Alle 12 DCEU-film, rangeret fra værst til bedst

Den aktuelle ’Black Adam’ er nummer 7 på rangeringen af DC’s brogede skare af superheltefilm.
Alle 12 DCEU-film, rangeret fra værst til bedst
'Black Adam'. (Foto: Warner Bros.)

Modsat Marvel Cinematic Universe har Warner Bros. og DC Films modpart, ’DCEU’, haft en turbulent levetid. Siden ’Man of Steel’ affødte det cinematiske univers i 2013, har det haltet med kvaliteten, mens selskaberne løbende har duelleret med kontroverser en masse.

Det har resulteret i, at mange af filmene i DCEU-kontinuiteten har fået hårde smæk af anmeldere og publikum, der har taget sig undrende til hovedet i frustration, når nu forlæggene tæller elskede karakterer som Batman, Superman, The Flash og Wonder Woman.

Men hvor grelt står det egentlig til i DC’s superhelteunivers i dets nuværende forfatning? Efter premieren på ’Black Adam’ rangerer vi alle 12 superheltefilm fra DC Extended Universe.

‘Suicide Squad’. (Foto: PR)

12. ’Suicide Squad’

David Ayer præsterede en rodebunke af dimensioner og DCEU’s absolutte bundskraber med ’Suicide Squad’. Efter fine krediteringer som instruktør på ’End of Watch’ og manuskriptforfatter på ’Training Day’, skulle man tro, at Ayer havde en idé om, hvordan en nogenlunde acceptabel film bør skrues sammen, men ak…

Lige dele tonedøv og tåkrummende snubler den ene torskedumme sekvens i ’Suicide Squad’ over den anden. Jared Letos Joker skuffer fælt. Jai Courtneys boomerangkaptajn er et udmattende bekendtskab. Cara Delevingnes Enchantress er mere ufrivilligt komisk, end hun er frygtindgydende. Stakkels Karen Fukuhara er en parentes som Katana. Will Smith og Joel Kinnaman skiftes til at mundhugges om stridspunkter, som man har glemt minuttet efter, og kun Viola Davis og Margot Robbie går derfra med æren i behold.

Skuespillerne er dog blot sagesløse ofre i den store sammenhæng. De lades hjælpeløst i stikken af Ayers trafikuheld af et manuskript og sløsede instruktion, der både mangler fantasi og humor.

‘Justice League’ (2017). (Foto: PR)

11. ’Justice League’ (2017)

Henry Cavills ydmygelse af et CGI-fjernet overskæg. Rygterne om Zack Snyders fratrædelse: fyring eller en opsigelse grundet hans datters tragiske dødsfald? Dramatiske intriger mellem Joss Whedon og Cyborg-skuespilleren Ray Fisher. Og i sidste ende en sønderlemmende kritik fra internationale anmeldere – og ligeledes fra vores egen. Katastroferne stod i kø i forbindelse med DC’s stortanlagte ensemblefilm.

Og man undrer sig stadig over, hvem der var ansvarlig for at hente Joss Whedon ind som erstatning for Zack Snyder. Whedons succes med ’The Avengers’ og mangel på samme med ’Avengers: Age of Ultron’ skyldtes langt henad vejen, at han konceptuerede en munter og let tone i Marvel-filmene. En tone, som ikke umiddelbart går i spænd med Snyders varemærker: slowmotion, mørke, tunge regnbyger og indimellem Terrence Malick-agtigt dvælende billeder.

Resultatet endte da også som en næsten uundgåelig redelighed. Filmen forcerer sine fire tiltænkte oprindelseshistorier i form af Cyborg, The Flash, Aquaman og Steppenwolf. Steppenwolf er den tammeste superskurk i mands minde. Darkseid er barberet væk. Aquaman er reduceret til en gryntende surferdude. The Flash er mere irriterende, end han er et vellykket comic relief. Og så er der Cyborg, som i denne film bliver skubbet så meget i baggrunden, at man til sidst glemmer, at han er der.

