’Black Adam’: Dwayne Johnsons DC-debut er bombastisk, brutal – og ingen revolution
DC og Warner Bros. har siden den katastrofale og skandaleombruste ’Justice League’ forsøgt at rette op på deres kuldsejlede superhelteunivers, DCEU, ækvivalenten til Disneys succesfulde MCU.
For ikke nok med at kvaliteten på det store lærredet for det meste har været skuffende (med et par undtagelser i form af ’Wonder Woman’ og ’The Suicide Squad’), så er den ene møgsag efter den anden også haglet ned over DC og Warner. Fra ’The Flash’-stjernen Ezra Millers voldseskapader til den skrinlagte og svinedyre ’Batgirl’-film (som var tænkt ind i DCEU-kontinuiteten).
Med ’Black Adam’ skuer DCEU håbefuldt fremad.
Det understregede filmens bankable hovedattraktion, Dwayne ’The Rock’ Johnson (som også er producer) selv ved dette års San Diego Comic-Con. Her sagde han, ifølge Comicbook.com, at et af målene med filmen var at indvarsle en ny æra i DC-universet. Hvilket i den grad må siges at være tiltrængt.
Tidligere har den karismatiske superstjerne endda kaldt filmen for et passionsprojekt, så forventningerne fra omverdenen har været tårnhøje – og DC-fansene, der desperat sulter efter en smule succes, har selvfølgelig håbet på, at Johnson vil kunne tilføje lidt gnist til det fallerede superhelteunivers. Og ja, måske endda være med til at starte en lille revolution, som for alvor sætter fut under DCEU?
I filmen følger vi Black Adam, en slave fra den oldgamle by Kahndaq, der for 5000 år siden blev skænket gudelignende kræfter af en række magtfulde troldmænd (lidt som vi så det i den beslægtede ’Shazam!’). Et blodtørstigt hævntogt gjorde, at han misbrugte selvsamme kræfter, og troldmændene fængslede ham som straf.
I nutidens Kahndaq bliver han pludselig vakt til live igen og må hurtigt sande, at hans syn på moral, straf og retfærdighed ikke korrelerer med samtidens ditto – ikke mindst hos superheltegruppen Justice Society of America, som han tids nok krydser klinger med, og som modsat Kahndaqs befolkning ikke er synderligt begejstret for Black Adams ’heltegerninger’.
En større trussel lurer dog under Kahndaqs ældgamle ruiner, hvor en magtfuld fjende forsøger at få fingrene i et relikvie, der potentielt kan sætte helvede fri på jorden. Med hjælp fra kvinden, der frigjorde ham fra sit fangenskab, Adrianna, og hendes handlekraftige søn, Amon, må Black Adam og medlemmerne af JSA forsøge at samarbejde for at redde byen og dens indbyggere fra den visse undergang.
I instruktørstolen sidder Jaume Collet-Serra, hvis meritter blandt andet tæller ’Jungle Cruise’ (også med Johnson på plakaten), den glimrende ’The Shallows’ og en god håndfuld Liam Neeson-actionthrillere, mens det primært er Adam Sztykiel, med metervarer som ’Due Date’ og ’Rampage’ på cv’et, som springer i øjnene fra filmens forfattertrio.
Og er der noget, som skæmmer ’Black Adam’, er det filmens knap så imponerende manuskript, som både er sovset ind i alt for meget eksposition, kluntet dialog og jokes, hvoraf de fleste aldrig rigtigt lander. Tilmed er der mange plottråde i luften på én gang, og det gør indimellem filmen til en rodet omgang.
Fortællingen egentlige skurk er også en tam størrelse. Derfor er scenerne, hvor Black Adam og JSA kolliderer med hinanden, langt mere underholdende. Her får Johnson lov til at flekse sine muskler såvel som karisma.
Effekterne er … lidt so-so. Nogle steder ser de en smule halvfærdige og grødede ud, men pludselig fremstår de visuelt overdådige – for eksempel når Johnsons muskelspændte fjæs og øjne lyser op af CGI, eller når de Zack Snyder’ske slowmotion-sekvenser fint udpensler de bombastiske actionbrag.
Dwayne Johnson gør det glimrende som den brutale antihelt, og skønt han ikke er nogen formidabel skuespiller og (heller) ikke kommer til at vinde priser for sin præstation i ’Black Adam’, må man bare sige, at han falder perfekt ind i superhelteuniverset og tilføjer DCEU lidt tiltrængt intensitet og stjernestøv.
Blandt de øvrige skuespillere er det primært Aldis Hodge og Pierce Brosnan, som henholdsvis Hawkman og Dr. Fate, der skiller sig positivt ud fra mængden. Især Hodges kemi med Johnson lover godt for fremtiden.
Vanen tro med disse superheltefilm, der er forbundet på kryds og tværs, vil man gøre sig selv en stor tjeneste ved at se eller gense ‘Shazam!’ og, til dels, ‘The Suicide Squad’ inden ‘Black Adam’.
Og sørg endelig for at blive hængende til efter rulleteksterne, hvor der venter et glædeligt gensyn med en fan-darling.
Kort sagt:
’Black Adam’ udmærker sig ved at være markant bedre end (de fleste) forudgående DCEU-film. Men på trods af en dedikeret superstjerne, en interessant antihelt og et spændende nyt superhelteteam tynges filmen af et tamt manuskript, der gør, at den helt store revolution for DCEU udebliver.