’The Suicide Squad’: James Gunn sparker nyt liv i DCEU med blodigt og bindegalt festfyrværkeri
Gudskelov for James Gunn og hans fantastiske, forskruede hjerne!
Det var min umiddelbare første tanke, da jeg begejstret forlod biografmørket efter pressevisningen af ’The Suicide Squad’. For hvor har det været en lang og ofte trist omgang (med få undtagelser), som DC og Warner har præsteret med superhelteuniverset DCEU, ækvivalenten til Disney/Marvels helstøbte MCU.
Derfor er det også en smule morsomt, at løsningen på problemet netop har ligget i at ’låne’ fra den direkte konkurrent og ansætte ’Guardians of the Galaxy’-instruktøren Gunn, der først blev fyret af Disney og siden genansat for at lave tredje film i serien.
Gunn kickstartede på glimrende vis MCU med den første ’Guardians of the Galaxy’, der var et friskt pust til det (på daværende tidspunkt!) noget rutineplagede univers. Og det er derfor ikke så underligt, at han nu gør præcis det samme for DCEU med sin første film i det andet store superhelteunivers.
Man glemmer da også hurtigt David Ayers rodebutik fra 2016, og selvom en række centrale karakterer fra etteren er gengangere i ’The Suicide Squad’, er det en langt bedre film. Gunn tøver heller ikke med at gå direkte til stålet.
Med lidt fiks eksposition, bliver vi introduceret for konceptet, hvor den kyniske Amanda Waller (altid seværdige Viola Davis, der var det bedste ved Ayers 2016-version) rekrutterer fanger fra fængslet Belle Reve til selvmordsmissioner, og betaler dem med et løfte om at få deres straf nedsat – hvis de vel at mærke overlever. Samtidig har fangerne stadig en bombe implementeret i nakken, som Waller detonerer, hvis de afviger fra opgaven.
Holdet bliver sendt til landet Corto Maltese, hvor de skal infiltrere og destruere et gammelt Nazi-fængsel, Jotunheim, hvor politiske modstandere og kritikere af landets regering længe har været genstand for tortur. Og ja… Så er fængslet også hjemsted for et gigantisk søstjernerumvæsen ved navn Starro, der holdes fanget og eksperimenteres på af skurken The Thinker (Peter Capaldi).
Det lyder vanvittigt, og det er lige præcis, hvad det er. Gunn har tidligere proklameret, at hvem som helst kan dø i filmen, og uden at nævne nogle navne, så indfrier han modigt dette løfte. Det er forfriskende, da man i de fleste superheltefilm ofte sidder med en følelse af, at heltene (i dette tilfælde antiheltene) nok skal klare skærene. Men i ’The Suicide Squad’ svinger han med glæde øksen, og med en R-rating in mente går det ikke stille for sig – tænk en krydsning mellem ’The Boys’, ’Deadpool’ og ’Game of Thrones’.
Karaktergalleriet er mindst lige så vildt og farverigt. Her har vi blandt andre King Shark, som en veloplagt Sylvester Stallone lægger stemme til, Polka-Dot Man, hvis pudsige superkraft er at kunne fremkalde dødbringende polkaprikker, og Ratcatcher 2, der kan kontrollere og kommunikere med rotter.
Margot Robbies Harley Quinn og Joel Kinnamans Rick Flag bliver også ydet stor retfærdighed i denne film og får langt mere at arbejde med, efter de i Ayers version var reduceret til henholdsvis sexobjekt og endimensionel militærtype. Harley Quinn har tilmed en af de bedste scener i filmen, hvor hun går grassat i et præsidentpalads og dræber samtlige vagter, imens hun begynder at se deres blod tage form som slikfarvede blomsterblade.
Idris Elba som Bloodsport er desuden en meget mere tiltalende snigmorder (hvis man kan være det?) end Will Smiths Deadshot, der medvirkede i 2016-versionen, og dette til trods for at karaktererne deler mange af de samme motiver.
Så er der John Cenas Peacemaker, der næste år får sin egen serie af samme navn, og han er klart filmens sjoveste karakter. Cena er et perfekt match til rollen. Han giver en forsmag på sit fine komiske talent – både når han med stenansigt snakker om, at han med glæde ville spise en helvedes masse penisser, hvis det var i nationens tjeneste, og når han til alles overraskelse dukker op i intet andet end et par hvide trusser. Ja, der er god grund til at glæde sig til den kommende serie.
Med en spilletid, der ender på lidt over to timer føles ’The Suicide Squad’ aldrig for lang, og man er godt underholdt i selskab med det store persongalleri og den velbalancerede humor.
Filmen er dog ikke uden skønhedsfejl, da skurken The Thinker er af en noget tam størrelse. Desuden er der også et sideplot med en modstandsbevægelse til Corto Malteses regering, der aldrig formår at fange opmærksomheden.
Dette bliver dog kraftigt overskygget af den store fortællelyst og Gunns overskudsagtige instruktion.
Kort sagt:
James Gunns ’The Suicide Squad’ er med sit forrygende cast og vidunderligt, blodige udgangspunkt en af de absolut bedste DCEU-film til dato – og tilmed den sjoveste.