Resultatet er et identitetsforvirret, grimt og halvfærdigt spektakel, som fortjent fik verbale smæk af både fans og anmeldere verden over, hvilket i sidste ende affødte Zack Snyder-cuttet.

‘Aquaman’. (Foto: PR)

10. ’Aquaman’

På papiret skulle man tro, at James Wan (’Saw’, ’The Conjuring’) ville være et fint match til en film som ’Aquaman’, der foregår i det mørke og nådesløse dyb. Wans horrorerfaring anvendt på en superhelte-blockbuster kunne have været et frisk pust til DCEU, men det, vi fik i stedet, var en omgang daggammel sushi serveret med Jason Momoas fiskesludrende Aquaman og Patrick Wilsons migrænefremkaldende råberi som King Orm.

Med forvirrede udgaver af stjerner som Willem Dafoe, Amber Heard, Nicole Kidman og den robotagtige Dolph Lundgren bliver man kastet rundt i Wans dovne malstrøm af ligegyldigheder. Tilmed har han fået stakkels Julie Andrews til at låne sin stemme til sømonsteret, Karathen.

Plottet forsøger sig med selvhøjtidelig klimakritik, der klinger hult, når man i et splitsekund overvejer filmens økonomiske omkostninger og næppe synderligt klimavenlige produktion. Tilmed foregår alt med 150 km/t, og man når knap nok at tage en dyb indånding, før man på ny bliver kastet hovedkulds ud på kilometerdybt vand.

Det ene øjeblik står den på hovedspring ud af et fly over Sahara, det næste øjeblik befinder vi os i Italien, hvor Aquaman lærer Mera om menneskehedens gode sider, før vi lige pludselig er tilbage i vandet til en krig, der brat stoppes af Orm og Aquamans mor. DCEU’s fascination af mødre er så højtudviklet, at selv Homelander fra ’The Boys’ ville finde det en kende for tykt.

Med det vandede udgangspunkt kunne ’Aquaman’ aldrig blive et mesterværk, men havde den holdt sig i sit rette element i stedet for at fare ud til alle verdenshjørner, kunne resultatet have været en anelse mere acceptabelt.

Vandmanden selv var naturligvis ligeglad!

‘Batman v. Superman: Dawn of Justice’. (Foto: PR)

9. ’Batman v. Superman: Dawn of Justice’

Som titlen antyder, er denne films plot todelt. På den ene side har vi den ’største gladiatorkamp i verdens historie’, som den fejlcastede Jesse Eisenbergs Lex Luthor formulerer det. På den anden side skulle filmen fungere som et springbræt for DCEU’s videre transmediale fortælling.

Men i stedet for en ordentlig introduktion via en række origin-film, som kom/kommer senere med ’Aquaman’ (2019), ’The Flash’ (2022) og ’Cyborg’ (usikker fremtid), blev vi afspist med en række slørede videooptagelser på Batmans computer af den øvrige metamenneskelige tredjedel af DCEU’s version af Justice League.

Selve ’Batman v. Superman’ var da også i sig selv en eklatant brøler langt henad vejen. Henry Cavill og (især) Ben Affleck er filmens absolutte højdepunkter i deres respektive roller, men endnu engang kaster Zack Snyder alt, hvad der hedder kompleksitet og karakterudvikling, over bord med en række tåbelige beslutninger.

Den første er hans overforbrug af generiske CGI-effekter, herunder en uinspireret fortolkning af skurkemonsteret Doomsday. Den anden er, at når man har en film, der hedder ’Batman v. Superman’, så må kampscenen titanerne imellem gerne vare mere end 10-15 minutter i stedet for at fokusere på det sekundære plot, der endte som en umulig rodebunke. Den tredje kan opsummeres med et enkelt ord: MARTHA!

Det værste er næsten, at filmen havde store ambitioner og et fint potentiale. Det blev bare aldrig forløst.

‘Birds of Prey’. (Foto: PR)

8. ’Birds of Prey’

»Stakkels Margot Robbie«, lød det fra vores anmelder for omtrent et år siden. Og det er svært ikke at have ondt af megastjernen. Hendes glimrende take på superskurken Harley Quinn er blevet trukket rundt i manegen med det ene håbløse projekt efter det andet. I ’Suicide Squad’ havde hun intet at arbejde med. I ’Birds of Prey’ var det en my bedre, men stadig meget ujævnt.

