at et par af de nye ansigter, som snupper en del af skærmtiden fra de originale, endnu ikke brænder helt igennem.
Altså lige bortset fra Tim Meadows som den taktløse A.R.G.U.S.-agent Langston Fleury, der stjæler adskillige scener med sine mange sjove deadpan-replikker.
Serien har stadig masser af humor, trods det skærpede fokus på emner som traumer og selvhad, men som det oftest er tilfældet med Gunns film og serier, leveres jokesne med lynets hast, og det er ikke dem alle, der holder et lige højt niveau. I de to afsnit, som Greg Mottola (’Superbad’) har instrueret, er humoren dog sublim.
Gunns needle drops er igen velvalgte med alt fra ’November Rain’ af Guns N’ Roses til salige Ozzy Osbournes melankolske mesterstykke ’Dreamer’, der smukt smelter sammen med scenen, den akkompagnerer.
Og så får vi selvfølgelig også en mageløs ny introsekvens, man virkelig ikke må skippe!
Kort sagt:
Anden sæson af ’Peacemaker’ er endnu et potpourri af lækre actionsekvenser, humor, teaterblod, sex, kuriositeter og anarkistiske fyord. Det er alt sammen glimrende underholdning, men den bevægende historie, de underliggende temaer og det blændende skuespil tager James Gunns hjertebarn til nye højder.
Anmeldt på baggrund af de første fem afsnit.