’Birds of Prey’, med den lidt for ivrige undertitel ’and the Fantabulous Emancipation of One Harley Quinn’, var tydeligt inspireret af ’Deadpool’-filmene, men manglede Ryan Reynolds og co.’s originalitet. Denne gang havde Warner Bros. og DC Films endda fået en ung og spændende instruktør til at styre løjerne i form af Cathy Yan, der med sin fremragende debutfilm ’Dead Pigs’ virkede som et spændende valg til at kunne sparke liv i det usammenhængende univers.

Når ’Birds of Prey’ er bedst, skyldes det Margot Robbie, som gør, hvad hun kan med Christina Hudsons manuskript, som tynges af et overforbrug af unødvendig voice-over. Når filmen stoppes for 117. gang i en kampscene, begynder det at blive irriterende. Derudover er karaktererne forglemmelige – måske på nær Mary Elizabeth Winsteads Huntress, der med tør humor og ironisk distance er en god pendant til den psykotiske Quinn.

‘Black Adam’. (Foto: Warner Bros.)

7. ‘Black Adam’

Dwayne Johnsons bombastiske DCEU-debut, ‘Black Adam’, er blevet hypet i ét væk – ikke mindst af superstjernen selv, som måske lagde en kende for meget pres på sin superheltefilm. Johnson, der selv er producer på filmen, proklamerede i hvert fald, at hans passionsprojekt ville indvarsle en ny ære i DCEU.

Fik vi så det? Ikke rigtigt.

For selvom ‘Black Adam’ ikke er nogen horribel film, er den langt fra fejlfri. Filmen skæmmes i særdeleshed af et bøvet manuskript, som lader skuespillerne i stikken – blandt andet med usjove og rutineplagede jokes og eksposition i stride strømme.

Derudover er plottet underligt ufokuseret, og vi havner i øst og vest uden en egentlig kurs, hvilket gør, at ’Black Adam’ hurtigt bliver lidt af en rodebunke. Og så svinger de buldrende effekter for meget i kvalitet, hvor de pendulerer mellem det mudrede og imponerende.

Filmen er dog ikke uden væsentlige styrker. Castet står stærkt, blandt andet Pierce Brosnan, der er bedre ,end han længe har været som Doctor Fate, dygtige Aldis Hodge (’One Night in Miami…’) er en fornøjelse som Hawkman, og Dwayne Johnson er, som altid, veloplagt med en god blanding af karisma og udspilede biceps i rollen som titelkarakteren.

Superhelteholdet Justice Society of America (JSA) er også en fin tilføjelse til DCEU-universet, og forhåbentlig får de deres egen film eller serie på et tidspunkt.

Zack Snyder’s Justice League’. (Foto: PR)

6. ’Zack Snyders Justice League’

Og så kom elefanten i rummet. Warner/DC bukkede under for fanpresset og hev Zack Snyder tilbage i klipperummet for at korrigere sin oprindelige film tilbage på sporet efter Joss Whedons makværk fra 2017. Men det rimelige spørgsmål var selvfølgelig, om Snyders version overhovedet kunne leve op til visse fangruppers forventninger om et episk mesterværk skabt af en kompromisløs auteur?

Svaret er faktisk en anelse kompliceret. For filmen er utvivlsomt bedre end biografudgaven fra 2017.

På den ene side er Snyder mester til at iscenesætte gudesmukke sekvenser, som ligner sider direkte revet ud af et DC-tegneseriehæfte. Selv Steppenwolf ligner nu en reel karakter med sit opdaterede design. Der er også kommet en anelse mere kød på karaktererne.

Batman er ikke længere en joke, men dunhamrende alvorlig, som vi kender ham. Cyborg ydes retfærdighed med en fin oprindelseshistorie. Wonder Woman overtager Supermans rolle som et universelt symbol på håb og retfærdighed, og The Flash og Aquaman kæmper stadig med at sætte et mindeværdig aftryk.

Actionsekvenserne er langt flottere og mere sammenhængende end i Whedons version, og Snyder skal roses for at finde en nogenlunde konsistent tone. Selv det nye soundtrack af Junkie XL passer langt bedre til filmen end Danny Elfmans ditto til 2017-udgaven. Og så er der også plads til en række overraskelser her og der.

Men det ændrer ikke på, som vores anmelder også pointerede, at fire timer er alt for lang tid i selskab med en instruktør, der har så dårligt greb om historiefortællingen. Når alt skal pensles ud i slowmotion og selvhøjtidelig dialog, når man at blive ør i hovedet, før filmen har rundet den første time. Og det ender med, at Snyders kosmetiske behandling begynder at slå revner og vise sit velkendte, skuffende ansigt.

‘Man of Steel’. (Foto: PR)

5. ’Man of Steel’

Den første film i DCEU, ’Man of Steel’, fortalte oprindelseshistorien bag Clark Kent/Superman, hvor Henry Cavill var manden, der fik til opgave at portrættere den mægtigste superhelt i DC-universet. Zack Snyder var nok engang manden bag kameraet, og vanen tro bød han på storladne følelser og CGI-smadder for alle pengene.

Selvom filmen har fået høvl af kritikere for at forvandle ’symbolet på håb’ til en vrissen emo, er filmen faktisk en af de mere vellykkede af slagsen i franchisen. Cavill spiller nuanceret den konfliktramte superhelt, som må træffe valget mellem at skjule sine kræfter eller dele dem med verden. Selvfølgelig når vi ikke op på salig Christopher Reeves’ niveau, men det, vi fik med Cavill, var en anderledes Superman: en godhjertet, ung mand, som søger efter en plads i en verden, hvor han ikke er ønsket.

Når ’Man of Steel’ er bedst, er den inspirerende og medrivende, men i sidste ende går Snyder også efter det larmende sentimentale og teatralske. Man kunne også godt have ønsket sig en bedre skurk end General Zod, skønt Michael Shannon gør, hvad han kan.

Gal Gadot og Chris Pine i ‘Wonder Woman 1984’. (Foto: Warner Bros. Pictures / DC Comics)

4. ‘Wonder Woman 1984’

Den første ’Wonder Woman’ var på mange måder epokegørende, og kunsten skulle instruktør Patty Jenkins forsøge at gøre efter med efterfølgeren, ’Wonder Woman 1984’.

Som filmens titel antyder, udspiller begivenhederne sig i de glade og heftigt dyrkede 1980’ere, som danner en pangfarvet og svulstig baggrund for Diana Princes hverdag. En skærende kontrast til den første film, hvor det primært var Første Verdenskrig med dertilhørende giftangreb og skyttegrave, der var rammen om fortællingen.

Og anden ombæring med Amazon-krigeren er, for det meste, en hæderlig omgang, om end den ikke helt når samme højder som originalen. Vi får eskapisme for alle pengene, og selvom plottet til tider hakker lidt i det, er det svært ikke at falde for den godmodige og rørende historie.

Gal Gadot rammer forventeligt og upåklageligt den naturlige charme og rendyrkede badassness fra den første film som den empatiske superkvinde, kemien med Chris Pines genopståede Steve Trevor slår endnu engang gnister, og Pedro Pascal og Kirsten Wiig har en fest med deres vilde overspil som filmens to skurke, Maxwell Lord og Barbara Minerva/Cheetah.

‘Shazam!’ (Foto: PR)

3. ’Shazam!’

’Shazam!’ er et eksempel på, at en let tone sagtens kan fungere i en DCEU-film, hvis filmen ikke indeholder Batman. Denne gang er fokus på den forældreløse teenager Billy Batson, som får superheltekræfter af en ældgammel troldmand. Ved at sige ordet ’Shazam’ kan han trylle sig om til en pumpet superhelt, der kan flyve, er usårlig og er bomstærk.

Under ledelse af svenske David F. Sandberg får Zachary Levi lov til at udleve sit indre mandebarn i den voksne del af titelrollen, og han brillerer i det sjoveste indslag, DCEU endnu har budt på. Børneskuespillerne Asher Angel og Jack Dylan Grazer er også velcastede i rollerne som henholdsvis Billy (i teenageform) og hans plejebror Freddy Freeman. Især scenerne hvor Billy og Freddy prøver førstnævntes kræfter af – på mere eller mindre succesfuld vis – er virkelig morsomme.

Foruden at filmen er en munter og overraskende hjertevarm tilføjelse til det ellers så kolde og triste DCEU, er filmen også regulært spændende. Mark Strong er veloplagt som den modbydelige Dr. Thaddeus Sivana, og hans kampe mod den uerfarne Billy/Shazam er eksplosive.

‘The Suicide Squad’. (Foto: Warner)

2. ‘The Suicide Squad’

If you can’t beat them, hire them.

Sådan har rationalet formentlig lydt, da Warner-ledelsen besluttede sig for at ansætte James Gunn, der i en stund var fyret fra MCU-filmen ’Guardians of the Galaxy 3’ og siden genansat, til denne efterfølger til den rædselsfulde ’Suicide Squad’.

Gunn kom, så og sejrede med sin første DCEU-film, ’The Suicide Squad’ – et eksplosivt, blodigt og vidunderligt festfyrværkeri, der er bedre på samtlige parametre end sin forgænger.

Det stjernespækkede cast er forrygende – lige fra John Cenas ekstremistiske Peacemaker til de glædelige gensyn med Viola Davis og Margot Robbie som Amanda Waller og Harley Quinn.

Gunns musikalske og legende instruktion passer perfekt til en film om en række utilpassede straffefanger, og er der noget, han for alvor excellerer i, er det at få os til at føle empati med de brogede antihelte. Instruktørens humor skinner tydeligt igennem manuskriptet, og med en R-rating i baghånden lader han ufortrødent teaterblodet og profaniteterne få frit løb.

Filmens sidste akt, hvor antihelteholdet skal forsøge at nedkæmpe den gigantiske kaiju, Starro, en forvokset søstjerne, er både dejligt kaotisk, hæsblæsende og fuldstændigt over-the-top, og her står der nærmest James Gunn skrevet med fede bogstaver ud over hele scenen.

Selvom ’The Suicide Squad’ er milevidt fra den tone, som man finder i Zack Snyders regntunge og mytologiske superheltefortolkninger i samme univers, fik Gunn sparket nyt liv i DCEU, på samme måde som han gjorde det med ’Guardians of the Galaxy’ i MCU.

‘Wonder Woman’. (Foto: PR)

1. ’Wonder Woman’

Af DCEU’s foreløbigt 12 film er det stadig Diana Princes oprindelseshistorie i form af ’Wonder Woman’ fra 2017, der er den bedste.

Langt om længe fik vi en kvindelig superhelt i forgrunden – og succesen fik efterfølgende Marvel til at følge efter med ’Captain Marvel’.

Instruktør Patty Jenkins klarede opgaven i instruktørsædet med bravur. Scenerne på Amazon-øen Themyscira er drømmeagtige, kærlighedshistorien mellem Diana og Chris Pines Steve Trevor troværdig og kampscenerne, både på Themyscira og under Første Verdenskrig, medrivende. Gal Gadot er utroligt velcastet i rollen som Diana og gør øjeblikkeligt karakteren til sin egen. Især kampscenen i ingenmandslandet, hvor hun løber direkte ud mellem venner og fjenders krydsild, er imponerende iscenesat.

Derudover er filmen ganske enkelt bare underholdende. Lucy Davis er morsom i rollen som den ærkebritiske Etta Candy, og Chris Pine fungerer godt som modstykke til Diana. Man bliver glad i låget af filmens energi, som føles som en lykkepille oven på den tungsindige og depressive ’Batman v. Superman’.

’Wonder Woman’ virkede øjeblikkeligt som en forfriskende nulstilling af DCEU’s superhelteunivers.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af